Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

Satoris Niklas

I sommer mistede Schæferhundeklubben en kendt og dygtig hundefører, Sigmund Briksa, der døde i august måned. Så sent som i maj deltog han ved DM med sin hund Satoris Valdi, men det er nok fra sit arbejde med Satoris Niklas, han er bedst kendt. Nedenstående artikel, der første gang blev bragt i Schæferhunden 2000 nr. 9 fortæller lidt om Niklas og det samarbejde, der førte til så flotte resultater.   ABR
 

Satoris Niklas
Uddrag af en artikel i Vejle Amts Folkeblad 27. sept. 1997.: "Niklas en pragtfuld næsten sort schæferhund har sammen med sin ejer Sigmund Briksa kvalificeret sig til deltagelse i VM i Ungarn. –De er begge velforberedte, de træner omkring 20 timer om ugen og tager gerne ud på 20 kilometer lange cykelture på egnen for at øge konditionen. De går spor på marker, som velvilligt er stillet til rådighed af landmænd i omegnen, og de træner forsvarsarbejde godt hjulpet af Per Christiansen og Rolf Jensen. –Vi kommer for at vinde, siger Sigmund Briksa. Men vi har lidt problemer med sporarbejdet lige i øjeblikket, så det er ikke godt at vide, hvordan det går. Nåh, ærlig talt så venter jeg mig ikke noget ud over den store oplevelse. Uanset hvordan det går, er jeg lige glad for min hund. For min kone og mig er han verdens bedste. Der bliver ofte budt mange penge for hunde, der deltager ved VM, men om jeg så blev budt en million, har jeg Niklas med hjem igen, siger Sigmund Briksa".


Niklas`s fulde navn er Satoris Niklas, og han er en af de danske konkurrence- hunde, der igennem flere år hævdede sig flot ved både udtagelser ved DM og VM.

Niklas er efter forældrene Carolus v.d. Gänsebrücke og Satoris Tina.
Carolus er efter Urs a.d. Hopfenstrasse, som over Bert v. Schloss Landestrost og Vanco v. Aslexyrvo Hof går tilbage til Quanto v.d. Wienerau samt over Bert v. Haus Knüfken til Hein v. Richterbach . På modersiden fører han Frei v.d. Gugge, men nok så vigtigt for udvælgelsen af denne han var mormoderen, som hedder Jule v. Karthago, og i kennel Satori har en kombination af J kuldet, v. Karthago og Ashra v. Stoppenberger Land altid været højt prioriteret. Urs selv deltog i udtagelses- konkurrencer og en enkelt gang ved BSP. Han var en god C hund og fik også parringer, og i forhold til antal parringer, har hans afkom været godt repræsenteret ved konkurrencer. Sønnen Carolus, der stod ved Urs´s ejer var en meget velsnittet lidt fin han med tilstrækkeligt kønspræg. Som sin fader var han en meget god C hund, men han nåede ikke de samme resultater i B, hvilket nok skyldtes ejeren, derfor blev han heller ikke kvalificeret til BSP.

Satoris Tina fra det stærke T kuld, der med søsteren Tanya og brødrene Tell og Tito har sat sig dybe spor, er efter Otter v. Cherusker, der selv er linieavlet på Hein v. Richterbach bl.a. over Frei v.d. Gugge. Tina har givet mange gode hunde, som først og fremmest har været karakteriseret ved deres gode bid og deres høje byttedrift, som har gjort dem taknemlige at arbejde med. De har ofte været præget af stor hurtighed og sunde reaktioner.

Det er en familie, der i teorien skulle give løfter om gode egenskaber, og Niklas lagde også snart ud med resultater, der lovede godt. Han vandt sin første udtagelseskonkurrence i Aarhus i en alder af 3½ år og fik oven i købet 100 i C. Dernæst tog han til Bramdrupdam og blev nummer to. Så var udtagelsen til VM hjemme, og resten af året, det var 1994, gik det også strygende. Nummer to ved DM med 99 95 97 og nummer seks ved VM med 96 93 96. I årene, der fulgte lå han altid godt placeret ved udtagelseskonkurrencerne, en enkelt gang nummer tre ellers nummer et eller to. Ved DM i 95 blev det til en 14. plads med 88 i spor og ligeledes en 14. plads ved VM. Her med 88 i C, hvilket var usædvanligt for Niklas, men der var også mange tilskuere, der undrede sig over den bedømmelse.
Holdlederen havde bedt deltagerne om at skrive deres kommentarer til bladet. Sigmund Briksa skrev: "Når man ser sporresultaterne af VM 1995, kan man nok ikke forstå, at 28 hunde ikke bestod. Man tænker nok, at arealerne var svære eller dårlige, men sådan ser jeg det ikke, jeg synes at arealerne var i orden og sporlæggerne OK. Så spørger folk, hvad der så var galt? Jeg tror, at det var en meget stor belastning for både hund og hundefører. 1 times kørsel til stadion, hvor man skulle være klar 2 timer før man skulle ud til sporet, 4 hundeførere med hunde i en lille bus. Derefter turen ud til spor, som foregik med politieskorte og 100 km/t igennem Budapest. Derefter kørte man i en anden bil ud til arealerne. Det sidste stykke ca. 3 km foregik til fods. Først da var vi ved sporet. Det foregik i 27graders varme. Hvorfor jeg skriver dette, er for at fortælle, at sådan er forholdene under store konkurrencer.
Gr. B: Et dejligt stadion, hvor forholdene var i orden. Dommeren så og hørte alt. Det jeg bemærkede var, at dommeren ville se korrekte og driftstærke hunde med udstråling. Der var flere hunde, der lavede topfortrinligt arbejde, men som blev dømt ned, fordi de manglede drifter og udstråling, og man kunne se, de var trykkede.
Gr. C: Ingen kommentarer."

I 1996 blev det igen en plads som nummer 14 ved DM med 77 98 99 . Ved VM samme år drillede sporet igen, så det blev til 85 94 97, hvilket rakte til en 36. plads.
I 1997 lykkedes det at komme helt op på skamlen, idet parret erobrede DM vinderplaceringen med 95 97 95. Ved VM det samme år blev Niklas nummer 16 med 92 97 95. Han var dette år bedste danske hund, hvilket han har været tre ud af de fire gange han har været til VM.

Det hele tog sin begyndelse for 10 år siden i 1990. Sigmund havde allerede med sin gamle hund Becks Hassan været i gang med brugshundearbejde og havde med Hassan været til DM tre gange, men nu stod han for at skulle købe en ny hund, og tog turen til Fyn for at se på en hvalp. Her lå Tina med et kuld hvalpe på fire uger, og Sigmunds øjne faldt straks på en grå hvalp, der så tillokkende ud. Men næste uge ændrede billedet sig. En sort hvalp påkaldte sig opmærksomheden ved sin måde at møffe sig frem til patten og skubbe de andre væk. Da de senere kom ud i terrænet var det stadig den sorte, der hævdede sig ved sin ubekymrethed og livlighed. Der var andre hundefolk, hvis øjne faldt på den samme hvalp, men Sigmund stod først på listen, og således gik det til, at Niklas kom til Vejle. Det var ikke særlige prøver eller undersøgelser, der var afgørende for Sigmund, men fornemmelsen af, at her var en hvalp, han kunne lide.
Da Niklas var gammel nok begyndte parret den grundigere træning i DcH i Grindsted. Senere flyttede de til kreds 17 - Silkeborg, som med sine mange brugsinteresserede medlemmer og dygtige figuranter bød på et frodigt arbejdsmiljø. Her som i Grindsted fik Sigmund mange gode venner og træningskammerater og havde mange gode timer i arbejdet med hundene.
I arbejdet med Niklas var det afgørende for Sigmund, at hunden skulle være glad. Han ville have en hund, der var frejdig i sit arbejde. Derfor gjorde det ikke noget, at den lavede fejl. Det blev rettet hen ad vejen. Den vigtigste dressurmetode var ros. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke var disciplin. Selvfølgelig er man nød til at være konsekvent, og Sigmund lagde vægt på, at hunden var absolut lydig. Den fik heller ikke lov at komme løs af linen på pladsen, før den var helt i hånden. Den konsekvens gælder stadig. Når Niklas leger med Valdi, der er den hund, der tager over efter Niklas, og Sigmund kan høre på lyden, at nu er tonen ved at blive lidt skarp, er det nok med en kommando, så stopper legen. Ellers var det leg og tålmodighed, der prægede arbejdet. Man skal ikke straffe hunden, hvis noget er gået forkert, men i stedet prøve at forstå, hvorfor det ikke lykkedes. Hvorfor kiksede den øvelse, der gik så godt i går? Er der noget hunden har misforstået? Kan det gøres på en anden måde? Hvis man på den måde prøver at sætte sig ind i hundens verden og tilrettelægge sin træning derudfra, kan man nå et resultat i et styret samarbejde.

Det var ellers let at arbejde med Niklas. Han er en meget arbejdsglad hund med meget drift, og på den måde parret arbejdede, ville han meget gerne gøre sin fører tilpas. Somme tider kunne driften give sig uheldige udslag. Blandt andet tyggede han slemt på apporten, men Sigmund tog det roligt. Det vigtigste var, at han var hurtig til at hente og bringe. Senere blev der pudset på detaljerne. Lydighedsarbejdet blev tilrettelagt i blokke. En blok kunne være fri ved fod og sid øvelse. Det blev trænet både hjemme og på banen. Når den blok var sikker, blev en ny taget op. Sigmund stod tidligt op ofte kl. 4 om morgenen og trænede inde i stuen hver morgen, inden han tog på arbejde. Om eftermiddagen var det hjem til en kop kaffe og så ud med hunden. Det blev til mange timers hundearbejde hver uge.

Sporarbejdet var måske knapt så let som lydighedsarbejdet. Der kunne f.eks. være problemer med knækkene. Så blev der diskuteret med kammeraterne, og der var mange meninger og mange råd men i den sidste ende, må man danne sig sin egen mening. Niklas har dog altid været glad for at gå spor, men han har også altid haft noget at glæde sig til, for der var hver gang noget til ham for enden af sporet. Det kunne være lidt leverpostej eller en bold eller måske et ærme osv. Det understreger at opfindsomhed og vilje til at gøre træningen sjov og afvekslende for hunden er vigtige elementer, når man vil opbygge et godt samarbejde. Da Valdi kom til, kunne han godt gå med under sportræningen. Så løb han ved siden af eller foran og snuppede de godbidder, han først kom til. Imens søgte den gamle støt og roligt.

I gruppe C har Niklas vist flotte præstationer, og her kom hans temperament rigtig til udfoldelse. Han har været nem at arbejde med. Der er lagt meget vægt på at arbejde med tænd og sluk.

Det er blevet til mange gode timer sammen i et dejligt arbejde, hvor både fører og hund har været glade for hinanden og har nydt arbejdet. Det har også givet Sigmund lejlighed til at møde mange dejlige mennesker og opleve meget forskelligt.

Der er brugt uendelig mange timer for at nå det gode resultat, men det er ikke Sigmund og Niklas, der skal have hele æren. Uden Joan til at tage slæbet derhjemme, var det aldrig gået. Joan er med til alle konkurrencerne, men i modsætning til Sigmund har hun altid nerver på og undgår at se på, når de to er på banen. Normalt er Sigmund ikke nervøs, men det er måske fordi han deltager for sportens skyld, og vinder de, er han stolt, og går det skidt, så har han alligevel den samme hund med hjem.

For Niklas er karrieren nu forbi og han er trådt ind i pensionisternes rækker. Han har fået en afløser Satoris Valdi , som ved siden af at være afløser også er en god legekammerat. Niklas er nemlig ikke puttet i mølposen. Han er stadig med, når det foregår, han får også lidt træning hver morgen. Der bliver leget med bold ligesom før, og der er stadig krudt i den gamle hund, for det er sådan hos Sigmund Briksa, at hundene ikke blot er redskaber, som man bruger til at opnå et resultat. De er medlem af familien med hvad deraf følger.

ABR

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2018 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden