Til seminar i Middelfart

Schæferhundeklubbens avlsråd havde 17 januar arrangeret et seminar med ledende medlemmer af SV. Det var vicepræsident Erich Orschler og tidligere brugshundeformand Hans Rüdenauer. Indbudt var foruden begge råd og dommere samt avlsvejledere også alle interesserede medlemmer. Blandt emnerne var en vurdering af udviklingen indtil nu og måske et bud på fremtiden. Der var i en forhåndsreklame lagt op til en del mere, men dette var i det væsentlige, hvad der blev tid til.

Hans Rüdenauer lagde ud med et meget grundigt forberedt indlæg, hvor han ved hjælp af plancher og billeder trak nogle linier op. En del af foredraget var meget elementært, men i midten havde han nogle yderst interessante betragtninger. Dels blev der ved hjælp af plancher redegjort for en meget klar udvikling i racens historie. I tiden fra 1960 - 69 var en meget stor del af deltagerne ved Bundes-siegerprüfung (BSP) hunde, der havde en far, der havde deltaget på Bundes-siegetzuchtsshau (BSZS). Yderligere havde en stor del en Auslesefar. Kun meget få var efter en han, der selv havde deltaget ved BSP, og en stor del var efter en fader, der ikke havde deltaget nogen af stederne. Med en planche for hvert af de følgende tiår op til nutiden vistes, hvordan billedet ændrede sig langsomt men sikkert frem til nu, hvor den altovervejende del af deltagerne er efter hunde, der selv har deltaget ved BSP Antallet af hunde efter en fader, der har deltaget ved BSZS var sunket til et ubetydeligt tal. Samtidig er der sket en ændring i hundematerialet. De hunde, som vi henregner til højavlen, vi kunne også kalde dem udstillings-hundene, udviser i dag betydelige mangler i driftpotentialet i forhold til tidligere, mens de hunde, som i Tyskland kaldes Leistungshunde, og som vi kunne kalde konkurrencehunde, og hvor der i avlen ikke er taget hensyn til anatomien, til gengæld i mange tilfælde har nået så højt et driftniveau, at de er blevet svære at uddanne for almindelige mennesker. Rüdenauer udtalte sig af erfaring, da han selv havde nogle hunde af den slags.

Hans Rüdenauer havde i sin indledende gennemgang demonstreret, at schæferhunden er en alsidig brugshund, der kan sættes ind på mange arbejdsområder. Foruden de oprindelige opgaver som vagt- og hyrdehund, også som politi- told- sanitets- og blindehund for at nævne nogle. Dette er centralt. Det er det schæferhunden oprindelig er blevet skabt til, en sund og alsidig anvendelig hund, der samtidig skal have en tiltalende fremtoning.

Hvordan er det så gået? Ja her kunne Rüdenauer fastslå, at vi i virkeligheden står med to yderpunkter. I den ene ende en smuk hund med et for lavt driftniveau. I den anden en hund med et driftniveau, der set i forhold til de mange opgaver, den oprindelig var tiltænkt, var så højt, at almindelige mennesker uden særlige forudsætninger og hjælpemidler ofte ikke ville være i stand til at uddanne den.
Rüdenauer viste dernæst med et skema, at nogle af hundene i den første gruppe, hvor driftniveauet var meget svagt, netop på grund af det lave driftniveau gav problemer, for her kom almindelige mennesker til kort, hvis de ville prøve at oplære hundene til en brugsprøve som BHP. Med en dygtig træner og gode hjælpere var det stadig muligt at uddanne sådanne hunde men ikke at nå et særlig godt resultat. Overfor hundene i den anden gruppe måtte også mange almindelige mennesker give op, mens den dygtige træner kunne nå flotte resultater. Rüdenauer konkluderede, at begge de to yderpunkter var forkerte i forhold til standarden. Det er hunden i midten, man skal sigte efter. Her er han i god overensstemmelse med det synspunkt, som Erich Orschler gav udtryk for i SV - Zeitung for nogle år siden, da der blev nedsat en kommission til at se på en ny kåringsordning, og hvor det netop blev understreget, at man som i alt, hvad det havde med schæferhundeavl at gøre, skulle undgå overdrivelser og satse på drifter i middel niveau.

Herefter fulgte nogle mere almene betragtninger omkring opdragelse og uddannelse, men det væsentlige i Rüdenauers indlæg var, at schæferhundeavlen i dag er i hænderne på to yderfløje, og ingen af dem er helt i overensstemmelse med standarden.

Her tog Erich Orschler over og holdt et meget kort foredrag, der ikke bød på overbevisende løsninger. Han kunne til en begyndelse slå fast, at vi nok måtte konstatere, at vi i dag stod med to racer i racen, men det kunne også accepteres, hvis de var i overensstemmelse med standarden.

Han tog ikke stilling til spørgsmålet om de to fløje i forhold til standarden, men som eksteriørdommer havde han nogle kritikpunkter til begge sider. Angående konkurrencehundene advarede han mod, at man undlod at give hundene fysisk træning, at man lod dem leve et hundegårdsliv og blot tog dem ud, når de skulle arbejde. Brugsprøveprogrammet stillede store fordringer til en velbygget krop med god muskulatur. Han mente også, at man i avlen af disse hunde tog for lidt hensyn til eksteriøre detaljer som for eksempel vinkler. Man kunne ende op med en hund med en boxers krop og en schæferhunds hoved. Også udstillingshundene havde bygningsmæssige problemer. Her var det blandt andet den rigelige størrelse, der var en hindring, når det gjaldt brugsegnethed. Det er et problem, som har været diskuteret i flere år, men nu bliver der sat ind med en måling på skuerne begyndende med de yngste klasser og fortsættende til de ældre og senere alle hunde. Andre områder man ville sætte ind overfor var lyse øjne og gennembrudt saddel hos hannerne, mens problemerne omkring for lidt og for meget drift ikke blev omtalt.

Det ser således ud til, at den splittelse i racen, der er foregået i de seneste 35 år, tager man ikke stilling til. I hvert fald ikke udadtil. Skal vi da se frem til en schæferhunderace, hvor vi på den ene side har hunde, der er smukke men i mindre og mindre grad egnet til at løse de arbejdsopgaver, schæferhunde traditionelt har kunnet klare, altså at den i realiteten ikke er en brugshund mere. På den anden side hunde, der i nogle tilfælde knapt modsvarer racebilledet, og som har et driftniveau, så kun specialister kan få noget ud af dem og dermed heller ikke er i stand til at løse de omtalte opgaver?

Svaret fik vi ikke i Middelfart, men måske er det heller ikke fra to ældre herrer, der er på vej ud af de aktives rækker, vi skal vente visionerne. I Tyskland står man i øjeblikket i en brydningstid med nogle uafklarede personspørgsmål. Der som her er der selvfølgelig mange forskellige holdninger til spørgsmålene omkring racens fremtid. Det bliver afgørende for udviklingen, hvem der kommer til at besætte posterne i de besluttende organer i den nærmeste fremtid.

I Danmark har vi traditionelt været vant til, at kursen sættes sydpå, hvorefter vi retter ind, men skulle der være noget i vejen for, at vi kunne blande os i debatten? Vi har en meget fin struktur i klubben skabt af avlsråd og HB netop i den periode, som Hans Rüdenauer gennemgik. Vi har Råd og HB med klart definerede arbejdsområder. Kunne man forestille sig, at man her begyndte at tage stilling til disse problemer, diskuterede dem og skitserede visioner for fremtiden? Måske noget med at arbejde frem mod at stille alvorligt mente krav til højere driftniveau og bedre hårdhed hos vore udstillingshunde og bedre bygningsforhold og måske et knapt så højt driftniveau hos konkurrencehundene. Hvis det sidste forekommer i forbindelse med et solidt og sikkert nervesystem, er det ikke en hindring for gode konkurrenceresultater.

Avlsrådet har i en programerklæring talt om et Tilbage til standarden. Måske kunne det være parolen for et sådant samarbejde. Og det skulle vel at mærke være hele standarden og ikke kun den del, der omhandler anatomien.

ABR / Jan. 2004