Om karakterudvikling

Når man anskaffer sig en hundehvalp, så knytter man et andet levende væsen til sig og får indflydelse på dens skæbne og udvikling. Det er af afgørende betydning for en hvalps udvikling, hvilke forhold, den får at vokse op under. Når man står overfor en voksen hund, kan man altid spørge, hvorfor er denne netop hund blevet til det den er? Er det de arvelige anlæg, der har givet udslaget, eller har miljøet haft den største betydning for dens adfærd? Selvfølgelig griber de to ting ind i hinanden på en måde, så det kan være vanskeligt at udrede trådene.
Jeg havde engang to tævehvalpe, der 8 uger gamle viste sig noget forskellige Den ene var fræk og pågående, den anden mere forsigtig. Den første blev solgt til et sted, hvor den levede en overbeskyttet tilværelse. Den anden fik en mere udadvendt tilværelse, kom på træningspladsen og levede i det hele taget et mere naturligt hundeliv. Jeg havde lejlighed til at vurdere hundene, da de var omkring et år gamle, og da var der sket en forandring. Den første viste sig lidt veg og usikker overfor andre hunde og fremmede situationer men var tillidsfuld overfor mennesker. Den anden var blevet meget livlig og var selvsikker i sin optræden. Var det de forskellige miljøer, der havde ført til, at de så at sige havde byttet roller?
På samme tid så jeg hos en anden opdrætter et kuld med to smukke hvalpe. Den ene en selvsikker og stærk hvalp blev hos opdrætteren, hvor den gik i hundegård i sin egen gård ved siden af andre hunde og ikke fik mange oplevelser. Den anden, der var lidt usikker, kom til at leve som familiehund. Da de var omkring 7 mdr. havde jeg lejlighed til at prøve hele kuldet for karakter- og brugsanlæg, og her viste den første sig flere gange usikker, mens den anden viste en stærk og sikker karakter.
Disse to eksempler viser noget om, hvor usikkert det kan være at vælge en hvalp ud af en flok. Hvis resultatet senere bliver et andet, end man havde forventet, hvad er så grunden? Er det arvelige anlæg, der er kommet til udtryk på et senere tidspunkt, eller er det miljøet, hvalpen er vokset op i, der har haft den afgørende betydning?
At vilkårene under en opvækst har stor betydning for et individ kan dog alle, der har haft lejlighed til at følge en hvalp i dens udvikling skrive under på. Vi har også mange eksempler fra litteraturen. F.eks. har Lois Crisler i sin dejlige bog Arctic Wild, hvor hun fortæller om et liv med ulve i Alaska, givet mange eksempler på ulvenes højtudviklede sjæleliv, og hun fortæller, hvordan ulvehvalpene oplever naturen omkring sig og er nysgerrige overfor alt, hvad de oplever. De kan for eksempel stå og se meget interesserede på en bæk, der løber med nogle hvirvler, eller de kan følge og prøve at fange insekter og meget andet. Altså de lever et optaget liv i samspil med naturen og udvikler alle deres sanser og andre evner under deres opvækst. De får kort sagt mulighed for at udvikle alle deres anlæg, fordi de lever et liv med mange udfordringer. Det gælder ikke blot deres drifter og intelligens men også deres nervesystem.
 

En flok 6 mdrs. ulvehvalpe iagttager en Flok rensdyr. De tør ikke angribe, men de er Meget interesserede i, hvad der foregår nede på sletten.	Et par ulvehvalpe leger i elven

De samme fine muligheder kan vi ikke tilbyde vore tamhunde, men dels har de under den domesticering (tæmning, tilvænning til livet som tamdyr), der har fundet sted i nogen grad mistet instinkter og drifter, og dels er vi i stand til at give dem andre muligheder, som kan udfordre deres krav på aktivitet. Det vigtige er, at de unge dyr bliver stimulerede, får mulighed for at få afløb for deres aktivitetstrang og lyst til at opleve. Sker det ikke, kan det medføre en ringere udvikling og måske i værste fald en fejludvikling.
Vi ved fra mennesker hvordan understimulering resulterer i manglende udvikling af evner, og omvendt, hvordan god stimulering kan føre til en rig udvikling. Dette gælder selvfølgelig i lige så høj grad et så højtstående dyr som hunden. Jeg vil gerne fortælle en oplevelse jeg havde med en hund for en del år siden, den kan måske illustrere, hvad jeg taler om. Det er mere end tyve år siden, og jeg vil prøve at fortælle den, som jeg oplevede det dengang. Hvalpen mødte jeg første gang, da han var 9 uger. Ejeren kom for at vise mig ham. Det var en aften, og vi gik en tur langs hække og stakitter, og jeg oplevede ham i forskellige situationer. Han virkede fri og tillidsfuld. Vi tog ham med ind og op ad en åben trappe. Det var det eneste sted, hvor han veg lidt tilbage. Senere så jeg ham på træningspladsen, hvor han var frisk og frejdig og fri og glad i dressuren. Ejeren mistede imidlertid hurtigt interessen for dressuren og hunden endte i en lille hundegård, hvor han altid gik. Han kom aldrig ind og blev holdt afsondret fra familiens børn. Han var nemlig ret voldsom i sin leg, hvilket ejeren tolkede som aggressivitet. Da hunden var halvandet år gammel startede ejeren igen på dressuren, samtidig med at hunden blev ført frem på skuer. Altid virkede han rolig og velafbalanceret, overfor andre hunde var han meget afslappet men på ingen måde underdanig..

På træningspladsen opstod der ret hurtigt problemer. Det gik ret godt med lydigheden, men med spor og apportering gik det slet ikke, og hunden viste ingen forsvarslyst og heller ingen legelyst eller byttedrift. Dette undrede mig, for når jeg havde leget med ham, havde han altid haft lyst til at bide. Han var også tavs på træningspladsen, hvorimod han altid gøede hjemme i buret, når der kom fremmede. Min opfattelse var, at de dårlige resultater skyldtes dels den helt manglende kontakt mellem fører og hund og førerens manglende forståelse for hund i det hele taget og dels urutinerede figuranter. Det lykkedes dog at få hunden igennem til den daværende SBH2 prøve, og dermed havde han en adgangsbillet til en avlskåring. Den bestod han ikke. Det var den gamle avlskåring med en række forskellige væsensprøver. En af dem bestod i at hunden blev bundet af og ladt alene, hvorefter et avlsrådsmedlem truende gik mod hunden og fingerede et overfald. Hunden virkede uinteresseret i personen mens den stak af under truslen. Det virkede dog mere som om den flyttede sig for en ubehagelig, påtrængende person, for så snart truslen ophørte, snusede den rundt i området. Det kunne være en overspringshandling, men det kunne også være, fordi den slet ikke havde opfattet situationen som en trussel. Det følte jeg, for jeg havde aldrig set ham stikke halen mellem benene.
Avlsrådet vurderede hunden som umoden og blød og trykket i sin optræden, hvorimod jeg med mit ret gode kendskab til hunden vurderede ham som en hund med en god karakter men understimuleret og ikke udstyret med særlig stærke drifter.
Efter denne oplevelse mistede ejeren interessen for hunden, og det endte med, at jeg hjalp ham med at finde et nyt sted til den. Den nye ejer var en uerfaren hundemand og fik i begyndelsen en del problemer. Bl.a. var hunden urenlig og meget vedhængende og havde i det hele taget svært ved at vænne sig til livet som familiehund. Det gik dog hurtigt fremad og parret startede på træningspladsen i DcH, hvor hunden i forsvarsarbejdet blev trænet i stokkeslag og hækarbejde og desuden blev arbejdet med i spor og lydighed. Hjemme blev den prøvet i bidearbejde og på alle områder viste hunden positiv udvikling. Den blev igen fremstillet for avlsrådet, der avlskårede den bl.a. med en bemærkning om, at hunden havde haft en meget gunstig udvikling karaktermæssigt.
Der er god grund til at antage, at den personlige kontakt og det meget mere meningsfulde liv havde haft en positiv betydning for denne hunds udvikling.
At kontakt har en værdifuld betydning for karakterudviklingen, kan der ikke herske tvivl om. Det gælder for mennesker og aber såvel som for hunde.
Et par eksempler fra menneskepsykologien kan illustrere det. En mor kunne efter en fødselspsykose ikke vise naturlige følelser for sit barn og var stiv og kejtet i omgangen med det. Efter nogen tid begyndte barnet at reagere nervøst, kaste op og rulle med hovedet. Til sidst blev det indlagt på hospitalet med spisevægring. Faderen, som viste varmere følelser, overtog pasningen, og efter en tid bedredes barnet. I et andet lignende eksempel indrømmede en moder, at hun ikke kunne lide sit barn. De første tre år blev barnet plejet udenfor hjemmet, det næste var hun hjemme men blev senere fjernet af Børneværnet. Forældrenes udtalelse om hende efter at hun senere kom tilbage: Hun er tilbage for sin alder, er urimelig, griset og vil ikke kæles med. Umulig at sende ned i gården, forretter sin nødtørft midt i gården, strejfer om. Er ellers artig og vil gerne hjælpe til. Faderen synes hun er dum. Moderen har dårlig samvittighed, men kan ikke tvinge sig til at synes om hende. Et tragisk tilfælde, der har ført til en fejludvikling hos et barn. Også hos aber er der eksempler, der viser at mangel på kontakt fører til fejludvikling. Man har lavet forsøg med aber med kunstige mødre, hvor man har sat abeunger ind til dukker med indlagte sutteflasker. Nogle var blot et ståltrådsskelet, andre var overtrukket med skind. Ungerne foretrak de skindklædte “mødre” og søgte hen til dem ikke blot for at få noget at drikke men også for at søge beskyttelse, når de blev bange. “Mødrene” kunne imidlertid ikke gengælde kontakten, og resultatet blev, at ungerne fik en meget afvigende adfærd. De blev sky og nervøse og flygtede ved den mindste anledning, og da de blev voksne og selv fik unger, viste det sig, at de manglede normal yngelplejeadfærd. Jane Goodall, der har levet et liv blandt chimpanser i Afrikas regnskove, så hvordan unger, der mistede deres mødre, var fortabte. De sygnede hen og døde også selv om deres ældre søskende prøvede at tage sig af dem.

Disse eksempler viser noget om betydningen af den tidlige kontakt. Det er det vigtige grundlag, og det starter med den pasning og omsorg den gode hundemoder viser sit kuld. Det er derfor af stor betydning, at dette instinkt stadig er fuldt udviklet. Hos nogle racer har der på forskellige områder været eksempler på bortfald af instinkter f.eks. nedsat parringslyst og også manglende omsorg for afkommet. Sådan et bortfald ville i naturen føre til hurtig udslettelse. I opdrættet af tamdyr, bør man være opmærksom på tilstedeværelsen af gode instinkter og foretrække de dyr, der har sunde og gode instinkter.
Den første levetid er altså overordentlig vigtig for at komme rigtigt i gang. Sker der skader her, kan individet vanskeligt udvikle sig til en normal voksen. Den tid, der følger efter, er ikke mindre vigtig. En hvalp fødes med en række anlæg. Om de udvikles, og hvor godt de udvikles, afhænger af omgivelserne. Hvordan et miljø kan støtte et individ så jeg engang et eksempel på i forbindelse med træning af stokkeslag i DcH. Det drejede sig om to halvsøskende med en aldersforskel på omkring et halvt år. Den første virkede ved 7 mdrs. alderen helt tavs og kunne ikke leges til at give lyd, den kikkede blot på det mærkelige, der foregik foran den. Ejeren begyndte at træne aktivt og opdagede f.eks. at hunden gav hals, hvis den ville ind. Den blev nu lukket ind på et værelse, mens ejeren stod udenfor og ventede på det mindste bjæf, som resulterede i en åben dør og en belønning. Det gav resultat. Senere trænedes halsgivning ved siden af en ældre hund. Denne hund blev snart sikker i halsgivning, og da den på træningspladsen blev udsat for stokkeslag støttedes den af den kendte kommando og reagerede sikkert med at gå frem og gø. Den anden hund var ældre og af en stærkere og mere robust karakter. Den var tavs ved kommando men gøede ivrigt, hvis den blev overrasket. Den blev ikke på hjemmebane bibragt en fornemmelse af, hvad kommandoen Giv hals betød. Den forblev længe tavs ved stokkeslagsøvelsen, og da den blev presset hårdt, viste den sig en overgang usikker.
For en, der på en træningsdag på dette stade så disse to for første gang, ville den første fremtræde som den mest selvsikre, mens det omvendte i virkeligheden var tilfældet. Eksemplet viser, hvordan en god støtte og kontakt mellem hund og fører og en førers forståelse for sin hund kan være værdifuld for dennes udvikling.
Sætter en hundeejer ind med fra starten konsekvent at støtte sin hvalp på de rigtige tider og måder og styrke de ønskede anlæg, har han mulighed for at få langt mere ud af sin hvalp, end hvis han lader den selv udvikle sig uden for megen påvirkning.
Det er altså vigtigt, at man giver sin hvalp oplevelser, der kan udvikle dens evner, og der er ingen tvivl om, at det er af stor betydning , at der sættes ind så tidligt som muligt også for at der kan ske den rigtige prægning.
I forbindelse med prægningen er det interessant at se forskellen på vilde og tamme dyr. Vilde dyr er sky og flygter, når mennesker nærmer sig. Tamme dyr har ingen flugtdistance, dvs at man kan gå helt hen til dem, uden at de flygter. Et par eks.: Helen Martini var gift med en dyrepasser i Bronx Zoo i New York. Hun fik til opgave at opfostre rovdyrunger, som mødrene ikke selv ville passe. Disse dyr blev præget på deres plejemoder og blev helt tamme, men når de blev voksne og selv fik unger, passede de dem på normal vis, og disse unger blev om ikke vilde og sky så dog ikke nær så tamme og tillidsfulde som deres forældre. De havde ikke haft den samme nære kontakt til et menneske på et tidligt og afgørende tidspunkt.
 

Unger af vilde dyr, der opfostres af mennesker bliver tamme og bevarer deres tillid til mennesker også som voksne.

Et amerikansk forsøg med hundehvalpe gik ud på, at et kuld terrierhvalpe blev opfostret i fuldkommen isolation. De blev fodret ved automater, og først ved 4 mdrs. alderen så de mennesker. De forblev for altid sky og lod sig ikke tæmme. Det viser det samme, at tidlig kontakt er af afgørende betydning for prægningen.
Det understreger vigtigheden af, at en opdrætter har god kontakt til sine hvalpe under opvæksten. Samtidig viser det også, at det er svært at sige noget sikkert om karakteranlæggene hos et kuld hvalpe, som man måske ser for første gang ved 8 ugers alderen. Er det hvalpe, som har været meget i hænderne og som eventuelt har haft mange oplevelser, eller er det hvalpe, som næsten kun har set deres opdrætter ved fodringstid.

Den prægning, der foregår under opvæksten, er af betydning for en hunds udvikling. En hund, der vokser op i en hundegård og kun møder sin herre i få bestemte situationer, f.eks. i forbindelse med dressur og fodring, har færre oplevelser med mennesker end den hund, der er vokset op i nær kontakt med en familie. For den sidste hund bliver menneskene til flokmedlemmer, og dens adfærd overfor mennesker bliver præget af de hæmninger, der er nødvendige for at individer i en flok kan omgås på ordentlig vis. Et eksempel på hæmninger er bidehæmning.

Bidehæmning har en vigtig social funktion for et dyr, der har så farlige våben som en hund. Havde hunde ikke udviklet denne bidehæmning, kunne de skade hinanden alvorligt. Den dannes ved leg med flokmedlemmer allerede fra 5-6 ugers alderen og udvikles ved det senere samvær. Hundegårdshunde, der ikke har tilstrækkelig kontakt med deres ejer eller andre hunde, har ikke de bedste muligheder for at udvikle deres sociale instinkter og kan i værste tilfælde blive psykiske defekte.
Vil man have en god kontakt til sin hund, skal man sørge for at få forbindelsen etableret så tidligt som muligt og vedligeholde den under hele opvæksten. Det vigtigste er imidlertid, at hvalpene har menneskelig kontakt. Unge dyr, der er vokset op i et afsondret miljø uden megen kontakt, har ikke mulighed for samme rige udvikling som en hvalp, der har bred menneskelig kontakt.
Man kunne nu forestille sig, at man ville opnå de bedste resultater ved tilpasningen, hvis man kun havde en hund. Det behøver dog ikke at være tilfældet. Hvalpe, der er vokset op sammen andre hunde f.eks. deres mor, kan udvikle sig særdeles hensigtsmæssigt, selv om de unge hunde altid vil være de ældre underlegne i rang.
Nogle vil måske fremføre, at de har eksempler på det modsatte, men så skal årsagen eventuelt søges andre steder. F.eks. hvis hvalpen har en medfødt dårlig karakter, nytter det ikke at give moderens tilstedeværelse skylden for en dårlig optræden.
Jeg har set et sådant eksempel. Jeg skulle med en af mine venner ud at se på en unghund, som han ville købe. Da vi kom til stedet løb hunden frit omkring, men vi kunne ikke kalde den til os. Ejerens kone kom ud, hun kunne heller ikke komme i kontakt. Senere kom ejeren og et par børn. Ingen af dem kunne lokke hunden hen til sig. Så lukkede ejeren moderen ud. Hun for over unghunden og gav den i kådhed en trilletur. Hun virkede iøvrigt venlig og dominerede ikke yderligere den unge, men kom hen til os. Det lykkedes os efter nogen tid at lokke den unge hund hen til os og få en rem på den. Nu faldt den til ro men virkede trykket. Ejeren forklarede, at det var moderen, der havde domineret hvalpen så meget, at den var blevet kuet. Vi prøvede unghunden for skud. Den var usikker omend ikke skrækslagen. Min vurdering var, at det ikke var moderens skyld, at den unge hund virkede så svag. Den dårlige kontakt til familien tydede på, at den havde været overladt til sig selv uden kontakt måske var den dertil blevet dårligt behandlet. Dens usikkerhed overfor skud kunne tyde på medfødt dårlige nerver.
 

Hunden er et flokdyr, og den nærer venlige følelser overfor flokkens medlemmer. Det kan man udnytte, idet familiens medlemmer kommer til at indtage flokmedlemmernes plads. Hos de fleste hunde vil denne tilknytning naturligt gælde for familien, den bor hos, men hos enkelte hunde udstrækkes denne venlighed til at gælde alle mennesker. Så har man en allemandshund. Det er ikke det man ønsker, hvilket selvfølgelig ikke betyder, at en hund ikke skal være tilgængelig, altså at den har et naturligt og venligt forhold til andre mennesker; men at den er overdrevent venlig eller er lige så glad for andre mennesker som sin familie og gerne forlader sin familie for at følge med andre, ønsker man naturligvis ikke. Så har man nemlig en allemandshund. Her er der tale om et instinktbortfald, for det er naturligt for hunden i naturen (ulven), at den er afvisende overfor medlemmer af andre flokke. Vi har selvfølgelig brug for i et moderne samfund, at vore hunde ikke optræder alt for truende overfor fremmede, men en værdsat egenskab som vagtsomhed, grunder sig jo netop i , at en hund identificerer sig med sine flokmedlemmer og er opmærksom på sit territorium.
Forholdene, der betinger allemandshunden, kan måske være praktiske for nogle f.eks. jægere, hvor hunden kan være tilbøjelig til at følge den mand, der har geværet. Efter sigende er dette netop karakteristisk for hunde som foxhounds og beagles. Ved forsøg med hunde valgte amerikanske forskere netop beagles, fordi de ikke knyttede sig så stærkt til enkelte personer og derfor var lettere at have i kennel.
Det modsatte af allemandshunden er enmandshunden, og selv om det vel næppe skal forstås helt bogstaveligt, således at hunde kun knytter sig til en person, så er der hunde, der i særlig grad knytter sig til sin familie, og indenfor familien er der ofte en person, der har førstepladsen. Det er en naturlig adfærd for nervefaste og selvsikre dyr. En lignende adfærd kan findes hos nervøse og usikre dyr. De kan knytte sig lidenskabeligt til en person, for at finde støtte. Hvis en sådan hund sælges vil den mod forventning meget hurtigt knytte sig til en ny fører og søge støtte her.

Efterhånden som hvalpen bliver til unghund fuldbyrdes denne tilknytning til ejer og familie, men man skal ikke uden videre sammenligne den med en gammel og erfaren hund. Man kan let forspilde en ung hunds tillid ved en forkert og for hård behandling. Hunden er i denne tid i en modningsperiode, hvor den i høj grad udnytter de erfaringer, den får fra sine omgivelser, og en forkert eller inkonsekvent behandling kan gøre den usikker og forringe den forhold til ejeren. Det betyder ikke, at man ikke skal kræve respekt. Det er nødvendigt for en god udvikling, og det gør en flokfører i en ulveflok også, men hunden skal behandles med konsekvens og dertil med venlighed.
Jeg har med disse betragtninger søgt at give udtryk for min opfattelse af, at hunden er mere end et instrument til benyttelse i en eller anden sportsgren. Den er et meget alsidigt væsen med en rigt nuanceret psyke, som vi skal være opmærksom på og give så gode udviklingsmuligheder som bedst tænkeligt. Så vil vi til gengæld blive belønnet gennem samværet med en klog og trofast ven.

ABR