Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

Til BSZS i Ulm 2005

Fotos: Erling Mortensen

For anden gang gik turen til Ulm til BSZS. Det er en lang tur, men til gengæld et godt sted at være. Et lille stadion, hvor man er tæt på hundene, og ringene med de unge dyr er lette at komme til og få et kig ind i. Vejret artede sig, så der var de bedste muligheder for en god hundeweekend.

Ved den tid går snakken altid om, hvem der skal være Sieger i år, men da Larus dukkede op til forsvarsarbejde om fredagen, var spændingen for så vidt udløst. Og han viste sig da også om søndagen i den skikkelse, som vi kender, en stor, kraftfuld, harmonisk og velgående hund i en smuk fortsættelse af sin faders linie. Sin placering forsvarede han ved sin fremtræden på bedste vis. Om hans afkomsgruppe på samme vis berettigede ham til placeringen, kan man måske diskutere. Gruppen var lidt af en skuffelse. Den stod ikke mål med sidste års. Den var ikke så overbevisende og mindre end året før, også mindre end faderens, hvis alder dog berettiger en tilbagegang, og for Larus’ vedkommende sker det på et tidspunkt, hvor hunden står på højden af sin karriere. Gruppen indeholdt dog enkeltindivider, der stod højt. I brugsklasse hanner V 6 Yimmy v. Contra, en ungarsk opdrættet hund ejet af Erich Orschler. Han faldt i øjnene ved sin flotte overlinie og gode udstråling. I brugsklasse tæver VA 7 Xara v. Agilolfinger samt søskendeparret Yenno og Yonna v. Hühnegrab, der hver for sig indtog en 2. plads i unghundeklassen.


VA 1 Larus v. Batu med sønnen V 6 Yimmi v. Contra.

Der er blevet talt om nødvendigheden af at undgå for stor ophobning af Ursusblod, men i Tyskland foregår avlsudviklingen ikke ved revolution derimod ved evolution en gradvis udvikling, og man kan da heller ikke fra den ene dag til den anden sadle om. Udviklingen må tage sin tid og tage udgangspunkt i det forhåndenværende materiale. Det samme som Lothar Quoll påpeger i sin fremragende og meget vigtige artikelserie om størrelse i SV Zeitung 1 – 3 /2005. Men jeg tror på, at avlsledelsen fremover må tage skridt til at sørge for en større spredning i avlsmaterialet, for som det fremgår af Lothar Quolls artikler, har vi ikke blot nu men også langt tilbage en alt for stærk samling af avlen omkring nogle få hovedlinier.
Her ser vi også stadig en stor dominans af Ursus v. Batu. Af de første hunde i Auslesegruppen samt de første 50 V hunde, fører de 23 Ursus i faderlinien i første, andet eller tredje led, det er 38 %, og de øvrige samler sig på samme måde omkring få linier, der oven i købet længere tilbage kan føres sammen, så problemet består. Det kræver blot en avlsledelse, der ser ud i fremtiden og ikke nøjes med at tage stilling til det øjeblikkelige.

Men Ursus er altså svær at komme udenom også for Heinz Scheerer, der her dømte brugshundeklassen for første gang, og som forståeligt nok ikke ønskede at lave alt om på en studs. Larus’ halvbroder Erasmus blev kaldt ind som nummer 2 og tabte en plads, så han nu stod som VA 3 i lighed med sidste år. Også han stillede en afkomsgruppe, der ikke levede helt op til forventningerne, en ellers harmonisk og ensartet gruppe, men der er som det også gjaldt for Larus ikke en iøjnefaldende fortsættelse. Faderen Yasko kunne igen stille en gruppe, der havde samme kendetegn som tidligere, ensartede faste, pigmentrige dyr med gode forhold, men det fremgår også, at han er rykket længere tilbage. Hovedvægten i gruppen ligger på de ældre dyr, og her er det først og fremmest hannerne, der præger med 2 VA dyr, V 2, V 4, V 37 og V 42.


Erasmussøn:  V24 Kalli v.d. Werther Mühle.

Som VA 8 kom en ny hund i Ursuslinien. Quenn v. Löher Weg. Han var sg 5 i unghundeklassen sidste år og er efter Uran v. Moorbeck, som han ikke ligner. Han er et ret ubeskrevet blad men tiltrak sig meget opmærksomhed efter en flot avlskåring og har i høj grad haft opdrætternes opmærksomhed. Hans mor Elsa v. Kuckucksland er indavlet på Zamb v.d. Wienerau, og den store forekomst af Wienerauhunde her giver ham en fast familiemæssig forankring.

Lige udenfor VA stod Karat’s Yoker som V 1. En placering, der kom som en overraskelse for i hvert fald mange danskere, der havde forventet en VA – placering. Dels havde Yoker haft mange topplaceringer året igennem, dernæst præsenterede han sig meget flot i ringen med smukke linier herunder en dejlig overlinie og flydende bevægelser, og endelig stillede han en stor og smuk afkomsgruppe med dyr af rigtig størrelse i god harmoni, men gruppen vakte ikke udelt begejstring hos dommeren, der blandt andet ankede over ukorrekte fronter, og det har måske været det afgørende for placeringen.


Karats Yoker foran sin gruppe.


Et kig på Yokers gruppe, i spidsen Scotch v.d. Liebeswarte.

Der var en del højt placerede i gruppen som sg 28 i unghunde hanner, sg 14 og sg 34 Kratmosens Lucy i unghunde tæver samt sg 10, 11, 15, 22 og 24 i yngste hanner og sg 4, 21 og 33 i yngste tæver. Hans gruppe støttedes af ganske mange danske hunde som Karat’s Matty V 101, Karat’s Mündi V 93, Leri Waziya V 103, som allerede nævnt Kratmosens Lucy sg 34 i unghunde tæver og i samme klasse Haus Luciens Fila sg 72, Wildmarkens Kimmy sg 136 og den danskejede Scotch v.d. Liebeswarte sg 70 i yngste hanner.


SG 34 Kratmosens Lucy.


V93 Karats Mündi.

Som V 2 stod Ken v. Elzmündungsraum, der var sidste års unghundevinder. Han er efter Solo v. Frutteto en helbroder til Yasko v. Farbenspiel. V 4 var Janos v.d. Noriswand En Yaskosøn, der kunne stille en god førstegangsgruppe af velproportionerede dyr med pigment og kraft og gode bevægelser. Dommeren advarede mod størrelse og ankede over forpartsvinklingen. V 6 Yimmi v. Contra var en Larussøn med smukke linier og farver og med flot udstråling og gangvilje.


V10 Flipp v. Arlett.

V 10 en gammel kending Flipp v. Arlett. Han repræsenterer gruppen af Ghandisønner. Ghandi v. Arlett stod sidste år som VA 8, i år blev han trukket fra konkurrencebedømmelsen i lighed med sønnerne Karat’s Ulk og Urban v. Gleisenauer Schloss. Det er åbenbart ikke en linie, der har bevågenhed i øjeblikket, og det kan man godt beklage, for både hos Ghandi og hans sønner, kan man finde noget, der efterhånden er blevet en mangelvare blandt vore udstillingshunde nemlig drift. Når så mange hunde både herhjemme og i Tyskland har problemer i forsvarsarbejdet skyldes det i mange tilfælde ikke, at disse hunde har et dårligt væsen, men at de i for høj grad mangler drift. Når der så i arbejdet er noget, der går dem lidt imod, går det galt. En hund med en udtalt kampdrift lader sig ikke gå på af at figuranten eventuelt træder fejl eller fører stokken lidt uheldigt. Jeg lagde mærke til Karat’s Ulk, mens han stod og ventede på at komme ind. Han var helt klar over, hvad der foregik på banen, og han var i spænding, gav hals ind imellem, skulle op og se, og jeg var spændt på, om hans fører, der var en lille kvinde, kunne styre ham i fri ved fod. Det kunne hun. Under hele turen mod figuranten gik han og pressede sig mod førerens ben, men han lystrede, og arbejdet blev afviklet med stor intensitet og under fuld kontrol. På samme måde viste Urban v. Gleisenauer Schloss flot arbejde. Det gjaldt også for Flipp. Jeg så ikke Ghandi i arbejde, men ved fra tidligere, at han kan gøre det lige så godt. At der så var et par brødre efter Ghandi, der ikke stod mål med de andre og dumpede, kan ikke rokke ved det gode helhedsindtryk. Jeg mener, at vil vi holde fast ved, at det er en brugshund, vi arbejder med, må vi ikke glemme hunde som disse, også selv om de på nogle områder i eksteriør nedarvning ikke står helt mål med andre. Ghandi stillede selv en udmærket gruppe med udover de nævnte blandt andet sg 7 Kenzo v.d. Grafenburg i yngste klasse hanner, og Flipp stillede en gruppe, hvor helheden viste en tendens til lidt sluttet og kompakt bygning men med gode dyr. Den bedst placerede var sg 8 i unghunde hanner Ugo v. Haus Thalie. Også Urban stillede en gruppe med dyr, der lignede faderen. Gruppen var præget af godt pigment, gode bevægelser, gode overlinier og fin udstråling. Ulk kunne med sin gruppe ikke helt overbevise. Gruppen var lidt uens, og der manglede dyr af kvalitet. På plussiden kan nævnes god størrelse og gode overlinier.


Quentin v. Karanberg foran sin gruppe. Som nummer 3 står Haweto Nufo.

En Yaskosøn med en lidt blandet karriere er Quentin v. Karanberg. Han var yngste vinder i 2002, året efter blev han trukket fra konkurrencebedømmelsen i brugshunde klassen. Han kom ikke i 2004 og i år stillede han med en afkomsgruppe, var også meldt til skuet og kom til forsvarsarbejde men blev trukket fra konkurrencebedømmelsen. På trods af at han ikke har været vist i brugshundeklassen, er han alligevel en efterspurgt han, og han stillede en flot gruppe af velpigmenterede, middelkraftige, faste dyr af god størrelse og med gode overlinier og fronter, måske lidt til den sluttede side. Gruppen bestod af unge dyr, og i fronten gik den danske Haweto Nufo, der gjorde stort indtryk som sg 1 på HAS. Han kunne også hævde sig her som en meget harmonisk og iøjnefaldende han. Han gik som sagt i toppen af gruppen, og dagen efter blev han placeret som sg 24. Som sg 79 gik vinderen af yngste klasse på HAS Akacias Ayke.

Lyshøjs Rattata, der også tidligere har haft gode placeringer i Tyskland, kunne her hævde sig som V 50. Han er en sønnesøn af Ursus over Vantor v. Batu, og han er typisk for linien med sin maskulinitet, kraft og gode linieføring. Han var en af de hunde, som var påvirket af den høje varme, det gik lidt ud over hans præstation, og han mistede nogle pladser i travmønstringen, men han hævdede sig meget fint ved sin smukke type og trods sin ikke helt fine form, bar han sig godt og viste smidige og flydende bevægelser. Dertil kommer, at Rattata altid har vist et overbevisende forsvarsarbejde. Mon det ikke er en han, man skulle få øjnene op for i Danmark.


Et kig på gruppen efter Whisky v. Bierstadter Hof
med V11 Xaro d’Ulmental i spidsen
.

Whisky v. Bierstadter Hof står ikke mere i Tyskland, men han var i starten af sin avlsperiode et meget varmt navn og voldsomt efterspurgt Hans gruppe indeholdt meget gode dyr, men på baggrund af den høje indsats, må man sige, at den var for lille og med for få i brugshundeklassen. Det er ret store, kraftige dyr, hvor der til tider er spredning i pigmentet. Hans bedste søn var Xaro d’Ulmental V 11, dertil stillede han i tæveklassen VA 4 og V 34. I unghundeklasse hanner sg 9 Luis v. Arnsberger Klosterberg opdrættet af foreningens præsident.

I takt med at man søger at bremse udbredelsen af Ursusblod, trænger et andet navn sig frem. Det er Dux della Valcuvias linie. Dux går over Max della Loggia dei Mercanti via Visum v. Arminius tilbage til Jeck v. Noricum. Han fører på modersiden Zamb v.d. Wienerau og er dermed indavlet på Odin v. Tannenmeise. Han stillede i 2001 på et meget tidligt tidspunkt sin første afkomsgruppe, der faldt stærkt i øjnene, først og fremmest på grund af de meget smukke overlinier med høje, lange manker, og dertil dybe vinkler.


Quantum, VA2 Quantum v. Arminius.

I de følgende år levede han knapt op til forventningerne, men med sønnen Quantum v. Arminius tog linien igen et opsving. Quantum var nummer 3 i unghundeklassen i 2001 for Erich Orschler, blev væk året efter, kom igen i 2003 og blev VA 8, året efter VA 6 og nu altså VA 2. Han har mange af de fordele faderen giver, god kropslængde, god knoglekraft, høj fast manke, god underlinie, men også faderens skavanker lader sig ane nemlig det lidt lyse hoved og i det hele lidt svage sorte pigment, også de store lidt vide ører samt det svage stop har han fra faderen. Dertil har han et noget kort kryds. Quantum stillede allerede sidste år en god gruppe, og i år stillede han den største. En gruppe, der ikke var helt ensartet men med dyr af høj kvalitet. Det er udtryksfulde og charmerende dyr. Hans bedste resultater er VA 5 og V 21 i brugsklasse hanner, VA 2 i brugsklasse tæver, sg 3 og 14 i unghundeklasse hanner og sg 3 i yngste klasse hanner og dertil i øvrigt en række dyr i den bedste ring.


VA 5 Zamp v. Thermodos.

Hans bedste søn Zamp v. Thermodos blev VA 5, en meget udtryksfuld, smukt pigmenteret, charmerende han. Han fører Esko v. Dänischen Hof og Yassko v.d. Roten Matter på modersiden og var vinder i unghundeklassen for Bernhard Norda i Ulm i 2003. Året efter fik han til stede i forsvarsarbejdet, men i år bestod han med glans. Jeg så det ikke selv men hørte bifaldssuset udenfor tribunen og fik fortalt, at han lavede et flot arbejde. Han stillede sin første gruppe bestående udelukkende af dyr i yngste klasse. Det var en lovende gruppe af velproportionerede dyr med gode bevægelser og god harmoni, mange højt placerede som sg 5 og 9 i hanklassen og sg 2, 6, 7 og 9 i tæveklassen.


Sg 3 i unghundeklassen Scott a. Agrigento efter Quantum v. Arminius.


Endnu en Quantumsøn, Justin v. Kolbenguss, sg 77 i unghundeklassen.

Endnu en Duxsøn kom i VA nemlig Marko della Valcuvia som blev VA 7. Han fører Natz v. Steigerhof og Visum v. Arminius på modersiden og var sg 2 i yngste klasse i 2001. I 2003 fik han mangelfuld i brugshundeklassen (det har ikke noget med forsvarsarbejde at gøre, kan måske skyldes, at han er blevet trukket fra konkurrencebedømmelsen uden gyldig grund), men han har ved en række andre arrangementer haft topplaceringer. Han stillede en gruppe med mange gode dyr som VA 6 i brugsklasse tæver, sg 7 i unghunde hanner, sg 8 i unghunde tæver og sg 14 i yngste klasse hanner.


VA 7 Marko della Valcuvia.

Endelig kunne den gamle Dux selv præsentere afkom, ikke nok til en afkomsgruppe men til gengæld dyr af høj kvalitet. Foruden de nævnte VA hanner V 13 Bob v.d. Grafenburg og V 30 Quasso v.d. Grotte, dertil vinder i unghundeklasse tæver Ania v. Agilolfinger.

Bax v.d. Luisenstrasse har haft en meget flot karriere. Vinder i yngste klasse i 2000, derefter 3 gange i VA sidste gang som Sieger. Han stillede i år sin tredje gruppe. Det er store, kraftfulde dyr de fleste i brugsklasserne. Hans bedste søn er dette års VA 4 Pakros d’Ulmental, der dog ikke har faderens størrelse og kraft. I det stykke minder han mere om bedstefaderen Odin v. Hirschel. Hans mor den meget smukke Karma v. Ochsentor var Sieger i 2001. Hun tilbage til Max della Loggia dei Mercanti og Esko v. Dänischen Hof. Pakros er en middelstor, meget velsnittet hund, der nu for 2. år står i VA. Han stillede en god gruppe af middelstore, godt pigmenterede og velvinklede hunde, der havde faderens gode snit og størrelse. I gruppen var der en klar overvægt af tæver.
Pakros er stort set ene om at videreføre Bax. Dog har Stenley v. Lehnhof haft enkelte parringer. Han kunne ikke stille en gruppe men havde enkelte efterkommere i unghundeklassen med sg 19 i unghundehanner som den bedst placerede.

Hill v. Farbenspiel er i øjeblikket den eneste, der viderefører Cello v.d Römeraus linie og dermed den gamle Mutzlinie, en linie som man har søgt at holde liv i som et alternativ, men den er ikke rigtig gennemslagskraftig. Hills bedste søn er Dux de Quatro Flores, der i år blev VA 6. Han var sidste år sg 4 i unghundeklassen for Heinz Scheerer og er en smuk, harmonisk, godt middelstor hund. Han fører Jango v. Fürstenberg og Kimon v. Dan Alhedy’s Hoeve på modersiden. Han har mange parringer og må med sin afstamning være en mulighed for en videreførsel af linien. En anden Hillsøn Hannibal v. Stieglerhof blev sidste år sg 11 i unghundeklassen. Også han har været en meget brugt avlshund. Han stillede også op i Ulm men blev denne gang beværtet med et tilstrækkeligt.

En overraskelse for mange var sidste hund i VA. VA 9 Nando v. Gollerweiher. Han var sidste år sg 10 i yngste klasse og har parret på fuld kraft, fra han var gammel nok, så der har været nogle, der har haft kik på ham. Han er efter Yello v. St.-Michaels-Berg og typisk for sin fader med sin middelstore, velsnittede, lidt fine fremtoning og det meget stærke, varme pigment. På modersiden bærer han Kevin v. Murrtal og Eros v.d. Luisenstrasse.
Når han for mange var en overraskelse, skyldes det måske, at det vel ikke var fra Yello man havde ventet en fornyelse. Hans afkom har jo ikke kunnet slå overbevisende igennem. Lidt ubetydelige men i øvrigt velsnittede og velgående dyr, er vel det indtryk, der har været gældende. Dertil har flere af dem ikke klaret sig for godt i forsvarsarbejdet. Denne tendens fortsatte i øvrigt igen i år, hvor hele 4 af Yellos døtre dumpede blandt dem Nandos søster Nora. Til gengæld klarede Nando prøven flot. Når man vælger at pege på Yellos linie, kan det skyldes, at han både afstamningsmæssigt (genotypisk) og i sin fremtoning (fænotypisk) byder på et alternativ. Faderlinien går over Enzo v. Buchhorn, Lasso v. Neuen Berg og Folemarkens Jasso tilbage til Mark v. Haus Beck, desuden fører han Fando v. Südblick, og går dermed tilbage til Mutz v.d. Pelztierfarm. I sin fremtoning repræsenterer han det middelstore og middelkraftige, og det er noget vi i høj grad har brug for. Størrelsen er i dag blevet et problem, der stille og roligt gennem årene er taget til, uden at man har taget det alvorligt. Lother Quolls artikelserie tydeliggør, hvor galt det står til. Sammenligner man Yello med nogle af de meget store hanner, der ofte præger toppen af vore udstillinger, ja så må man sige, at de er smukke og harmoniske og imponerende men set fra et brugsmæssigt synspunkt, står de på en ydergrænse. Forestiller man sig dem i brugsarbejdet, og vi må ikke glemme, at det er en brugshund vi avler, glemmer vi det så følger vi ikke standarden men egne, private overbevisninger, ja så bliver det klart, at hunde med den størrelse og kraft ikke kan have samme smidighed og duelighed ved f.eks. spring, rondering eller i modprøven i konfrontation med figuranten som den middelstore, middelkraftige hund.


V3 Bravos v. Steffen Haus.

Esko v. Dänischen Hof er trods efterhånden få parringer stadig med og kunne i Ulm stille sin sjette gruppe, og det er stadig en gruppe af god kvalitet med det præg, som vi kender ham for, store dyr med smukke linier, faste og med gode bevægelser og til den lyse side. Hans bedste søn Bravos v. Steffen Haus mangler dog ikke pigment. Han var sidste år sg 6 i unghundeklassen, og selv om han har fast normal, har han som alle Eskosønner et meget fint HD – indeks. Han er i øjeblikket en meget populær avlshund. En anden af Eskos sønner Chuck v.d. Lust har tidligere været højt placeret, men fandt nok ikke samme nåde i år og blev trukket fra konkurrencebedømmelsen. Som V 8 gik en sønnesøn Mark v. Schwalmbergtal. Han er efter Henry v.d. Dunieschenke og har været godt placeret tidligere, sg 12 i unghunde klassen for Bernd Norda i 2003, næste år V 7 og i år altså V 8. Han laver hver gang flot forsvarsarbejde. Han er en løbsglad, meget velgående hund med en god overlinie. Han er som sin far lidt tung og har liniens lidt lyse pigment. En rigtig god hund, der dog ikke har haft opdrætternes interesse. Som sin far og bedstefar har han et meget fint HD – indeks. V 9 Dux v. Jabora var en hollandsk opdrættet hund. Hans far Maffay v. Arminius er en Eskosøn. Moderen går over Vako Herderskring tilbage til Fando v. Südblik. I modsætning til Mark er Dux en efterspurgt avlshund. En yderligere Eskosøn Arak v. Frankengold var heller ikke selv med og viste ikke meget afkom, men en datter placerede sig fint. Det var V 5 Thomsebo Jatzi, som viste sig fra sin bedste side og hævdede sig flot i alle gangarter.


V5 Thomsebo Jatzi.


V5 Lauser v. Emkendorfer Park.

Wallace a. Agrigento har gennem flere år været i focus, ikke for sin egen fremtræden men på grund af sit afkom. Nu fører han en lidt mere tilbagetrukken tilværelse. Hans bedste søn har været Quirin v. Hochmoor, der to gange har stået i VA dog uden at være blevet rigtig accepteret af opdrætterne. Han har derfor ikke fået nok afkom til at kunne stille en gruppe. En anden søn Lauser v. Emkendorfer Park har tre gange været placeret i toppen af V. I år blev det til V 5, og han kunne stille sin anden gruppe. Gruppen er præget af strakte dyr af god størrelse, til tider med lidt dybt bryst. Dyrene har meget gode overlinier og gode bevægelser. De har velvinklede forparter og nogle har, som det er typisk for faderlinien, vinkler i bagparten, der når til grænsen. Der var ikke mange i brugsklassen. Hans bedst placerede afkom er Frenzi v. Phönix-See, der sidste år var sg 4 i yngste klasse. Hun blev i år V 3. En tredje Wallacesøn er V 7 Timo v.d. Jahnhöhe.

Nero v. Nöbachtal er i lighed med Yello v. St.-Michaels-Berg en repræsentant for linien over Enzo v. Buchhorn og Lasso v. Neuen Berg. Han har været unghundevinder og VA men er siden blevet belagt med avlsforbud, da han er blevet opereret i albuerne. Han stillede sin anden gruppe, som var af god kvalitet bestående af dyr med dejlig type og udstråling. De har gode proportioner. De smukke udtryksfulde hoveder falder i øjnene. Man kunne i nogle tilfælde ønske et bedre fremgreb og en lidt højere manke. En meget charmerende og udtryksfuld søn med smukt pigment Solo v. Team Fiemereck blev V 14, en broder i samme type dumpede til lydigsdelen i forsvarsarbejdet, en tredje søn i samme type Campino v.d. Piste Trophe blev V 16. Alle tre har mange parringer.


Orbit v. Tronje.

Orbit v. Tronje, der to gange har stået i VA, stillede i år sin fjerde gruppe. Som de andre år var det en gruppe med meget velsnittede dyr med gode overlinier og gode proportioner. De er velgående men i nogle tilfælde med indskrænkninger i overarmens længde, og så er de til tider noget lyse og til den store side en arv, som Orbit har ført videre fra sin fader Neptun v. Bad-Boll.


Asko v. Patersweg efter Yak v. Frankengold.

Yak v. Frankengold deltog ikke selv men stillede en god gruppe. Det var ret store og mørke dyr med meget gode linier. Det, der prægede gruppen, var en vis kropslængde altså strakte dyr, uden at de var lange. Måske netop derfor var det en gruppe, der faldt i øjnene på grund af de gode bevægelser. Yaks bedste søn er vel Idol v. Holtkämper Hof, men han nåede ikke frem til standmønstringen, da føreren ikke kunne holde ham i fri ved fod. Den bedst placerede blev så Cafu de Caraby, der løb sig en del pladser frem til V 33. I tæveklassen var der to gode tæver VA 10 Zadana v. Holtkämper See og V 7 Boogie v. Ochsentor. I unghundeklassen var han også stærkt repræsenteret. Foruden vinderen Odin v. Holtkämper Hof også sg 13, 15 og 18.
Yak er efter Hoss v. Lärchenhain og Lea v. Holtkämper See, der var yngste vinder i 1998 og VA i 1999. Dette års gruppe var Yaks fjerde, og dyrene her var præget af livlighed og temperament, men det er også en linie, hvor man skal være opmærksom på størrelse.

Som det fremgår, var der i år ligesom mange gange tidligere ganske mange danske udstillere, som jo også hentede fine placeringer hjem. De allerede nævnte indgår i en af afkomsgrupperne. En undtagelse herfra er Team Paka’s Daria. Hun er efter Canto v. Frankengold. Han er en virkelig linieskøn hund, der har været sg 4 i unghundeklassen og siden V 20. Han går over Untox v. Ducati tilbage til Nickor v.d. Holledau og Mark v. Haus Beck. På modersiden fører han Max della Loggia dei Mercanti. Han har aldrig fået det store antal parringer og kan derfor ikke stille en gruppe men altså gode enkeltindivider som Daria. Hun var vinder i unghundeklassen på HAS og kunne her løbe sig frem til en flot sg 17.

ABR - Okt. 2005

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2018 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden