|
|
|
|
|
FCI STANDARD
|
|
FCI nr.
|
Højde
|
Pels
|
Oprindelsesland
|
166
|
55 - 65 cm
|
Sort med rødbrune, brune,
gule til lyst grå aftegninger
|
Tyskland
|
Anvendelse
|
Sind
|
Brugs, hyrde og tjenestehund
|
Omgængelig, rar, børnevenlig,
og agtpågiven
|
Helhedsindtryk: Schæferhunden
er middelstor, let langstrakt, kraftig og godt muskuløs.
Knoglebygningen er tør, og sener og bånd er faste. Schæferhunden
skal i sit væsen være harmonisk, nervefast, selvsikker,
absolut frimodig og (når den ikke er bragt i affekt)
fuldstændig fredelig, og samtidig være opmærksom og let
at føre. Den skal besidde mod, kampdrift og hårdhed for
at være egnet som ledsagehund, vagt-, forsvars- og
tjenestehund samt som hyrdehund/vogterhund.
|
|
|
Som brugshund er og vil Schæferhunden altid være
en vigtig medarbejder ved politiet, militæret, vagtværn og som
redningshund og førerhund.
Schæferhunden er ikke kun en udstillingshund, men også
brugshund. Derfor er det vigtigt at holde fast i en smuk hund
med et sund helbred og et godt væsen. Dette søger vi i klubben
at fastholde og til stadighed forbedre. Således kan der kun
stambogsføres hvalpe efter avlsgodkendte forældre.Den planmæssige
avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af
1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige
foreninger med det formål at opbygge og renavle schæferhunderacen.
Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser.
Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber,
andre på eksteriør. Først i 1899 lykkedes det at skabe en
stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og med ritmester
v. Stephanitz som ordfører. Sidstnævnte blev senere
foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for
udformningen af den politik, der resulterede i vor tid schæferhund.
Det var v. Stephanitz ' grundlæggende holdning, at der skulle lægges
vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han
altid holdt fast ved og forfægtede med stor styrke.
Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg;
det var ret store langhårede hunde med hængeører og korrekt båret
hale, fra Thüringen noget mindre, korthårede hunde med ståører
og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber.
Derudover også en del mere eller mindre betydende lokal
varianter.
© Kildetekst: Markante linjer i tysk schæferhundeavl
af
Arne Bak Rasmussen, samt schæferhundeklubben. |
|
|
|
|
|
|
|