Hundes udtryksformer og nogle
dyrepsykologiske udtryk

En stor del af en hunds optræden er bestemt af instinkter. Tævens reaktion på hvalpene. Måden unghunde optræder overfor hinanden under leg, sociale hæmninger som bidehæmning og opførsel under rangordensstridigheder er blot nogle eksempler på instinkthandlinger.
Kender man noget til hundes instinkter har man også større mulighed for at forudsige, hvordan de vil reagere i givne situationer.

En del af hundes instinktive adfærd giver sig udslag i deres lydytringer. Der er ikke så forfærdelig mange, de er til gengæld lette at tolke.

Gøen: Gøen er en imponerehandling, men den har også andre funktioner. Måden en hund gør på og ørernes holdning kan sige meget om hundens sindstilstand. Jo mere dominerende og aggressiv en hund er, jo dybere er dens gøen. Er den derimod usikker bliver dens gøen højere og skarpere og kan stige op i falset og endda ende med at gå over i skrig, hvis hunden er angst.
Gøen kan også være udtryk for glæde, og hvis en hund føler spænding, kan den bryde ud i gøen. Det er noget man let ser under træning. Hunden gør i spænding, hvis den skal vente længe på bolden for eksempel. Har man brug for at lære sin hund at gø på kommando, kan man udnytte denne spænding til at få det ønskede resultat. Man kan her tale om tiggehalsgivning, og en sådan gøen vil være lysere og højere end en, hvor hundens dominans eller aggressivitet er årsagen.
Der er stor forskel på hundes lyst til at gø. Der er raceforskelle, men også indenfor de enkelte racer er der store forskelle. Hos nogle racer, der ellers har let til halsgivning, kan man træffe dyr, hvis tilbøjelighed til at gø i truende situationer er lille. Sådanne hunde er ofte mere aggressive og mindre frygtsomme. Frygten er jo nemlig en vigtig grund til at gø.
Nogle har brug for at lære deres hunde at gø. Det har man i nogle træningsprogrammer som DcHs og PHs, men for mange kan det være lige så nødvendigt at lære hunden at lade være. Det kan være til stor gene for naboer med hunde der gør i utide og bliver ved i lange perioder. Nogle hunde går blot i gang på den mindste anledning f.eks. en lyd af en hund, der gør langt borte. Andre kan have forset sig på fugle, der sidder på en gren i haven udenfor hundens rækkevidde. Hvad enten det er det ene eller det andet, er det værd at bruge tid på at få standset den dårlige vane.

Knurren er en optakt til en aggressiv gøen, og det er en imponerehandling, der udløses når truslen er ganske nær. En hund, der knurrer i en dyb tone er aggressiv og uden frygt, men det behøver ikke at betyde, at den vil angribe, tværtimod så knurrer en hund kraftigst i situationer, hvor den nok er
aggressiv, men hvor dens sociale hæmninger forhindrer den i at angribe.

Klynken. En hund kan klynke, hvis den udsættes for ubehag både fysisk og psykisk.

Skrig. Ved chok og smerte. Mange hunde skriger, hvis de bliver forskrækkede. Udpræget frygtløse hunde skriger ikke, hvis de bliver forskrækkede men viser en hurtig flugtreaktion, samtidig med at de viser aggressivitet.
Skriget har en stærk social funktion. Hvis en tæve hører en hvalp skrige, bliver den ophidset, men også skrig fra voksne hunde ophidser andre hunde, især hvis de kender den skriget kommer fra. I naturen kan det nok føre til en fælles optræden mod en fjende.

Piben. En hund kan pibe, hvis den er i en stemning af glæde. Ikke hvis den får et kødben, men for eksempel hvis man henter den i en pension efter en ferie.
Tuden. Er både hos hunde og ulve en lydfrembringelse, der har betydning for floksammenholdet. Hos hunde har dette mistet sin betydning, men en del hunde har stadig let ved at bryde ud i hyl. Det kan være en lyd de hører, der får dem til at starte som musik, en jetjager eller en sirene. Det er det samme, der sker i ulveflokken. En starter med at hyle og lyden får de andre til at falde ind. Det kan også være en ensomhedsfornemmelse, der udløser hylet, og her viser sig netop betydningen af hylet, for i naturen vil medlemmer af en flok netop løbe hen til den hylende ulv. Det kan hjælpe flokmedlemmer til at finde hinanden samtidig med, at det styrker floksammenholdet. Det er en rest af dette, vi oplever, når en hund hyler, hvis den føler sig alene i hundegården.


Cris Crisler hyler her sammen med sine ulve i Alaskas ødemark.


Andre udtryk for stemninger kan læses af en hunds ansigtsudtryk, dens rejsning og halens stilling og bevægelse.
Ørernes stilling. En hund som spændt iagttager sine omgivelser rejser ørerne og drejer dem fremad. Det ses også hos hunde, der opfordrer til leg, her ses ofte desuden at snuden rynkes. Hvis ørerne, hos den hund, der opfordrer til leg er rettet fremad, er den dominerende i forhold til den anden. En underlegen hund, der opfordrer til leg, vil som regel lægge ørerne tilbage. Ved opfordring til leg sænkes forkroppen.

Fig. 2. Spidshunden opfordrer til leg. Dalmatineren er lidt usikker

Fig. 3. Spidshunden opfordrer til leg men føler sig underlegen

Aggressiv stemning. Her er mundens og læbernes minespil meget talende. Læberne trækkes fremad, snuden rynkes, ørerne peger fremad.

Børsterne. Selv ved en svag aggressiv stemning rejses børsterne, men det er en advarsel og behøver ikke at betyde, at hunden går til angreb. Selv en underlegen og bange hund rejser børster. Men hvis en hund rejser børster og drejer ørerne fremad, samtidig med at den viser tænder med læberne trukket opad fremad, viser den, at den ikke vil vige.

Fig. 4. Aggressiv hund, der ikke vil vige.

Forsvarsberedskab. Ved en hund, der er bange, og som ikke føler angrebslyst, ses et helt andet minespil. Ører og mundvige trækkes helt tilbage, panden og snuden glattes ud, man får et ”langt” hoved (e) i modsætning til den aggressive hunde ”korte” hoved (d). Man kan også se en hund, der både viser frygt og aggressivitet. Så kombineres udtrykkene. Ører og mundvige trækkes tilbage, men tænderne blottes og snude og pande rynkes (f).

 Fig. 5. d,e,f

Halen. Halen sige også meget om sindsstemninger. Jo mere bange en hund er, jo længere sidder halen inde mellem benene. Er hunden helt skræmt eller underlegen, sidder halen helt oppe mod bugen. En aggressiv hund rejser halen. Hvor højt den kommer op skifter fra race til race , men også indenfor den samme race er der forskelle. Hvis man står overfor en fremmed hund, kan man ikke af halens stilling alene se hvor aggressiv den er.


Fig. 6. Halens stilling viser en underlegen og bange hund.


Fig. 7. Begge rejser halen, men den lille er mest selvsikker uden at være
aggressiv.


Fig. 8. Høj haleføring i forbindelse med dominerende og aggressiv optræden.

Hunden bruger sin hale overfor mennesker i langt højere grad end overfor andre hunde. Mange hunde logrer med halen blot hvis deres herre ser på dem eller kommer med en lille lyd, men overfor andre hunde logrer de ikke nær så meget. Dog ses det ved opfordring til leg eller hos en hanhund sammen med en løbsk tæve eller ved en underdanig hund sammen med en mere dominerende (se fig. 7).
Det at logre skal altså mellem hunde vise, at der ikke er en aggressiv stemning.

Et par begreber indenfor dyrepsykologien skal omtales her nemlig overspringshandlinger og tomgangshandlinger.
Ved en overspringshandling udfører hunden på grund af en stærk stemning, enten glæde eller ubehag, en anden handling, der slet ikke har noget at gøre med det, den lige var ved.
F.eks. kan en hund, der på sin herre kan se, at der vanker en tur, foretage rystninger af krop og hoved, som om den lige var kommet op af vandet, eller den kan strække forbenene frem og gabe.
Man kan også se en hund, der bliver udsat for noget ubehageligt, måske blive presset i lydighed, give sig til at klø sig.
Tomgangshandlinger. Normalt skal der ydre påvirkninger til for at få en hund til at reagere, men en del forskere mener, at dyr kan udføre visse handlinger, uden de er blevet påvirket til det. Det drejer sig om drifter en hund ikke får afløb for. Der er noget, der kan tyde på, at hunde med aggressive anlæg kan reagere ved ganske små eller slet ingen påvirkninger, hvis de ikke har fået lov til at afreagere en gang imellem.

Rangorden. Dyrepsykologiens fader Konrad Lorenz har i sin bog Hundeliv meget anskueligt fortalt om begrebet rangorden. Han skriver: To voksne hanner mødes på en åben gade. De er omtrent lige stærke og frygter hinanden. På lang afstand indtager de begge en imponereholdning. De gør sig store og strittende. Børsterne rejses, halen rejses. De går mod hinanden med langsomme stive skridt. Pludselig kan den ene lægge sig og lure og være på spring. Ansigterne viser, at ingen af de to er usikre. For panden er glat, snuden ikke rynket, ørerne stritter fremad. Den liggende hund virker truende for et menneske at se, men den anden skrider roligt frem imod den. Først da den er helt fremme ved den liggende, rejser denne sig med et ryk, og de to står nu helt oprejst ved siden af hinanden. Hvis de begge stadig er selvsikre, holder de halerne rejst, mens de snuser til hinandens bagparti. Hvis selvsikkerheden glipper nu, sænker halen sig lidt og ørerne trækkes bagud. Er begge hunde stadig selvsikre, kan de begynde at true kraftigere, dvs at panden rynkes, læberne krænges op, og tænderne er blottede. Dette er jo det aggressive ansigt som en hund, der er trængt, viser, men er den modig og selvsikker, ses det to steder: Ved ørerne og mundvigene. Disse ansigtstræk ledsages af en truende knurren. Dybere jo mere sikker hunden er. Denne spændte situation kan opløses i, at hundene langsomt går fra hinanden og demonstrativt letter ben og derefter fjerner sig med stive skridt, eller det kan gå over i et slagsmål.
Dette lille eksempel viser, at der også blandt hunde er visse regler at omgås efter, hvilket også er nødvendigt, når man tænker på, hvilke våben hunde har. Hvis de virkelig brugte dem, når der var konfrontationer, ville der være alt for mange farlige episoder. Det ville være en trussel for artens beståen.

Opførsel i forbindelse med flokdyrs forhold til hinanden med hensyn til deres rang er grundigt undersøgt hos ulve.
I dag er forskerne enige om, at hunde nedstammer fra ulve. Andre mulige forfædre, der tidligere har været diskuteret er pariahunden og dingoen, men deres adfærd ligner på mange områder ulvens så meget, at det ikke ville forrykke billedet, hvis det var en af disse, der var hundens stamfader.
Hundes reaktioner ligner meget ulves, men de er knapt så udprægede, hvilket sikkert hænger sammen med, at en del er gået tabt under tæmningen.
Eksempel på optræden: En ung ulv ser på en overordnet, og pludselig ser den bort for at undgå øjenkontakt. Hvis den overordnede kommer nærmere, sænker den unge halen og logrer. På samme tid sænker den hele bagparten. Ører og læber trækkes tilbage i en slags grin. Den kan også hæve en forpote og dreje kroppen. Kommer den voksne nærmere, vil den unge løbe eller kravle hen til den og pibe og slikke den i múndvigene. Dette kaldes aktiv underkastelse.


 Fig. 9. En ung ulv viser aktiv underkastelse overfor en ældre og mere overlegen.

En meget underdanig ung ulv kan også vise passiv underkastelse. Den lægger sig da helt ned, ruller evt. om på siden eller ryggen og kan urinere samtidig.


 Fig.10.  Passiv underkastelse i en ulveflok.

Disse to former for adfærd har deres oprindelse i hvalpetiden. Aktiv underkastelse er en udvikling af ungernes tiggen om mad. Passiv underkastelse er en udvikling af den adfærd, den lille hvalp viser, når dens mor slikker dens mave for at få den til ar urinere. Den aktive underkastelse ses også hos voksne dyr. Hunde, der viser sådanne tegn på underkastelse, bliver sjældent alvorligt bidt.
Det forholder sig sådan, at hunde har hæmninger mod at bide en artsfælle. Dels er det en instinktiv adfærd, dels er det noget hvalpe lærer under kamplege i søskendeflokken. Det er denne bidehæmning, der gør, at vi kan holde hunden som husdyr, for mennesket indgår for hunden som et medlem af flokken.
Konrad Lorenz har beskrevet denne bidehæmning. Han stod og så på en flok ulve i Whipsnade Zoo i London, og der iagttog han en kamp mellem to hanner. Det endte med, at den svageste pludselig stod stille med sænket hoved, og samtidig drejede den halsen mod den stærkeste. Lorenz mener, at netop det, at den viser det mest sårbare sted den store halspulsåre frem gør, at sejrherren ikke kan bide, selv om den gerne ville. De stod stivnet sådan længe. Så gik den stærke lidt bort. Straks prøvede den svagere at snige sig lidt væk, og øjeblikkelig var den stærkere over den og tvang den til igen at indtage underkastelsesstilling.
Jeg har selv oplevet noget lignende i min egen have. En pudel var på en eller anden måde sluppet ind i haven, og da min gamle han Bob opdagede den, var han over den med det samme. Pudlen underkastede sig straks, og Bob stod stiv og dominerende over den men gjorde den ikke noget. Sådan stod de en tid. Indimellem slappedes Bobs opmærksomhed, og straks prøvede pudlen at snige sig væk. Øjeblikkelig var Bob over den og truede den men uden at gøre den noget. Det fortsatte til jeg greb ind og hjalp pudlen ud af haven.
På denne måde demonstreres og fastlægges rangordnen blandt hunde. Den hund, der har højest rang i en flok, dominerer de andre. Somme tider nøjes den ikke med at stå stille og true men kan true ved at rejse børster eller snerre. Den kan også tage fat om snuden på den underordnede og nærmest tvinge den til jorden. Den anden lader det godvilligt ske.


Fig. 11. En stærk og selvsikker hund dominerer en anden.


Fig. 12. En ulv dominerer en anden ved at tage om dens snude og
”tvinge” den mod jorden.

Stærke, aggressive, kamplystne hunde har altid en høj rang, men det er ikke altid kræfter, det kommer an på. Temperamentet spiller i høj grad ind. En mindre men fræk og pågående hund kan godt dominere over en større men mere passiv. (se Fig. 8)
Lignende rangordenskampe finder sted hos mange andre dyrearter. Jane Goodall fortæller om rangordensstridigheder hos chimpanser, hvor hun iagttog, at en han hævdede sig i rang og dominerede de andre ved at fare gennem flokken frem og tilbage med en blikkasse, den havde fået fat på, samtidig med at den hylede og skreg. Denne optræden imponerede de andre i en grad, så de følte sig kuede, og det gav bersærken en høj rang i flokken.
På samme måde kan en tilfældig begivenhed give en hund en højere rang i en flok, end den egentlig fortjener, og løbske tæver stiger altid i rang.

I spørgsmålet om rangorden og dominans griber vi ofte ved vores adfærd ind og forstyrrer det naturlige mønster og kan på den måde blive årsag til mere eller mindre alvorlige slagsmål.
Hvis to fremmede hunde møder hinanden, mens de løber frit, er der to muligheder. 1) De er ikke lige stærke, og den stærkeste vil da dominere, og den svage underkaste sig. Der bliver ingen kamp. 2) De er nogenlunde lige stærke og sandsynligvis vil den spændte situation, der opstår, opløse sig.
Føres hundene derimod i snor, er der fare for, at der opstår aggressivitet. Hvis f.eks. en hund viser sig truende overfor en anden, og ejeren søger at trække den tilbage, vil den ofte fortsætte med at true, og modparten vil optræde på samme måde.
Dette skal ikke gentage sig mange gange, før disse to hunde ikke kan tåle at se hinanden. Den rigtige fremgangsmåde vil være, at lade ens hund komme ordentlig i kontakt med de hunde, den møder og få snust rigtig til dem. Det er klogt at vænne en hvalp til fra starten at få kontakt med fremmede hunde.
Det er dog ikke altid så let som det lyder, og mange voksne hunde vil optræde aggressivt overfor fremmede hunde. Her er hanner som regel værre end tæver.

Intelligens/lærenemhed. Har hunde en intelligens, der ligner menneskets? Man hører ofte folk tale om, hvor kloge deres hunde er, og at de er sikre på, at deres dyr kan tænke. Forskere er ikke enige heri men vil på grundlag af mange dyrepsykologiske forsøg hævde, at hunde ikke har en intelligens, der ligner menneskets men derimod nok kan kombinere oplevelser og erfaringer og drage nytte heraf.
Man kan sige, at det vi ofte kalder klogskab nærmere kunne kaldes dresserbarhed eller lærenemhed, og netop det præger vores tamhunde.
Nogle har ment, at vilde dyr er klogere end tamme, men netop på dressurens område altså i samarbejdet mellem mennesker og dyr er hunde ulve langt overlegne. Forsøg på at dressere tamme ulve har vist, at de ikke er nær så lærenemme som til sammenligning schæferhunde. Denne lærenemhed bygger selvfølgelig på en vis opfattelsesevne og dertil viljen til samarbejde, og den vil selvfølgelig være mere udbredt hos tamme hunde, når man tænker på de mange tusinde år hunde og mennesker har levet sammen.
Konrad Lorenz holder på, at den mest lærenemme af alle hunderacer er pudlen. Dernæst sætter han schæferhunden fulgt af pinchere og de store ruhårede terriere.
Indenfor en race er der desuden store individuelle forskelle. Hundefolk med erfaring fra flere forskellige hunde vil kunne fortælle om dyr, der er mere opmærksomme og kontaktvillige end andre, og disse er helt klart mere dresserbare. Hertil kommer de drifter, der bygger på hundens instinkter kan være mere eller mindre udtalte.
I alt dette er der talen om dressurindlæring, og god dresserbarhed må ikke forveksles med intelligens. I dressuren benytter man sig af betingede reflekser.
Den første, der arbejdede med begrebet betingede reflekser var russeren Pavlov. Et af hans forsøg gik ud på, at når han fodrede sine hunde, ringede han samtidig med en klokke. Han kunne se, at når hundene skulle fodres begyndte de at savle. Ved altid at ringe med klokken i forbindelse med fodring, kunne han efterhånden fremkalde savlerefleksen blot ved at ringe med klokken. Hundene havde koblet lyden af klokken sammen med det at få mad. Refleksen at savle var blevet gjort betinget af lyden af klokken. På samme måde virker dressuren. En bestemt kommando kobles sammen med en bestemt handling f.eks. at sidde. Under indlæringen kan man benytte sig af forskellige metoder for at gøre hunden forståeligt, hvad den skal. Før i tiden brugtes ofte tvang, i dag har man lært, at man kan få et langt bedre resultat ved motivering.
Når det drejer sig om intelligens eller klogskab ment på den måde, at en hund kan tænke logisk på samme måder som mennesker kommer vi ind på et område, der svært at have med at gøre. Lorenz mente at have oplevet hændelser, hvor han havde set eksempler på, at hans hunde havde tænkt logisk. Han fortæller om sin gamle hanhund Bully, der gik i haven med ænder omkring sig. Bully kunne ikke fordrage ænderne og hadede, når de kom hen til hans madskål. Han vidste imidlertid, at han ikke måtte gøre dem noget. Lorenz havde da flere gange iagttaget, at Bully løb gøende ind mellem ænderne, idet han lod som om, han gøede af noget helt andet. Da hunden blev gammel, kunne det ske, at han løb gøende frem mod sin herre, når denne kom hjem. Når Bully så opdagede sin fejltagelse blev han flov men løb så videre og lod som han gøede af noget helt andet. Lorenz blev mistænksom, da han så, at hunden nogle gange endte et helt forkert sted, hvor der absolut ikke var noget at gø af.
Mange hundeejere har oplevet situationer, hvor de har følt, at deres hund har kunnet tænke og
På forskellige måder vist klogskab. F.eks. ved at skramle med madskålen, når den er sulten eller komme med madskålen i munden for at få en godbid, men meget af det vi, man oplever med sin hund, og hvor man synes, den har vist klogskab, er i virkeligheden dressur eller betingede reflekser.
Det ses tydeligt ved vandskålen. Hvis en hund er tørstig og finder vandskålen tom, slikker den ivrigt i den, hvorved den skramler. Man kunne så tro, at den kunne tænke, at den ved at lave denne spektakel ville gøre sin ejer opmærksom på, at den var tørstig, men det er omvendt rækkefølge. Hunden har en gang oplevet, at skramlen har tilkaldt dens herre, og næste gang husker den, hvad der skete og prøver igen. Det er en refleks og ikke noget den har udtænkt.
Når hundefar om aftenen rejser sig fra stolen for at gå ud og give hunden en aftentur, står hunden allerede parat ved linen, når han kommer ud i gangen. Han kan næsten føle, at hunden har læst hans tanker, men i virkeligheden har han allerede på den måde han måske har sagt nå på til konen, eller den måde han har rejst sig på, vist hunden, at nu vanker der den sædvanlige aftentur. Hunden har været vænnet til det gennem mange aftener, og den har lært sig at iagttage sin herre, og da den er en skarp iagttager, ser den, at det er en anden måde, dens herre rejser sig, hvis han rejser sig for at hente avisen, end hvis han har bestemt sig for at gå en tur. Hunden har så blot bygget på sine erfaringer, og de er ikke tale om abstrakt tænkning.
Hunde klarer sig ikke så godt, hvis de bliver sat på prøver, der kræver logisk følgeslutninger. Eks. Hvis man lægger et kødben på et bord og binder en snor i og lader den hænge ned fra bordet, vil ingen hund finde på at trække i snoren. Hvis man hænger et kødben op i loftet for højt, til at hunden kan nå det og stiller en kasse lidt ved siden af den, vil ingen hund finde på at skubbe til kassen, så den kommer til at stå under benet. Det kan f.eks. chimpanser let finde ud af.
Tankevirksomhed hos chimpanser kan ses i følgende forsøg: To rum står i forbindelse med hinanden. I det ene rum står en kasse. I det andet hænger en banan i en snor for højt oppe til at aben kan nå den. Chimpansen går da ind i det første rum og henter kassen, stiller den under bananen og kravler op og tager frugten. Det er noget, den selv har udtænkt. Den gentager ikke noget, den har oplevet, som hunden i eksemplet med vandskålen, der ved en tilfældighed har gjort en opdagelse. Hundens optræden er altså ikke et tegn på intelligens men på, at den kan udnytte sine erfaringer., og her er der stor forskel på hunde. Det er også klart, at gamle hunde da altid vil virke klogere end unge hunde, da de har større erfaring.
Den erfarne hund reagerer på detaljer i dens herres optræden. Det viser eksemplet med aftenturen.
”Gamle” hundeejere vil vide, hvor svært det er at narre hunden i den forbindelse. Hvis man tilsyneladende uden bagtanker rejser sig og går ud til hundesnoren, vil man opdage, at hunden står lige bag ved en. Vi synes, hunden er klog, men der er ikke tale om intelligent adfærd derimod om hukommelse og god iagttagelsesevne.

ABR.

Litteratur:
Göran Bergmann: Forstå Deres hund.
Lois Crisler: Arctic Wild
Jane Goodall: I menneskets skygge
Gunnar Møller: Dyrs adfærd
Konrad Lorenz: Hundeliv og På talefod med dyrene