Odin v. Holtkämper Hof

Odin v. Holtkämper Hof
SZ 2138918, 18.11.2003, HD: normal ED: normal, SchH 3, AK, VA.
(Yak v. Frankengold – Riska v. Holtkämper See)

Odin er en af Tysklands bekendte avlshunde. Han er en hund med en meget flot udstillingskarriere, som kronedes med en placering som Vicesieger i 2008, hvorefter han blev solgt til Kina. Da han i sin tid dukkede op på scenen, blev han betragtet som et velkomment alternativ til den meget fremherskende Ursuslinje. Han fik da også mange parringer, og kunne hurtigt stille afkomsgrupper af samme gode type som ham selv med godt pigment og flydende bevægelsessystem. Odin regnes vel i dag ikke blandt de helt store nedarvere, men han er en hund med en meget solid avlskarriere, som har efterladt sig en række efterkommere af ønskværdig type og ikke at forglemme med et sikkert væsen. Dette er ofte blevet demonstreret ved mod og kampdriftprøverne på BSZS, hvor Odins børn i vid udstrækning har gjort en god figur. Det har også vist sig andre steder i verden. I Sverige har man en særlig karaktertest kaldet mentaltesten, hvor unge hundes væsenssikkerhed, tilgængelighed, forsvarslyst og legelyst m.m. prøves. Resultaterne gemmes og bearbejdes og giver dermed et fint overblik over de forskellige avlshanners nedarvningsformåen på dette felt. Her viser Odins afkom et meget flot gennemsnit, og Odin placerer sig højt på listen af de prøvede hanner.
Afstamningsmæssigt har han, ikke mindst over faderlinjen, en særlig historie. Det skyldes bedstefaderen Hoss v. Lärchenhain, der selv i sin tid var en fremtrædende hund, en særdeles velbygget hund med et stærkt og selvsikkert væsen. Han nåede frem til en placering som V1 på BSZS, da hans karriere blev sat på vågeblus ved indførslen af DNA testen. Det viste sig nemlig, at hans faderlinje ikke stemte overens med stamtavlen, der sagde, at hans far Dorian v. Yohannisberg over Odin v. Hirschel gik tilbage til Zamb v.v. Wienerau. Det var en fejl, det afslørede DNA testen. Dorian var i virkeligheden søn af Ghandi v. Heilbrunner Schloss, som over Kalle v.d. Noriswand gik tilbage til den legendariske Uran v. Wildsteiger Land, der var Sieger i 1985 og 86, og som var sin tids helt dominerende avlshan, der kunne fylde en hel ring på stadion med sin afkomsgruppe.


Hoss v. Lärchenhain

Eftertiden viste, at det især var Urans døtre, der kunne fortsætte. Blandt hanhundelinjerne er det i øjeblikket linjen over Hoss v. Lärchenhain, der står stærkest. Hoss blev parret med Lea v. Frankengold en meget smuk tæve, der ikke havde nogen stor udstillingskarriere. Til gengæld kunne hun vise et meget højt gennemsnit, idet hun var unghundevinder i 1998, og året efter rykkede hun ind i VA. Sønnen Yak v. Frankengold var en meget stor, meget velsnittet og velgående hund, som opnåede V 3 i 2002. Dommeren Peter Messler skrev bl.a.: Hosssønnen efter unghundevinderen i 1998 tiltaler ved sit harmoniske bevægelsessystem med et særdeles godt rygleje og sin rosværdige pigmentering med udtalt andel af sort. Netop det effektive bevægelsessystem skulle komme til at præge mange af Yaks efterkommere.


Yak v. Frankengold

Odins mor Riska v. Holtkämper See stammer fra et kuld med, fem søstre, hvor især tre har gjort sig positivt bemærket i avlen. Ifølge kennel Holtkämper Hofs hjemmeside skyldes den positive gennemslagskraft ikke mindst mormoderen Ginga v. Kristalsee, som ligger bag en række af opdrættets gode hunde.
Odin selv kan se tilbage på en strålende udstillingskarriere. Han er ofte blevet udstillet og er aldrig blevet slået i de unge klasser, mens han i brugsklassen kun er blevet slået af auslesehanner. Hans første optræden på BSZS var i Ulm i 2005, hvor han vandt unghundeklassen, og hvor dommeren skrev: Unghundevinderen i 2005 er stor, knoglekraftig, substansfuld, særdeles velpigmenteret og med særdeles gode bygningsforhold, særdeles kraftigt, udtryksfuldt hoved med særdeles gode kæber, høj manke, lige, fast ryg, langt og vellejret kryds, særdeles gode vinkler for og bag, korrekt front, særdeles godt udviklet for og underbryst, korrekt skridtfølge, langtrækkende bevægelser, der demonstreres med megen kraft og temperament og bedste præsentation. Unghundevinderen tiltaler ved en harmonisk linjeføring og overbevisende g anganlæg. Han stammer fra et kuld langt over gennemsnittet og er blodmæssigt velfunderet både på fader og modersiden. Han er et interessant alternativ til den fremherskende Ursuslinje og besidder med allerede bestået SchH2 og avlskåring alle forudsætninger for at gøre sig positivt bemærket i avlen. På dagen blev han fremstillet i overbevisende form og kunne problemløst besætte førstepladsen.
Året efter kunne han rykke ind i ausleseklassen med en placering som VA 7. I 2007 blev han VA 8 og dommeren Reinhard Meyer skrev blandt andet: ”Unghundevinderen fra 2007, der straks året efter kunne placeres i VA viser et imponerende maskulint billede. I perioder havde han lidt problemer med at vise en harmonisk, flydende bevægelse. Han præsenterede på tidligst mulige tidspunkt en relativ stor afkomsgruppe af høj kvalitet med 31 fremstillede dyr, hvoraf næsten 50% kunne placere sig i den bedste ring i de unge klasser. Hans bekendte stærkt avlende moderlinje er en garant for hans nedarvningskraft. ”
Året efter i 2008 stillede Meyer ham frem som VA 2 og roste hans kraftfulde, maskuline fremtoning og harmoniske bevægelse. Hans mod og kampdriftprøve bedømtes som tydeligt over gennemsnittet.
Odin stillede sin fjerde afkomsgruppe i 2010 med følgende kritik: ” Gruppen efter vicesiegeren fra 2008 bliver nu fremstillet for fjerde gang. Der er tilmeldt 30 dyr med et usædvanligt højt antal i brugshundeklassen nemlig 75 %. 10 hanner og 7 tæver i alt 17 dyr blev fremført. 7 af hans afkom nåede høje placeringer i brugshundeklassen heraf 1 VA. Gruppen viser også i år en god ensartethed, god lighed med faderen og tydeligt kønspræg. Bygningsforhold, fasthed og sluttethed skal igen fremhæves. Enkelte af afkommet når grænsen for det tilladelige, hvad angår størrelse. Der er udprægede manker, lige rygge, vellejrede kryds overvejende af ønskværdig længde. Bagparterne er også dette år uden overdrivelser med faste haser. I enkelte tilfælde skal overarmen være længere og mere skråtliggende. Harmoniske brystforhold og lige fronter, hvor dog enkelte dyr skal have en fastere mellemfod. Bevægelserne er flydende og kraftfulde.”
Når man ser tilbage på Odins afkomsgrupper, så huskes de som meget ensartede, bestående af dyr med gode, lange løbsknogler, god linjeføring og gyldent pigment. Det var grupper, der efterlod et godt helhedsindtryk. Det var først og fremmest hannerne, der prægede sig i bevidstheden, og det var især dem, der nåede de højeste placeringer, selv om også nogle tæver hævdede sig.
Den første søn, der gjorde sig bemærket, var Paul v. Bierstadter Hof, der blev sg 3 i yngste klasse på BSZS i 2008 og næste år stod som VA 9. Reinhard Meyer fremhævede ham for hans maskuline fremtoning, gode størrelse og særdeles gode, flydende bevægelser. Hans avlskarriere blev ganske kort. Han startede med at få en del parringer men gled hurtigt ud af opdrætternes bevidsthed. Herhjemme har vi haft et par enkelte kuld efter ham, hvor et par hanner har været vist. Det er Team Marlboro Cosmo, der har haft en fin udstillingskarriere. Han står i Norge og har været årsvinder på både norsk og svensk hovedavlsskue i hvalpeklassen og vinder i Norge i unghundeklassen. Den anden er Haweto Ghandi, der blev sg 2 i yngste klasse på HAS i 2011. Begge er smukke, kraftfulde typer i deres faders billede.
 

Paul med sønnen Cosmo

I 2009 blev en anden Odinsøn, Guccy, placeret som sg 12 i unghundeklassen, og de næste 2 år stod han i VA først som VA 12 og siden som VA 11. Guccy har aldersmæssigt endnu ikke kunnet stille en afkomsgruppe, en sådan må kunne forventes i 2012, da han især i starten af sin avlskarriere havde mange parringer. Herhjemme har han været brugt af kennel Marlboro, der med K – kuldet opnåede flotte placeringer på HAS 2011 i yngste hvalpeklasse, hvor Kobra blev SL 1 og søsteren Karmen blev SL 6, mens broderen Kashmir blev vinder i sin klasse.
 

Guccy med sønnen Kashmir

Endnu en Odinsøn har opnået en avlsklasseplacering. Det er Ballack z. Worringer Rheinaue. Ballack er, som så mange af Odins sønner en kraftfuld, pelsrig, robust han i sin fremtoning. Han er udmærket pigmenteret med god andel af sort men ikke så varmt gylden i aftegningerne som flere af hans brødre. Han har heller ikke de samme lange, flydende bevægelser, som ellers præger så mange Odinbørn. Hans bevægelser er regelmæssige og korrekte men mangler i nogen grad skridtlængde. Det er måske en medvirkende grund til, at hans udstillingskarriere fik en lidt tung start. Han var første gang udstillet på BSZS i 2008 i Aachen, hvor han blev V 68. Derefter gik det støt og roligt fremefter, i 2009 blev han V 23, rykkede året efter op som V 12 for endelig i 2011 at rykke ind i Auslese som VA 12. Man må vel sige, at han ikke er den indlysende VA – hund, men Reinhard Meyer har ønsket, ved siden af hans gode type, at prioritere hundens fremragende væsens- og brugsegenskaber. Dem har han demonstreret ved at aflægge flotte brugsprøver og blive Universalsieger i sin Landesgruppe og nummer 5 ved WUSV Universal-Weltmeisterschaft. Desuden er han blevet fremhævet på BSZS for sit mod og kampdriftarbejde. Meyer har hermed peget på en hund, der, som han siger, demonstrerer racens alsidighed, idet den både er korrekt bygget og har fine egenskaber. Det har imidlertid ikke overbevist opdrætterne, der kun i ringe grad har fundet vej til ham. Det vil betyde, at det ikke vil blive muligt for ham at stille en afkomsgruppe på BSZS. Herhjemme har enkelte opdrættere brugt ham. Afkommet er endnu meget ungt, men en enkelt, Nørrehedens Cobra, har været fremstillet i yngste klasse.
 

Ballack og hans datter Cobra

Foruden de nævnte VA–hanner har Odin stillet en række andre gode sønner. Blandt dem Hatto v. Hühnegrab, der er en særdeles smukt pigmenteret, typefuld han, der i lighed med Ballack stille og roligt har bevæget sig op gennem rækkerne for i 2011 at ende som V 8. Udover sine bygning fremhæves han i lighed med flere Odinsønner for sit robuste, belastbare schæferhundevæsen og som en hund, der er egnet til at bevare brugsegnetheden i racen. Han var som den første af Odins sønner i stand til at stille en afkomsgruppe i 2011, hvor dommeren fremhævede den standardkorrekte størrelse og de faste haser.
 

To halvbrødre efter Odin: Hatto og Pasko v. Hühnegrab

Hannerne har stået stærkest i Odins afkomsgrupper, men der har også været en række fremragende tæver, hvoraf nogle har placeret sig langt fremme. Herunder ses et udvalg, der understreger ensartetheden og den gode type i afkommet.
 

V 3 Brenda de Grand Gout sg 65 Nele v. Haus Dexel

V 17 Heaven Rekas V 19 Zari v.d. Elfenbeinschlucht

Odin har nu stået i Kina i flere år, og hans sønner ser ikke ud til at markere sig særlig stærkt i avlen. Når det alligevel er værd at beskæftige sig med ham, skyldes det, at han repræsenterer den hele hund. Det er ganske vist et noget forslidt begreb, men det er ikke desto mindre noget, der er værd at holde fast i, hvis der fortsat skal stå respekt om den gren af opdrættet, der benævnes højavlen. Odin står for det, vi ønsker at se, en typefuld, harmonisk, velpigmenteret hund. Hans største problem nemlig størrelsen ser ud til at have udlignet sig. At han kan give sin type videre har han vist gennem de mange fremstillede stykker afkom og ikke mindst i de gode, typefulde afkomsgrupper, han har stillet. Dertil har han vist, at han har givet sit gode væsen med gode brugsanlæg videre til afkommet. Det er demonstreret ved mod og kampdriftprøverne på BSZS og ved den svenske mentaltest, og endelig ligger flere af hans sønner med et meget fint HD – indeks, således har Ballack z. Worringer Rheinaue, Hatto og Pasko v. Hühnegrab hhv. 74, 75 og 72, mens Guccy v. Heinrichplatz og Paul v. Bierstadter Hof ligger lidt højere på hhv. 85 og 83.

Som nævnt er Odins sønner ikke dem, der topper parringslisterne, men til gengæld er der på spindesiden mange gode repræsentanter til at føre de værdifulde anlæg videre. Heldigt at man i Tyskland har en avlsledelse, der har haft øje for det vigtige i at prioritere bredt og bevare den gode bredde, denne han repræsenterer.

ABR / Juni 2012