Tilbage til ABR - Hjørnet
Artiklerne er beskyttet af ophavsret - © ABR
 

Kryptorchisme

Fornylig talte jeg med et mangeårigt medlem, der i lige så mange år har været opdrætter. Han sagde til mig: Er du klar over, at kryptochisme i øjeblikket er et stort problem i nogle linier. Vi kunne mindes, at der i klubbens historie havde været enkelte hunde, der i særlig grad havde gjort sig bemærket ved at nedarve denne skavank. Han mente, at vi lige nu havde mange kryptorchide hvalpe, og at det ville være på sin plads at gøre nye opdrættere opmærksomme på, at det var et problem, som man skulle søge at undgå.
Det svære er, at det ikke er så ligetil at skaffe sig oplysninger om, hvilke dyr, man skal tage sig i agt for. Måske bryder en del opdrættere sig ikke om at tale for højt om, at de havde for mange af slagsen i sidste kuld. Det kunne være en dårlig reklame for kuldet, hvis der senere skulle vise sig, at nogle herfra blev avlsinteressante. Jeg mindes en tidligere årsvinder på HAS, der havde to kryptorchide brødre. Det taltes der meget om dengang, og det var ikke en reklame for ham.
Der er det svære ved kryptorchisme, at det er en vigende egenskab, som skal være til stede i dobbelt dosis for at slå igennem. Der skal altså komme et anlæg fra både faderen og moderen. Det betyder samtidig, at et anlæg kan bæres videre gennem flere generationer uden at slå igennem. Det er derfor svært at avle sig ud af. Samtidig foregår der ved hver ny generation en udspaltning, så en hund godt kan have kryptorchide søskende uden selv at bære anlægget.
Skavanken knytter man normalt til hanner. Det er jo dem, der rammes af den, men det kan lige så godt være en tæve, der avlsmæssigt gør sig uheldigt bemærket. En af de tæver, der har betydet særdeles meget for den danske schæferhundeavl, var kendt for at føre anlægget og give det videre til en del afkom, men vi har også fra tid til anden haft hanner både importerede og dansk opdrættede, som nedarvede meget kryptorchisme.
Der har fra tid til anden været gjort forsøg på at skaffe overblik over, hvilke dyr man skulle være opmærksomme på, men det har altid vist sig for svært at skaffe tilstrækkeligt pålidelige oplysninger, så opdrætterne har måttet nøjes med at samle sig viden gennem samtaler med andre opdrættere og den viden, de ellers kan få ved at færdes rundt i hundeverdenen.

Om dette emne har den tidligere formand i Dansk Schæferhundeklub dyrlæge Niels Ravn skrevet en artikel. Den stod første gang at læse i Dansk Schæferhundeklubs medlemsblad i september 1960. Den har sidst været bragt i 1985 i Schæferhunden. Det er længe siden, men artiklen har stadig aktualitet og giver en bred viden om emnet.

ABR

 

Kryptorchismen hos hunden

Hos krybdyr, fugle og pattedyr anlægges testiklerne i fosterlivet som et parret organ oppe under lænden lige bag ved nyrerne. Her bliver de liggende hele livet igennem hos krybdyrene, fuglene og enkelte pattedyr, f.eks. kloakdyrene, hvaler og elefanter. Hos alle andre pattedyr foretager testiklerne en vandring ned gennem bughulen og ud gennem lyskekanalen for at ende i den såkaldte pung., en parret hudfold mellem baglemmerne. Denne vandring kaldes ”descensus testis”, den foregår som regel lige før eller efter fødslen, hos hunden i de første leveuger og i hvert fald sjældent efter at hvalpen er 3 – 4 mdr. gammel.

Udebliver descensus testis helt eller delvis, opstår den tilstand, som vi kalder kryptorchisme. Ordet kryptorchisme er en sammentrækning af de to græske ord krypto og orchis, der henholdsvis betyder skjult og testikel. Kryptorchisme betyder altså oversat til dansk ”skjult testikel”.

Hos hunden findes ingen anden betegnelse for tilstanden end kryptorchisme, hos de andre husdyr derimod har vi særlige danske navne som for eksempel klaphingst og halvorne.

Vi inddeler kryptorchismen på forskellig måde. Man taler om ensidig og dobbeltsidig kryptorchisme, alt eftersom det er den ene eller begge testikler, der mangler i pungen.

Testiklerne kan blive tilbageholdt på et hvilket som helst sted under nedstigningen til pungen. Bliver testiklerne på deres oprindelige plads, eller tilbageholdes de på et andet sted i bughulen, taler vi om abdominal kryptorchisme (abdomen = bughulen). Tilbageholdes testiklerne i lyskekanalen, taler vi om inguinal kryptorchisme (canalis inguinalis = lyskekanalen), og endelig har vi betegnelsen pseudo-kryptorchisme (pseudo = falsk eller u-egentlig), der dækker den tilstand, hvor testiklen vel ligger i lyskekanalen, men med sin nederste ende rager ud gennem dennes ydre åbning, således at man eventuelt kan føle testiklen gennem huden. I alle de ovennævnte tilfælde er testiklen tilbageholdt et eller andet sted i den bane, som den normalt gennemløber fra sin plads oppe under lænden ned til pungen. Man kan dog også se det forhold, at testiklen tilbageholdes i bughulen, lejret helt uden for sin normale bane, f.eks. mellem tarmene fortil i bughulen.

Statistiske undersøgelser om kryptorchisme hos hunden er få, specielt for schæferhunden mig bekendt ingen. I Tyskland havde man lige før krigen på foranledning af Dr. Rosebeck påbegyndt en undersøgelse af kryptorchismens forhold blandt de tyske schæferhunde, men dette arbejde er antagelig blevet afbrudt af krigen.

Der foreligger imidlertid fra professor Skoda ved veterinærskolen i Wien et stort arbejde vedrørende dette forhold omfattende alle døde og aflivede hunde, der på et bestemt tidspunkt blev indbragt til veterinærskolen. Undersøgelsen omfatter i alt over 1100 hanhunde tilhørende forskellige racer. Undersøgelsen viste, at 5,5% af hundene var kryptorchide, deraf var 0,8% dobbeltsidige, 3,5% højresidige og 1,2% venstresidige. Som det ses var den højresidige kryptorchisme langt den hyppigste; dette skyldes antagelig et specielt anatomisk forhold, som jeg senere kommer tilbage til. Pseudokryptorchismen var langt den hyppigste form, idet den androg 3,7% af samtlige tilfælde. Hvis denne undersøgelse også dækker forholdene andetsteds, hvad man vel må have lov at antage, er kryptorchismen en af de mest udbredte misdannelser hos vore hunde.

Kryptorchismens årsager kan deles i to hovedgrupper, nemlig de, der er arveligt betingede, og de, der skyldes sygdomme i testiklerne eller deres nærmeste omgivelser. Langt de fleste tilfælde af kryptorchisme kan henføres til den første gruppe. Her skal lige nævnes nogle af de vigtigste forhold:

Før nedstigningen er testiklerne ligesom alle bughuleorganer ophængt i et såkaldt krøs, en fold af bughinden, der ved en anden fold står i forbindelse med tarmkrøset. I fosterlivet er denne forbindelse ret kraftigt udviklet, men efter nedstigningen hos den voksne hund er der kun svage, næppe påviselige rester tilbage. – Hos den kryptorchide hund ser man derimod denne forbindelse bibeholdt i sin oprindelige kraftigt udviklede tilstand, således at testiklerne på denne måde faktisk er fikseret i bughulen. Der gør sig nu det forhold gældende, at den højre testikels krøs står i forbindelse med tolvfingertarmens krøs, der er meget kort og stramt, den venstre testikels krøs står i forbindelse med tyktarmskrøset, der er meget længere og mere bevægeligt. I dette forhold mener man at have forklaringen på den hyppigere forekomst af højresidig kryptorchisme, idet den højre testikel på grund af tolvfingertarmens stramme krøs får mindre bevægelighed end den venstre. Et andet forhold af stor betydning er den tilbøjelighed til fedtaflejring omkring lyskekanalens indre åbning, som man ofte ser hos vore hunde. Lyskekanalen bliver på denne måde fuldstændig blokeret af fedt, der umuliggør testiklens passage. Prof. Skoda har hos ensidigt kryptorchide hunde bemærket en kraftigere fedtaflejring på den kryptorchide side end på den normale. En lignende fedtaflejring findes hyppigt omkring lyskekanalens ydre åbning. Dette forhold spiller antagelig en rolle for pseudokryptorchisme, idet testiklen ved denne jo netop er tilbageholdt på dette sted og hyppigt findes fuldstændig indlejret i fedt. Der gives sikkert også tilfælde, hvor det absolutte forhold mellem lyskekanalens vidde og testiklens størrelse er af en sådan beskaffenhed, at passage er umulig.

Af sygelige tilstande, der kan medføre kryptorchisme, skal nævnes betændelse i og om testiklen, der medfører sammenvoksning med naboorganer. Svulstdannelse i testiklen er heller ikke nogen sjælden årsag til kryptorchisme, idet disse ved deres forøgelse af testiklens omfang umuliggør passage gennem lyskekanalen.

Ved undersøgelse af testiklerne hos kryptorchide hunde viser det sig næsten altid at den eller de tilbageholdte testikler er af en ringere størrelse end normalt og af en underlig slap konsistens. Ved mikroskopisk undersøgelse af sådanne testikler finder man, at disse praktisk taget ikke indeholder et eneste sædlegeme, dette vil igen sige, at sådanne testikler er sterile, hvilket også stemmer overens med den kendsgerning, at den dobbeltsidigt kryptorchide hund ikke er i stand til at give afkom. Den ensidigt kryptorchide hund er derimod som regel frugtbar i kraft af sin ene normale testikel.

Foruden at producere sæd har testiklerne endnu en vigtig funktion nemlig den såkaldt indre sekretion, der består i at visse cellegrupper afsondrer et stof, de såkaldte kønshormoner, der ikke udskilles sammen med sæden men går direkte over i blodet. Den producerede mængde af disse stoffer er afgørende for dyrets psyke og udviklingen af de såkaldte sekundære kønskarakterer. Disse er ikke lige fremtrædende hos alle dyrearter. Jeg skal nævne nogle eksempler: Hanløvens manke, hjortens gevirer og visse hanfugles prangende fjerfarver hører alt sammen ind under begrebet sekundære kønskarakterer, men vi ser dem også hos vore schæferhunde om end i mindre fremtrædende grad og benytter os af dem ved bedømmelser. Vi kender alle udtrykkene maskulin og feminin og ved, hvad der menes med dem. En rigtig avlshan skal være maskulin, omvendt skal tæven være feminin. Det, vi her bedømmer er netop de sekundære kønskaraktere. Ved kryptorchisme får vi en unormal produktion af kønshormonerne. I nogle tilfælde f.eks. hos hingsten får vi en overproduktion, der giver dyret et lunefuldt temperament som regel i forbindelse med en forøget kønsdrift.

Hos hunden tyder foretagne undersøgelser på det modsatte, en nedsat produktion af kønshormonerne med et deraf følgende feminint udseende. Man har også eksempler på, at kryptorchide hunde har nedsat kønsdrift, idet de ikke interesserer sig for løbske tæver.
En udelukkelse af kryptorchide dyr fra avlen kan naturligvis ikke udrydde kryptorchismen, men den vil i det lange løb kunne indskrænkes til de ret sjældne tilfælde vi i arvelighedslæren betegner som ”atavisme”, tilbageslag til fjerne forfædre. Jeg vil lige til slut gøre opmærksom på, at anlægget til kryptorchisme udmærket kan nedarves gennem tæver.

Inden for den tyske schæferhundeavl har man allerede for år tilbage forbudt såvel præmiering som avlskåring af kryptorchide dyr. Dansk Schæferhundeklub avlskårer som bekendt heller ikke kryptorchide hunde.

Niels Ravn

 
 









 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 

 

   

 
 
© 2001-2025 schaeferhunden.dk all rights reserved | index | top af siden