Tre søjler

At holde hund og få det meste ud af det.

Tre søjler hvorpå forholdet mellem menneske og hund hviler og som er bestemmende for etablering af en god rangorden.

Følgende bygger på et kapitel i bogen Richtig spielen mit Hunden. Bogen er anmeldt i Schæferhundeklubben for Danmarks medlemsblad Schæferhunden 2001 nr. 4 s. 26, den går ind for en indlæring, der bygger på leg. Den har mange gode anvisninger og kan absolut anbefales.

Det er en forholdsvis nem ting at anskaffe sig en hundehvalp og dermed blive hundeejer. Det bliver straks mere krævende, når man skal til at opdrage hvalpen, indpasse den i familien og dennes sociale liv for slet ikke at tale om at uddanne den i en eller anden grad, hvis man har planer om at gå ind i hundesporten enten som udstiller, opdrætter eller konkurrencehundefører. Til det sidste stilles der store krav om viden og forståelse af, hvad man har med at gøre, men også hvis man blot vil have hunden som familiehund er det gavnligt for ikke at sige nødvendigt at have en vis viden og også forståelse af, hvad man har indladt sig på.
På Schæferhundeklubbens træningspladser ud over landet er der mange træningsledere, der er parate med råd og dåd, men derudover kan man hente megen oplysning i faglitteraturen. I en af sine bøger om emnet ”Richtig Spielen mit Hunden” fortæller docent Ekard Lind meget om hvordan man gennem leg på en positiv måde kan bygge et godt forhold op til sin hund, og derigennem opnå at få en lydig og samtidig glad hund.
I et afsnit fortæller han, at forholdet mellem hund og menneske bygger på tre søjler nemlig tiltro, forståelse og rangorden.

Den første søjle tiltro er grundlaget for ethvert menneske/hund forhold og den vigtigste søjle. Denne tiltro mellem parterne kan, især når det drejer sig om hvalpe eller unghunde, let forspildes. Omvendt kan tiltroen styrkes gennem en sund og kærlig indstilling. Uden kærlighed ingen tiltro. Hvis man fra starten formår at vise sin hund, at man holder af den, vil man opleve, at den giver følelsen tilbage i fuldt omfang. Kærlighed og tiltro binder menneske og hund sammen i en forbindelse, der blot bliver stærkere med årene. Mange hundeejere kan bevidne, at menneske/hund fællesskabet også indeholder en etisk dimension. Enkelt kan det udtrykkes sådan, at hunden stiller mennesket overfor den udfordring at være et bedre menneske. Måske er denne udfordring en del af den fascination, der udgår fra hunden, og når man oplever fællesskabet med en hund, så oplever man noget, der går til hjertet, og som man ikke vil undvære, og det bør være det vigtigste ved omgangen med hunden uanset hvilke andre mål man ellers forfølger.

Også den anden søjle forståelse er vigtig. Forstår man ikke hinanden, kan man ikke arbejde rigtigt sammen. Her er problemet, at ganske vist forstår vi en del lyde og udtryk, men der er også en lang række signaler, som vi ikke opfatter. Man må derfor at udvide sit kendskab på området dels ved at iagttage og dels ved at gå til litteraturen. Dernæst må man også tænke på, at vi selv udsender en lang række signaler, og hvordan virker de på hunden?
Hunde såvel som ulve er født med evnen til at meddele sig gennem signaler. At tyde disse signaler må læres, og det gøres først og fremmest gennem leg, og grundlaget skal være indlært i prægningsfasen indtil 14. senest 16. leveuge. Den lille hvalp iagttager bestandig sin herre for at tyde de signaler, der udsendes. Meget forstår den ubevidst, andet associerer den med signaler, der passer dem, den kender fra sin egen art, og ting, som den ikke umiddelbart forstår, sammenligner den med vores handlinger og lærer heraf at forstå betydningen. Vi antager ofte, at hvalpen uden videre forstår at tilpasse sig vores civilisation, der er kompliceret og ofte unaturlig. At det lykkes så godt er i virkeligheden højst bemærkelsesværdigt.
I kommunikationen med mennesker søger hunden at forstå, hvad der foregår i os, og hvad vi nu vil foretage os. Gennem iagttagelse af mimik og kropssprog læser den vores stemninger og søger at sætte sig ind i, hvordan vi vil reagere. Hundeejere kan ofte føle, at deres hund næsten kan forudsige, hvad de vil gøre
Har hunde en subjektiv opfattelse? Konrad Lorenz (østrigsk dyrepsykolog) mener det. Han føler, at de har følelser for hinanden, og at de kan opleve både glæde og sorg. På samme måde som jalousi er det følelser, hunde kan give udtryk for.
Vigtigt er det at være klar over, at signaler går begge veje, og man må ikke glemme at tage hensyn til deres virkninger. Hundeejeren må altså være opmærksom på hundens signaler og samtidig opøve sin evne til at tyde de oplysninger, der sendes. Det er ikke så enkelt, som det lyder. Blandt andet kan signaler have flere betydninger. Logren betyder ikke bare glæde. Det kan også være udtryk for spænding, det kan have sexuelle betydninger og det kan også tyde på aggression. At slikke specielt i mundvigene er noget den unge ulv gør ved den ældre for at få den til at gylpe føde op. Hos vores hunde kan vi ofte opleve denne slikken, som kan have flere forskellige betydninger. Når et par hunde tumler, kan den ene pludselig overgive sig og slikke den anden i mundvigene, og her er det ikke for at tigge om føde. I nogle situationer kan slikken tydes som et udtryk for hengivenhed i andre som underkastelse, måske kan moderens slikken af en hvalp også betyde beroligelse. Man kan også se en hund, der har taget for hårdt fat på en anden bagefter slikker den. Det kunne se ud som om den bad om forladelse, hvilket nok er at lægge for meget i det. Eksemplerne viser, at der er mange adfærdsformer, og at de kan tydes på forskellige måder. Den bedste måde at blive kloge på dem er at iagttage og søge at sætte sig ind i hvad det man ser betyder.

Den tredje søjle omhandler rangorden. Den rette rangorden er vigtig i forholdet mellem hund og fører. Gennem sin ulvearv er hunden i besiddelse af evne til at indpasse sig i et fællesskab. Her bliver menneskefamilien dens flok, og her skal den finde sin plads. Her skal den indordne sig, hvilket ikke er det samme som at underordne sig. I bestemte situationer må hunden selvfølgelig ubetinget underordne sig sin fører, men betingelsesløs underordning må ikke blive et overordnet mål i opdragelsen. Netop indordning er i modsætning til underordning udtryk for en langt bedre udviklet forståelse for samvær. Begrebet underordning stammer fra en tid, hvor dressuren frem for alt hvilede på tvang. Hunden måtte ”lystre”. Det er dog vigtigt, at der ikke hersker tvivl om, at det er mennesket, der er lederen, og her er det ikke nok at demonstrere sin magt: ”Jeg skal nok vise, hvem der er den stærkeste!” Man må have en mere nuanceret forståelse for rangordenens funktion. Lykkes det ikke at få etableret den rette rangorden, således at der er tvivl om, hvem der er lederen, er det oftest ikke fordi der er tale om et overstærkt alfadyr men om en misforstået og inkonsekvent optræden fra hundeejerens side. Ofte fordi man alt for sent begynder på en opdragelse af hunden.
Fungerer rangordenen ikke rigtigt, vil hunden ganske naturligt reagere for at bringe tingene på plads, idet den følger sine medfødte instinkter. Det er derfor vigtigt, at hundeejeren i mange små sager tager føringen. Det er ikke ligegyldigt, om man altid lader den løbe først gennem døren, om det er den der bestemmer, hvornår den skal kløes, hvor langt den må løbe væk under lufteturen, hvornår den skal komme tilbage eller hvor mange gange, der skal kaldes inden den kommer, og endelig er det ikke ligegyldigt, om man den ene dag tillader det, man den næste forbyder eller endog straffer.
Det er vigtigt, at retningslinierne for en sund rangorden grundlægges allerede i prægningsfasen, og at den livet igennem opretholdes og uddybes. Disse regler gælder også under leg. Det er hundeejeren, der bestemmer, hvornår man begynder og hvornår man holder op.

På disse tre søjler hviler forholdet mellem menneske og hund, og selv med viden og kendskab kan det være svært at få dem i den rette ligevægt. Lægger man for megen vægt på en søjle, svækker man måske en anden. Hvis en hundefører viser sin hund for megen venlighed, går det måske ud over rangordenen, hvis hunden har brug for en stærkere og mere overlegen herre, og visse signaler, som vi giver måske på et forkert tidspunkt, kan forvirre hunden, eller de mistydes og tolkes måske som svaghed. Særlig svært er det for hunden at forstå, hvis ejeren svinger fra overdreven venlighed til ubeherskede vredesudbrud. Sådanne svingninger skal der robuste hunde til at klare, hos resten rystes tiltroen eller kan endog forvandles til mistro. Man bør derfor være forsigtig med signaler, der angår magtudøvelse, og som vi ofte griber til i forbindelse med småting, og som vi ofte ikke er os bevidste.

ABR