Den dominante hund

Hunden er et flokdyr, og hos dyr, der lever i flok, eksisterer der altid en rangorden. Det er en læresætning, der har været gældende i lange tider, men det er ofte sådan med den slags enkle udtalelser, at virkeligheden er mere kompliceret, end de giver udtryk for. Man kan derfor heller ikke betragte forholdet mellem menneske og hund som en afspejling at det billede, man indtil for nylig har haft af livet i en ulveflok, men for nemheds skyld bliver vi ofte i dette sprogbrug og taler om rangorden, dominans osv. I forholdet mellem hund og menneske, er det normalt mennesket, der har positionen som flokleder. Det er et forhold, der i de fleste tilfælde etablerer sig ganske naturligt under hvalpens opvækst og indlæringen af lydighed. I enkelte tilfælde går det ikke så glat. Enten kan der være tale om en meget dominant hund eller en hundeejer, der ikke magter situationen eller som måske i misforstået godhed ikke fra starten har fået sat sig nok igennem.
I sådanne tilfælde kan der opstå situationer, der kan være meget besværlige, plagsomme og i nogle tilfælde, hvis det drejer sig om store hunde, direkte farlige.

Mimi Lønnum har i en artikel i Schæferhunden beskrevet et par tilfælde med mindre hunde. En pudel regerede i en familie, hvor den delte seng i soveværelset med ”far” og ”mor”. Hvis de skiftede stilling i sengen, når det ikke passede hunden, bed den så det blødte. Ejeren sagde:” Men Pippi, hvorfor gør du det mod os, vi er da så søde mod dig.” Pippi svarede med at knurre og vise tænder. Ellers var den sød og logrende og venlig, men man skulle ikke tage den på skødet, noget den ellers indbød til. Man skulle heller ikke prøve at tage noget fra den. Pippi regerede i familien i et helt hundeliv. Her havde ejeren gjort den fejl at vurdere hunden som et menneske i stedet for fra starten at etablere et naturligt lederskab. I et andet eksempel sad en hundeejer med sin hund en fransk buldog i en bus. Hunden fik fat på noget på gulvet og tog det i munden. Ejeren mente, at det var noget, den ikke måtte spise, og det lykkedes for ham at få det ud af munden på hunden, som nu blev så fortørnet, at den bed ejeren så blodet flød, og den ville ikke give slip igen. Hånden sad som i en skruestik. De øvrige passagerer så forfærdede til og ejeren led, men hunden slap ikke. Sådan gik det holdeplads efter holdeplads indtil en ældre dame tog affære og sagde:” Vi må prøve at snyde den. Jeg har noget chokolade, kan den lide det?” Det kunne hunden, den slap hånden og tog chokoladen. Den onde cirkel var brudt. Hund og ejer var gode venner igen. Hunden hoppede oven i købet glad op på skødet. Til daglig, fortalte ejeren, er den venlig mod enhver, der ikke prøver at tage noget fra den. Den leger med børn og tager glad mod gæster. Nogen kan den nægte at sidde på en stol og må så afledes. Det er også et tilfælde, hvor rangordenen ikke er på plads.

Når det drejer sig om små hunde, kan det være ubehageligt eller besværligt. Når det drejer sig om store, kan det være farligt. Et sådant tilfælde er refereret i den tyske presse. Det drejede sig om en invalid kvinde, der havde en stor hund, der i flere år havde været hendes selskab og gode beskytter. En dag havde hun besøg af en sygeplejerske, der på et tidspunkt lagde sine briller fra sig på bordet. Hunden snappede brillerne og beholdt dem i munden. Da sygeplejersken prøvede at tage dem, bed hunden hende, slap og greb den anden hånd og bed den af. Den invalide fik fat i en stol og slog hunden, som så slap hånden. Man fik tilkaldt hjælp. Sygeplejersken blev kørt på hospitalet med hånden i en pakke og hunden blev aflivet.

I langt de fleste tilfælde fungerer forholdet mellem hund og familie uden problemer. Hvis det nogle gange kikser, kan der som i de ovennævnte eksempler være tale om, at der ikke fra begyndelsen har været etableret et fornuftigt forhold. Det afgørende er, at det fra starten bliver gjort klart for hvalpen eller den nye hund, hvem der bestemmer. Det behøver man ikke at slå fast med hård hånd. Med en venlig konsekvens opnår man langt mere sikre resultater.
I enkelte tilfælde kan der være tale om en hund, der er så dominant, at den vil prøve at træde op mod sin ejer. Så skal man ikke indlede en magtkamp. Man skal i hvert fald være meget sikker på at kunne vinde, og en stor hund har frygtindgydende våben. Langt bedre er det at være forudseende. Søge at undgå situationer, hvor stridigheder kan opstå, og hvis det alligevel sker, er det bedre at aflede og derefter eventuelt give en neutral kommando, som hunden lystrer. Så har man hævdet sit lederskab uden at der har været en konflikt.

En amerikansk træner og opdrætter Ed Frawley har trænet hundreder af hunde og også haft endog meget dominante dyr. Han har skrevet om emnet og i det følgende vil jeg referere fra en artikel, han har skrevet. Han har ofte mødt den holdning, at det i tilfælde med dominante hunde drejer sig om for føreren at indtage en alpharolle (her hentydes til ulveflokken, hvor lederen betegnes som alphaulven). Det er i de fleste tilfælde ikke et godt råd, men det betyder ikke, at man ikke skal reagere på problemet. Både når det drejer sig om store og små hunde skal man gribe ind og i det mindste få sagen bragt under kontrol. Det er her interessant at drage en parallel til ulveflokken, hvor der altid er et dominerende par, men ulve beholder ikke deres højeste rang ved bestandig at kæmpe med de andre. De har finere metoder. Det er er kropsholdninger og adfærd, der betinger, at førerulven beholder sin position.

(Foto: Den dominerende ulv markerer sin førerstilling.)

Den enkleste metode til at fastslå sin position er at arbejde med lydighedstræning. Forståelse for hunden, ros og rettelser vil gennem længere tid være med til at fastlægge det rigtige fører/hund - forhold. Under en rigtig indarbejdelse af et lydighedsprogram vil føreren automatisk glide ind i førerpositionen. Den vigtigste øvelse her er dækøvelsen. Hvis det drejer sig om voksne hunde, vil man opdage, at det er en øvelse, som den dominante hund vægrer sig ved at adlyde. Så må man arbejde med godbidder som ved indlæringen af en hvalp. Er dækøvelsen fast indøvet, bevarer man initiativet. Det skaber naturlig respekt.
Hvis en hund udvikler dominans i en familie skyldes det ofte, at man uden at tænke over det har tilladt noget, der skulle have været bremset. Det kan resultere i nogle adfærdsmønstre som følgende:

• En hund, der har fået lov at sove i sengen, vil nu ikke lade den ene ægtefælle komme i seng.

• Knurrer i nærheden af sin foderskål eller sit legetøj.

• Optræder aggressivt, hvis man prøver at fjerne dens legetøj.

• Løber altid først gennem døren.

• Kræver at blive kælet for, selv om man er optaget af noget andet.

• Optræder aggressivt overfor andre hunde.

• Viser aggression overfor bestemte familievenner.

Angående soveværelset må man begynde med at have faste pladser, hvor hunden må sove, spise og lege. En dominant hund skal ikke have lov at sove i sove-værelset. Lad den få en kurv i et andet rum.
En hvalp skal ikke i sin opvækst have lov til at optræde besiddende med sit legetøj. Man skal vænne den til, at man til enhver tid kan tage det væk, uden at den viser aggression. Knurrer den, når man prøver, må man tage den i nakken og ruske den. Drejer det sig om en ældre hund, hvor man kan frygte at blive bidt, skal man tage hunden i line og kommandere slip. Hvis den knurrer skal man skælde den ud med dyb stemme. Når hunden har sluppet, skal man tage den væk, inden man selv tager legetøjet op og lægger det væk. Hvis hunden ikke giver slip, selv om man korrigerer den i linen, og hundeføreren ikke er sikker på at kunne tage legetøjet fra den, er der to løsningsmuligheder. Man kan ignorere situationen og vente til hunden af sig selv slipper. Så tager man legetøjet, lægger det væk og tager det ikke mere frem. Måske har man bestemt at gennemtvinge krigen, så kan man gå frem på en anden måde. Man sætter et dressurhalsbånd på hunden, sætter linen i og fæstner linen til et fast punkt. Så lægger man endnu et halsbånd på hunden også med en line, som man selv holder. Nu befaler man hunden at slippe og trækker i linen til begge liner er stramme, så giver man tilstrækkeligt stærkt træk, indtil hunden lader legetøjet falde. Så snart det er sket, roser man hunden med ord. Når man føler, at man kan nærme sig hunden uden at blive bidt, gør man det og roser roligt. Hvis hunden atter prøver at tage legetøjet, strammer man igen linen. Det hele kan foregå ganske stille og roligt. Når hunden er rolig, kan man dække den af, distrahere den med en godbid og tage legetøjet bort.
Den dominante hund skal aldrig have lov til at være i køkkenet eller spisestuen mens familien spiser, og det værste man kan gøre er at fodre en sådan hund med godbidder ved bordet. Lad hunden være i sin kurv eller i et andet rum, mens familien spiser.

Dominante hunde er ofte aggressive i nærheden af foder. Drejer det sig om en hvalp, er det let nok at straffe den, når den knurrer ved foderet, eller lære den at være rolig, hvis man tager foderet væk, eller holder hænderne i nærheden af foderskålen. Er det imidlertid en voksen hund, er det næppe sikkert, at det lønner sig at tage en kamp for at vinde slaget. Det er bedre at fodre hunden i et separat rum, og hvis man har brug for at tage foderskålen, hvis den f.eks. ikke er tømt, da først at kalde hunden ud evt. med en godbid og derefter gå hen og tage skålen. Hvis man lægger meget vægt på at kunne styre denne situation, kan man gå den vej at give hunden foder, mens man selv sidder med skålen. Nægter hunden at spise under de omstændigheder, må man blot være hård og konsekvent. Tag foderet væk. Når hunden bliver sulten nok, spiser den.

Alle hunde kan lide at blive kælet for strøget over pelsen, men den dominante hund kan forsøge at tvinge sin fører til dette, måske når man sidder og læser avisen eller foretager sig andre ting, man ikke vil forstyrres i. Den adfærd skal man ikke tillade, og den bedste måde at bremse den på er at lægge hunden dæk og lade den blive i den stilling en god tid.
Alle hunde vil som sagt gerne kæles for, men der er stor forskel på den glade og venlige hund, der blot vil have sin herres anerkendelse og den dominante hund, der vil tiltvinge sig opmærksomhed. Det kræver lidt erfaring at skelne mellem disse situationer, men hvis en hund ellers ikke viser dominans, har man ikke noget problem.

Nogle hunde kan optræde truende overfor bekendte af huset, som de endog godt kender, samtidig med, at de kan være venlige overfor andre. Det er en form for dominans, som man ikke skal tolerere. Føreren skal sætte sig i respekt, skamme hunden ud og sende den hen i kurven. Det er i det hele taget vigtigt, at man overfor en dominant hund altid markerer sin førerposition. F.eks. skal man aldrig lade hunden mase sig først ud af en dør eller op ad en trappe. Det kan synes som en lille ting, men ved konstant at hævde sin førerstilling, vænnes hunden til at acceptere den.
Nogle hunde er absolut ikke dominante overfor mennesker men er det til gengæld i høj grad overfor artsfæller. Det kan være et vanskeligt problem at løse, men det er en stor fordel at være på forkant og starte tidligt med den lille hvalp. Iagttag den under opvæksten, når den er sammen med andre hunde og grib ind, hvis den viser tegn på begyndende dominans.

 (Tegning: Nu er det på tide at gribe ind.)

Efterhånden som den vokser til og har lært lydighedsbegreber, kan man kommandere den dæk eller tage den på plads og gå fra stedet, mens man benytter sig af forskellige former for motivation som brug af godbid eller bold. Så har man vist hunden, at man kontrollerer både den og omgivelserne. Drejer det sig om en voksen hund, er det meget sværere, og man kan være fristet til at gribe til forskellige tvangsmetoder, som imidlertid i mange tilfælde ikke fører til et godt resultat. Også her er det bedre at bruge omtanke, at være forudseende og gribe ind i god tid og så udøve sin førerstilling gennem lydighedsarbejde.

ABR / Nov. 2005