Fornylig talte jeg
med et mangeårigt medlem, der i lige så mange år har
været opdrætter. Han sagde til mig: Er du klar over, at
kryptochisme i øjeblikket er et stort problem i nogle
linier. Vi kunne mindes, at der i klubbens historie
havde været enkelte hunde, der i særlig grad havde gjort
sig bemærket ved at nedarve denne skavank. Han mente, at
vi lige nu havde mange kryptorchide hvalpe, og at det
ville være på sin plads at gøre nye opdrættere
opmærksomme på, at det var et problem, som man skulle
søge at undgå.
Det svære er, at det ikke er så ligetil at skaffe sig
oplysninger om, hvilke dyr, man skal tage sig i agt for.
Måske bryder en del opdrættere sig ikke om at tale for
højt om, at de havde for mange af slagsen i sidste kuld.
Det kunne være en dårlig reklame for kuldet, hvis der
senere skulle vise sig, at nogle herfra blev
avlsinteressante. Jeg mindes en tidligere årsvinder på
HAS, der havde to kryptorchide brødre. Det taltes der
meget om dengang, og det var ikke en reklame for ham.
Der er det svære ved kryptorchisme, at det er en vigende
egenskab, som skal være til stede i dobbelt dosis for at
slå igennem. Der skal altså komme et anlæg fra både
faderen og moderen. Det betyder samtidig, at et anlæg
kan bæres videre gennem flere generationer uden at slå
igennem. Det er derfor svært at avle sig ud af. Samtidig
foregår der ved hver ny generation en udspaltning, så en
hund godt kan have kryptorchide søskende uden selv at
bære anlægget.
Skavanken knytter man normalt til hanner. Det er jo dem,
der rammes af den, men det kan lige så godt være en
tæve, der avlsmæssigt gør sig uheldigt bemærket. En af
de tæver, der har betydet særdeles meget for den danske
schæferhundeavl, var kendt for at føre anlægget og give
det videre til en del afkom, men vi har også fra tid til
anden haft hanner både importerede og dansk opdrættede,
som nedarvede meget kryptorchisme.
Der har fra tid til anden været gjort forsøg på at
skaffe overblik over, hvilke dyr man skulle være
opmærksomme på, men det har altid vist sig for svært at
skaffe tilstrækkeligt pålidelige oplysninger, så
opdrætterne har måttet nøjes med at samle sig viden
gennem samtaler med andre opdrættere og den viden, de
ellers kan få ved at færdes rundt i hundeverdenen.
Om dette emne har den tidligere formand i Dansk
Schæferhundeklub dyrlæge Niels Ravn skrevet en artikel.
Den stod første gang at læse i Dansk Schæferhundeklubs
medlemsblad i september 1960. Den har sidst været bragt
i 1985 i Schæferhunden. Det er længe siden, men artiklen
har stadig aktualitet og giver en bred viden om emnet.
ABR |
Kryptorchismen hos hunden
Hos krybdyr, fugle og pattedyr anlægges testiklerne i
fosterlivet som et parret organ oppe under lænden lige
bag ved nyrerne. Her bliver de liggende hele livet
igennem hos krybdyrene, fuglene og enkelte pattedyr,
f.eks. kloakdyrene, hvaler og elefanter. Hos alle andre
pattedyr foretager testiklerne en vandring ned gennem
bughulen og ud gennem lyskekanalen for at ende i den
såkaldte pung., en parret hudfold mellem baglemmerne.
Denne vandring kaldes ”descensus testis”, den foregår
som regel lige før eller efter fødslen, hos hunden i de
første leveuger og i hvert fald sjældent efter at
hvalpen er 3 – 4 mdr. gammel.
Udebliver descensus testis helt eller delvis, opstår den
tilstand, som vi kalder kryptorchisme. Ordet
kryptorchisme er en sammentrækning af de to græske ord
krypto og orchis, der henholdsvis betyder skjult og
testikel. Kryptorchisme betyder altså oversat til dansk
”skjult testikel”.
Hos hunden findes ingen anden betegnelse for tilstanden
end kryptorchisme, hos de andre husdyr derimod har vi
særlige danske navne som for eksempel klaphingst og
halvorne.
Vi inddeler kryptorchismen på forskellig måde. Man taler
om ensidig og dobbeltsidig kryptorchisme, alt eftersom
det er den ene eller begge testikler, der mangler i
pungen.
Testiklerne kan blive tilbageholdt på et hvilket som
helst sted under nedstigningen til pungen. Bliver
testiklerne på deres oprindelige plads, eller
tilbageholdes de på et andet sted i bughulen, taler vi
om abdominal kryptorchisme (abdomen = bughulen).
Tilbageholdes testiklerne i lyskekanalen, taler vi om
inguinal kryptorchisme (canalis inguinalis =
lyskekanalen), og endelig har vi betegnelsen
pseudo-kryptorchisme (pseudo = falsk eller u-egentlig),
der dækker den tilstand, hvor testiklen vel ligger i
lyskekanalen, men med sin nederste ende rager ud gennem
dennes ydre åbning, således at man eventuelt kan føle
testiklen gennem huden. I alle de ovennævnte tilfælde er
testiklen tilbageholdt et eller andet sted i den bane,
som den normalt gennemløber fra sin plads oppe under
lænden ned til pungen. Man kan dog også se det forhold,
at testiklen tilbageholdes i bughulen, lejret helt uden
for sin normale bane, f.eks. mellem tarmene fortil i
bughulen.
Statistiske undersøgelser om kryptorchisme hos hunden er
få, specielt for schæferhunden mig bekendt ingen. I
Tyskland havde man lige før krigen på foranledning af
Dr. Rosebeck påbegyndt en undersøgelse af
kryptorchismens forhold blandt de tyske schæferhunde,
men dette arbejde er antagelig blevet afbrudt af krigen.
Der foreligger imidlertid fra professor Skoda ved
veterinærskolen i Wien et stort arbejde vedrørende dette
forhold omfattende alle døde og aflivede hunde, der på
et bestemt tidspunkt blev indbragt til veterinærskolen.
Undersøgelsen omfatter i alt over 1100 hanhunde
tilhørende forskellige racer. Undersøgelsen viste, at
5,5% af hundene var kryptorchide, deraf var 0,8%
dobbeltsidige, 3,5% højresidige og 1,2% venstresidige.
Som det ses var den højresidige kryptorchisme langt den
hyppigste; dette skyldes antagelig et specielt anatomisk
forhold, som jeg senere kommer tilbage til.
Pseudokryptorchismen var langt den hyppigste form, idet
den androg 3,7% af samtlige tilfælde. Hvis denne
undersøgelse også dækker forholdene andetsteds, hvad man
vel må have lov at antage, er kryptorchismen en af de
mest udbredte misdannelser hos vore hunde.
Kryptorchismens årsager kan deles i to hovedgrupper,
nemlig de, der er arveligt betingede, og de, der skyldes
sygdomme i testiklerne eller deres nærmeste omgivelser.
Langt de fleste tilfælde af kryptorchisme kan henføres
til den første gruppe. Her skal lige nævnes nogle af de
vigtigste forhold:
Før nedstigningen er testiklerne ligesom alle
bughuleorganer ophængt i et såkaldt krøs, en fold af
bughinden, der ved en anden fold står i forbindelse med
tarmkrøset. I fosterlivet er denne forbindelse ret
kraftigt udviklet, men efter nedstigningen hos den
voksne hund er der kun svage, næppe påviselige rester
tilbage. – Hos den kryptorchide hund ser man derimod
denne forbindelse bibeholdt i sin oprindelige kraftigt
udviklede tilstand, således at testiklerne på denne måde
faktisk er fikseret i bughulen. Der gør sig nu det
forhold gældende, at den højre testikels krøs står i
forbindelse med tolvfingertarmens krøs, der er meget
kort og stramt, den venstre testikels krøs står i
forbindelse med tyktarmskrøset, der er meget længere og
mere bevægeligt. I dette forhold mener man at have
forklaringen på den hyppigere forekomst af højresidig
kryptorchisme, idet den højre testikel på grund af
tolvfingertarmens stramme krøs får mindre bevægelighed
end den venstre. Et andet forhold af stor betydning er
den tilbøjelighed til fedtaflejring omkring
lyskekanalens indre åbning, som man ofte ser hos vore
hunde. Lyskekanalen bliver på denne måde fuldstændig
blokeret af fedt, der umuliggør testiklens passage.
Prof. Skoda har hos ensidigt kryptorchide hunde bemærket
en kraftigere fedtaflejring på den kryptorchide side end
på den normale. En lignende fedtaflejring findes hyppigt
omkring lyskekanalens ydre åbning. Dette forhold spiller
antagelig en rolle for pseudokryptorchisme, idet
testiklen ved denne jo netop er tilbageholdt på dette
sted og hyppigt findes fuldstændig indlejret i fedt. Der
gives sikkert også tilfælde, hvor det absolutte forhold
mellem lyskekanalens vidde og testiklens størrelse er af
en sådan beskaffenhed, at passage er umulig.
Af sygelige tilstande, der kan medføre kryptorchisme,
skal nævnes betændelse i og om testiklen, der medfører
sammenvoksning med naboorganer. Svulstdannelse i
testiklen er heller ikke nogen sjælden årsag til
kryptorchisme, idet disse ved deres forøgelse af
testiklens omfang umuliggør passage gennem lyskekanalen.
Ved undersøgelse af testiklerne hos kryptorchide hunde
viser det sig næsten altid at den eller de tilbageholdte
testikler er af en ringere størrelse end normalt og af
en underlig slap konsistens. Ved mikroskopisk
undersøgelse af sådanne testikler finder man, at disse
praktisk taget ikke indeholder et eneste sædlegeme,
dette vil igen sige, at sådanne testikler er sterile,
hvilket også stemmer overens med den kendsgerning, at
den dobbeltsidigt kryptorchide hund ikke er i stand til
at give afkom. Den ensidigt kryptorchide hund er derimod
som regel frugtbar i kraft af sin ene normale testikel.
Foruden at producere sæd har testiklerne endnu en vigtig
funktion nemlig den såkaldt indre sekretion, der består
i at visse cellegrupper afsondrer et stof, de såkaldte
kønshormoner, der ikke udskilles sammen med sæden men
går direkte over i blodet. Den producerede mængde af
disse stoffer er afgørende for dyrets psyke og
udviklingen af de såkaldte sekundære kønskarakterer.
Disse er ikke lige fremtrædende hos alle dyrearter. Jeg
skal nævne nogle eksempler: Hanløvens manke, hjortens
gevirer og visse hanfugles prangende fjerfarver hører
alt sammen ind under begrebet sekundære kønskarakterer,
men vi ser dem også hos vore schæferhunde om end i
mindre fremtrædende grad og benytter os af dem ved
bedømmelser. Vi kender alle udtrykkene maskulin og
feminin og ved, hvad der menes med dem. En rigtig
avlshan skal være maskulin, omvendt skal tæven være
feminin. Det, vi her bedømmer er netop de sekundære
kønskaraktere. Ved kryptorchisme får vi en unormal
produktion af kønshormonerne. I nogle tilfælde f.eks.
hos hingsten får vi en overproduktion, der giver dyret
et lunefuldt temperament som regel i forbindelse med en
forøget kønsdrift.
Hos hunden tyder foretagne undersøgelser på det
modsatte, en nedsat produktion af kønshormonerne med et
deraf følgende feminint udseende. Man har også eksempler
på, at kryptorchide hunde har nedsat kønsdrift, idet de
ikke interesserer sig for løbske tæver.
En udelukkelse af kryptorchide dyr fra avlen kan
naturligvis ikke udrydde kryptorchismen, men den vil i
det lange løb kunne indskrænkes til de ret sjældne
tilfælde vi i arvelighedslæren betegner som ”atavisme”,
tilbageslag til fjerne forfædre. Jeg vil lige til slut
gøre opmærksom på, at anlægget til kryptorchisme
udmærket kan nedarves gennem tæver.
Inden for den tyske schæferhundeavl har man allerede for
år tilbage forbudt såvel præmiering som avlskåring af
kryptorchide dyr. Dansk Schæferhundeklub avlskårer som
bekendt heller ikke kryptorchide hunde.
Niels Ravn |