Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

Strøtanker om brugen af indeks i HD - bekæmpelsen

I over 40 år har schæferhundeopdrættere arbejdet med bekæmpelse af hofteledsdysplasi (HD). Det begyndte i det små, men satte allerede tidligt sindene i bevægelse, og uenighed om vigtigheden af at påbegynde en bekæmpelse med indførelse af restriktioner førte i starten til en splittelse af Dansk Schæferhundeklub i to fraktioner, som først efter adskillige år blev samlet, så de to afdelinger blev forenet i Schæferhundeklubben for Danmark.

HD - fotograferingen, der tog sin begyndelse først i 60érne blev dog hele tiden fortsat og med tiden blev det et stærkere og stærkere forlangende, at et af kravene til et avlsdyr var godkendte hofter. Med tiden blev det til et påbud og bygget ind i avlskåringsreglerne.

Så vidt så godt. I dag anvendes kun godkendte dyr, som skal være efter godkendte forældre, og i praksis betyder det, at alle avlsdyr har godkendte forfædre mange led tilbage.

Når vi nu efter alle disse års arbejde ser på materialet, skulle vi kunne forvente en klar forbedring i HD - frekvensen. Her bliver vi imidlertid skuffede. Der er ikke sket en tydelig forbedring. De mange års indsat og de mange penge, der er brugt, har ikke givet den ønskede forbedring.

"Det er jo nedslående, og hvad er så grunden?"

Der er måske flere grunde, men to falder i øjnene. Den første er, at bedømmelses-grundlaget er rykket med årene. Indtil 1990 bedømtes alle billeder af dyrlæge Bent Riis, som imidlertid døde i 1990. Bedømmelserne overgik nu til et udvalg beståen-de af tre bedømmere. Herefter skete en opstramning, hvilket blandt andet kunne aflæses i et drastisk fald i hunde tildelt A. Gradvist foregik der over årene en stramning, ifølge DKK’s direktør Vibeke Knudsen et resultat af den faglige viden, der indhøstedes på internationale seminarer. Heroverfor står en udtalelse af prof. Brass, på hvis klinik i Hannover alle tyske schæferhunde siden 1965 er blevet bedømt. Prof. Brass udtaler til SV - Zeitung, at grundlaget for hans bedømmelser er uændret gennem årene. Det har skabt nogen forvirring og usikkerhed hos danske schæferhundeopdrættere, at der kan være så forskellige holdninger til måden at bedømme på, ikke mindst, fordi de kan se, at frekvensen forbedrer sig i Tyskland, mens vi ikke har fremgang. For eksempel kan man se en klar stigning i antallet af A hunde (normal) i Tyskland, mens det samme ikke er tilfældet her, hvor procentdelen af A-hunde ligger et godt stykke under tallet i Tyskland.

En anden grund til at fremgangen ikke kommer så let og hurtigt som ønsket er, at det drejer sig om avl af racehunde, hvor man jo må tage hensyn til ikke blot en egenskab men mange forskellige. Hvis man kunne koncentrere sig om blot at avle rene hofter, ville det sikkert ikke tage mange generationer at nå dette mål, men her skal vi også se til mental sundhed, brugsegenskaber og en lang række eksteriøre detaljer. At der også kan være en vis risiko ved kun at samle sig om en egenskab, viser et eksempel fra kvægavlen. Herhjemme har vi haft en tyr, der var ganske dominant i at nedarve forbedret mælkeydelse til sine døtre. Han blev derfor brugt til en meget stor del af kvægbestanden og gav virkelig den ønskede forbedring, men samtidig viste det sig, at han også gav et stridigt og irritabelt temperament, som gjorde at køerne efter ham var vanskelige at malke. Det understreger at en opdrætter ikke kan nøjes med kun at se på hofter, men må tage flere elementer i betragtning. Dertil kommer, at man, hvis man bortvælger avlsdyr med en bestemt skavank, uvægerlig kommer til at kassere dyr, som har værdifulde egenskaber. I en anden race havde man en ung han med fremragende arbejdsegenskaber. Han viste sig imidlertid at have ret svær dysplasi og blev udelukket af avlen, men forinden var han blevet fader til enkelte hvalpe, og man kunne siden spore hans gode egenskaber i 5 - 6 generationer efter. Der indgår altså mange elementer i en op-drætters overvejelser ved avlspartnervalg, noget der gør, at det ikke er helt enkelt blot at følge dyrlægers anbefaling, og udelukkende avle på de bedste hofter.

For opdrætterne var det yderligere forvirrende, at det viste sig, at det ikke var en tilstrækkelig sikkerhed blot at avle på dyr med A - hofter. Det viste sig ikke helt sjældent, at sådanne dyr kunne give ganske meget dysplasi. Man kunne altså ikke bare forlade sig på individets status, også den nærmeste familie spillede en rolle. Med den erkendelse opstod efterhånden en interesse for indeks - tanken. Altså et system der med et tal angav et individs nedarvningsformåen på området. I det tal indgik så mange forfædre som muligt.

I begyndelsen gik det trægt. Den første, der gjorde en indsats på området var professor ved Landbohøjskolen Erik Andresen, der udarbejdede den første indekstabel for schæferhunde. Den byggede på et talmateriale, der i hvert fald for nogle af hundenes vedkommende var meget lille. Derfor kunne man ret snart sætte spørgsmålstegn ved nogle hundes placering på listen.

Systemet blev præsenteret for Schæferhundeklubbens avlsråd, som ikke umiddelbart følte sig fristet til at gå ind og anvende det. Man følte ikke at sikker-heden var tilstrækkelig overbevisende. Her stod situationen i nogle år indtil Dansk Kennel Klub fik udarbejdet et system for hele klubben. I mellemtiden havde den tyske schæferhundeklub Verein für Deutsche Schäferhunde startet en indeks-ordning, der sagde at for at for at få et hvalpekuld registreret, skulle kuldet kunne leve op til foreningens krav, og det var at summen af forældrenes indeks divideret med 2, skulle være under 100. I Tyskland er indekstallet vendt på hovedet i forhold til vores, hvor tal over 100 angiver en forbedring i forhold til racens gennemsnit.

Eksempelvis de 3 højest placerede danske hanner på HAS 2003:

Paka Chiwas med 127
auløkkes Senso med 115
Kiamis Ikon med 134

altså alle et positivt indeks.

Til sammenligning er de 3 første fra det tyske hovedavlsskue 2003:

Bax v.d. Luisenstrasse med 80
Larus v. Batu med 102
Hill v. Farbenspiel med 85

Her har Bax og Hill altså et positivt indeks, mens Larus ligger på den forkerte side af gennemsnittet.

Dansk Kennel Klub lagde nu op til, at Schæferhundeklubben på frivillig basis skulle følge de tyske regler. Der var i begyndelsen lidt tovtrækkeri, men efter en kort periode blev det helt naturlig praksis. Her hjalp det selvfølgelig godt til, at det var sådan det foregik i Tyskland, og at der meget hurtigt kom en vældig interesse for de forskellige individers indeks.

Indekstanken bygger på, at jo mere man ved om et individs slægtninge, jo større sikkerhed har man ved vurderingen at dets avlsværdi.
Man går ud fra racens gennemsnit, som sættes til 100. Hvis en hund får et indeks - tal over 100 vil den kunne forbedre racens gennemsnit, mens en med et tal under 100 vil trække ned. Gennemsnitstallet vil hele tiden ændre sig. Det sker nemlig hver gang en ny hund indføres i systemet.

En hund får et indeks, når den er blevet røntgenfotograferet. Hvis begge dens forældre er fotograferet, har den faktisk et indeks, inden den selv er blevet fotograferet. Det er et prognose - indeks, som selvfølgelig er ret usikkert. Det kan ændre sig, når det selv bliver fotograferet, eller hvis det får afkom, der indgår i statistikken.

Når en hunds indeks udregnes, ligger følgende til grund. Alle forfædre i lige linie, altså forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv., hunden selv, dens afkom, desuden hel- eller halvsøskende. De sidste får indirekte betydning, da de bliver indregnet i forældrenes indeks. Hver del tillægges ikke lige stor vægt. For eksem-pel har afkom større betydning end forfædrene. Det er jo også selvfølgeligt, da det siger noget om hundens nedarvningsformåen.

En hunds indeks udregnes ved at man først fastlægger racens gennemsnit. Det udregnes på grundlag af de sidste 10 års HD - resultater. Man har valgt 10 år for at få et gennemsnit af de aktuelle avlsdyr. Dernæst udregner man den enkelte hunds gennemsnit på grundlag af dens egen status, dens forfædre og dens afkom. Det sættes i forhold til racens gennemsnit, og man har så hundens indeks.

En races indeks kan ligge forskellige steder på skalaen. Derfor kan man opleve, at en hund, der har fået B, har et lavere indeks, end en kuldbror, der ikke er fotograferet. Det skyldes, at racens gennemsnit ligger i A - området. Hvis en hund så får B trækker denne status den ned, og den vil få et lavere indeks end de kuld-søskende, der ikke er undersøgt!

I forbindelse med det danske indeks opgives også et sikkerhedstal. Det er af betydning for sikkerhedstallet, at så mange familiemedlemmer som muligt indgår, og her tæller især afkommet. Tallet ligger mellem 0 og 1, og jo højere tallet er, jo større er sikkerheden. En sikkerhed på 0,324 er en lav sikkerhed, men når den op på 0,7 og derover, har man en betydelig sikkerhed.

Det er som sagt især afkommet, der har betydning for sikkerhedstallet, og jo mere afkom, der er undersøgt, desto større sikkerhed. Forældre, søskende og halv-søskende spiller også ind her, men især hvis der kun er lidt afkom undersøgt. Jo mere afkom der er undersøgt, desto mindre rolle spiller den øvrige familie.

Det har ikke betydning for sikkerhedstallet, hvor stor en del af en hunds samlede afkom, der er undersøgt. Hvis en han har 25 stykker afkom undersøgt, er det ligegyldigt for sikkerhedstallet om han har 30 eller 100, som ikke er undersøgt. Det er kun det undersøgte afkom, der tæller, men på DKK’s angivelse af en hunds indeks er desuden angivet et procent tal, for det undersøgte afkom.

Sådan er indekssystemet skruet sammen, og ved starten, da klubben først havde overvundet sin skepsis og taget det til sig, blev det betragtet med betydelig opti-misme. Her måtte vi have et instrument, der kunne bringe os fremgang på HD - området. Inden for andre grene af dyreavlen var indeks blevet brugt med held, så hvorfor ikke også her? Desuden gav det også mulighed for et mere nuanceret syn på, at kunne bruge dyr med mindre gode anlæg på HD - området, men som sam-tidig var værdifulde på andre områder. Havde man for eksempel en hund, der på mange måder var et fremragende individ men med et lidt svagt indeks, kunne man søge at bevare de gode egenskaber, ved at parre det med et dyr med et fint indeks. Det ville rent teknisk være i orden, hvis afkommets indeks lå over 100.

Der blev i høj grad studeret indekstal i den følgende tid. Interessen var stor hos opdrætterne både her og i Tyskland, det blev medbestemmende ved mange parringer, og det har ganske givet været med til at forstærke interessen for avlsdyrenes avlsformåen på feltet. Nogle hanhundeejere forhørte sig om tæver-nes indeks, når der blev bestilt parring, og i et enkelt tilfælde frabad en ejer, af en ret berømt han med et fint indeks, sig efter sigende at få besøg af tæver med et dårligt indeks. Han ville ikke have afkom, der kunne risikere at trække ned på hans hanhunds gode status. Det var i den første tid. Med tiden blev stemningen mere afslappet, og pendulet er nok svinget tilbage i et leje tæt ved det oprindelige, men interessen for indekstallene er der stadig, ligesom opdrætterne tilstræber at leve op til kravet om ligge på den rigtige side af 100 med afkommets indeks.

Vi har nu brugt systemet nogle få år, og det er for tidligt at kunne forvente iøjne-faldende resultater, men selvfølgelig går diskussionen hen ad vejen. Har det hjulpet? Er vi på rette vej? Er vi blevet skuffede, eller har vi endog fået ubehagelige overraskelser? Der er mange spørgsmål, og der er også flere svar.

For det første må man jo gøre sig klart, at HD ikke er et nemt problem at arbejde med. Dels er nedarvningen polygenetisk, altså afhængig af flere gener, dels er forekomsten også miljøbetinget, og endelig er det af betydning, hvor stor vægt opdrætterne ligger på det.

For det andet kan det at nogle bliver skuffede have sin årsag i, at vi ofte ikke bruger indeks - tallene grundigt nok, dvs måske glemmer at se på sikkerheden. Opdræt-terne går jo ofte efter unge hanner, og her kan sikkerheden ikke være stor, og deres tal kan af og til give slemme overraskelser. Et sådant eksempel er Pascha v.d. Jahnhöhe, der lagde ud med et tysk indeks i 70’erne, og da hans afkom kom frem røg han et godt stykke over 100. I øjeblikket (ifg. SV - genetics 2003) ligger han på 105. Han har ligesom sin broder Pan normal i hofterne, men Pan ligger med et indeks på 86. Forskellen kan skyldes, at Pascha har haft langt mere afkom og derfor flere undersøgte børn. For de opdrættere der søgte til Pascha, for at få forbedret hofterne, har han været en ubehagelig overraskelse. Han er et af de slemme eksempler, men han er langtfra det eneste eksempel på en ung han, der er startet med et godt index, for så senere når afkom er dukket frem, at havne på et noget ringere. Han er en sønnesøn af Ulk v. Arlett, som selv er en hund, der står lidt svagt på området. I øjeblikket ligger han på 100, og en del af hans sønner har eller har haft et tysk indeks over 100. I nogle tilfælde har dette så bevæget sig den rigtige vej, måske netop fordi opdrætterne har taget hensyn til området og tilført tæver med et godt indeks. Sådan er det gået for Ulksønnen Rikkor v. Bad - Boll, som lagde ud med et indeks på 112, men gradvist bevægede sig nedad til 102, hvor han står i øjeblikket. Da Rikkor blev Sieger påpegede dommeren Peter Messler netop dette og udtalte, at man skulle udnytte hundens store fordele, men være opmærksom på hans indeks, og tilføre ham tæver med et godt indeks. Som et eksempel på, at dette har ført i den rigtige retning er sønnen VA Kevin v. Murrtal, som har et indeks på 86.

Kevin er et eksempel på fremgang i en slægt, hvor det ellers i flere tilfælde kan ligge lidt tungt. Et andet eksempel på at HD kan følge en slægt i generationer starter ved Dingo v. Haus Gero, som var Sieger i 1983. Han var en væsensstærk og meget velgående han, som gav særdeles meget HD, noget der nok var med til at stoppe linien. Han ligger selv med et indeks på 112. Hans søn Natan v. Hüls-bachtal på 116, fik en meget smuk og velavlende datter Frenzi v.d. Steinhäger-quelle med et indeks på 107. Selv om hun er en lille forbedring i forhold til fader og bedstefader, har hun alligevel giver en del HD. En af hendes sønner Zello v.d. Steinhägerquelle har bragt problemet videre. Også han, der er en meget velbygget og velgående hund, har givet en del HD. Hans indeks er på 101. Han har en smuk søn Cello v. Alfavik der blev V 4 i 2003. Hans indeks er på 102. Her er det altså ikke lykkedes at komme på den rigtige side af 100.

Anderledes er det gået i en anden familie med udgangspunkt i Zamb v.d. Wien-erau der, selv om hans egen status er normal, har givet en del dysplasi. Zambs indeks er nu på 104. Hans søn Chicko v.d. Lohner Heides er på 89. Med sønne-sønnen Wobo v. Lärchenhain går det igen den forkerte vej til 101. Næste led er Jango v. Fürstenberg med 87, og derefter sker der en virkelig forbedring til Esko v. Dänischen Hof, der har et indeks på 70. Esko har lige fra sin ungdom ligget så stærkt, og har nu med sin høje alder også en stor sikkerhed og kan blandt sit afkom tælle en søn med et endnu flottere indeks nemlig Henry v.d. Dunieschenke, der kan fremvise et indeks på 66. At hans gode indeks også er et udtryk for en stærk avlsformåen på dette område ses af det faktum, at Henry på BSZS i 2003 stillede en afkomsgruppe, hvor samtlige dyr havde normale hofter.

Ovenstående giver måske en forståelse af, at det ved brug af indeks ikke altid er nok blot at forlade sig på nogle tal. Hvis man vil forbedre HD - status, er det nyttigt at skæve både til siden og bagud i slægten.

Man kan ikke blot bruge tallene ukritisk Det viser et tilfælde, hvor en han havde et tysk indeks på 112. Samme han havde på samme tid et indeks i Danmark på 112, og da de to systemer vender modsat i forhold til hinanden, kunne det nemt give anledning til panderynken. Hvordan kan sådan noget gå til? Duer systemet overhovedet? Ja her må man se på sikkerheden. I det foreliggende tilfælde havde hunden meget afkom i Tyskland og kun ganske lidt i Danmark. Det tyske tal har derfor haft en stor sikkerhed, mens det danske har haft en lille. Det er altså ganske vigtigt at se på sikkerheden. I den forbindelse skal nævnes, at i Tyskland opgives ikke sikkerhedstal, så den bedste sikkerhed man har ved at parre med en tysk han er at vælge en, der har haft mange parringer, og som derfor må formodes, at have en del afkom undersøgt.

Nu står vi så med et instrument i hånden, DKK sørger for den konstante opdate-ring, og har lagt alle oplysninger ud på klubbens hjemmeside, hvor man blot ved at indtaste en hunds stambogsnummer kan få oplysning om dens indeks. På sam-me måde kan man på Verein für Deutsche Schäferhundes hjemmeside (www.schaeferhunde.de) få oplysninger om de tyske hundes indeks. Vi har altså alle muligheder for nemt og hurtigt at skaffe oplysninger.

Hvordan kan man så bruge det? Ja hvis man vil sikre sig en forbedring, må man udsøge sig de hunde, der har et indeks med en stor sikkerhed altså dyr med meget afkom. Heri ligger den bedste forsikring. Går man til unge dyr, hvor sikker-heden er mindre, kan man se bagud i stamtavlerne i et forsøg på at vurdere, hvor meget man kan stole på et godt indeks.

Om brugen af indeks kan bringe os fremgang, kan vi knapt sige endnu. Systemet har kun været i brug i få år, men dels har HD ikke en enkel nedarvning, og dels har en schæferhundeopdrætter mange egenskaber at tage hensyn til, så vi skal muligvis ikke forvente os iøjnefaldende forbedringer.

ABR / Nov. 2003

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2018 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden