Om bedømmelsen i forbindelse med HD -
fotografering.
Det, der satte mig i gang med at skrive dette, var, at
jeg hørte om en hund, der nylig var blevet
røntgenfotograferet for HD. Dyrlægen ville ikke udtale
sig med sikkerhed men anslog forsigtigt A måske B, men
var sikker på, at de to sider var lige fine. Det
skuffende resultat blev A C. Det er ikke første gang,
jeg har hørt en sådan historie. I et lignende tilfælde,
her var det dog A B, forespurgte hundeejeren DKK´s
dyrlæge og fik for det første den forklaring, at grunden
til den forskellighed, som hverken dyrlægen eller andre,
der havde set billederne, kunne se, var, at centrum i
kuglehovedet i den ene hofte lå 1 mm forskubbet i
forhold til det andet. Dernæst at det skulle ejeren
overhovedet ikke bekymre sig om, for det havde slet
ingen betydning. Hunden var helt i orden og ville aldrig
få problemer.
Nej det er nok muligt, men det kan være at ejeren får.
For hvad skal man tro efter en sådan en forklaring? Må
man ikke tro, at når en hund f.eks. har A C hofter, så
er der stor forskel på de to sider? Bekymrede hundeejere
kunne være bange for, at når der var så stor forskel,
som det på papiret kommer til udtryk, så vil hunden
måske slide de to sider forskelligt og få problemer
senere. Hvis forskellen er så lille, at den kun kan
findes med fine måleinstrumenter, og man får at vide, at
det ingen betydning vil få for hunden, hvorfor så den
bedømmelse?
Hvad nu hvis ejeren har lyst til at avle på hunden. Når
han skal sælge hvalpe efter sin hund, hjælper det ikke,
at han forklarer køberne, at på røntgenbillederne ser
det meget fint ud. Hvem vil tro på det? Hvorfor også
pådømme en forskel, som ikke har betydning for hundens
velbefindende? Har det måske i virkeligheden heller ikke
avlsmæssig betydning? Det har i hvert fald en
reklamemæssig betydning.
Et problem for den mulige opdrætter er, hvordan vil en C
side, der er så hårfint bedømt nedarves? I forvejen er
det meget svært at få klare retningslinjer for HD´s
nedarvning. Hvis man betragter materialet, som jo er
stort, kan man helt klart se, at en hunds egenstatus
ikke er et sikkert holdepunkt. Jamen så har vi jo
indexet. Men har vi nu også det? Hvis det drejer sig om
ovennævnte hund, så får den jo et klart ringere index,
end hvis begge sider havde fået A, og hvis denne
bedømmelse blot viser en lille forskel, som måske ikke
nedarves, hvad skal vi så tro om indexet? Hviler det på
et rigtigt grundlag.?
Danske opdrættere har oplevet så meget omkring HD, at
det er svært at vide, hvad man skal tro, men en ting er
sikkert. Tiltroen til systemet er ikke stor. Det er jo
ikke sådan, at danske opdrættere ikke gerne vil prøve at
avle sig ud af HD problemet, men det har været forsøgt i
årtier, uden at vi åbenbart er kommet videre, og dertil
kommer, at danske hunde tilsyneladende er ringere end
for eksempel de tyske, selv om det er det samme
avlsmateriale, der findes i begge lande.
Da jeg fik julenummeret af Schæferhunden i hånden og sad
og kiggede i særtillægget, slog det mig, at mange hunde
havde B eller C, og jeg fik lyst til at lave en lille
undersøgelse.
Det er en ganske uvidenskabelig undersøgelse, som ikke
kan bruges til at bevise noget, men det er en
tankevækkende undersøgelse, for jeg tror, den udtrykker
en sandhed. Med alle de forbehold man kan tage, så tyder
det stærkt på, at der er en stor forskel på, hvordan man
vurderer røntgenbilleder i Danmark og i Tyskland.
Hvordan harmonerer det med, at vi sammen med en række
andre lande er med i WUSV og arbejder bredt mod fælles
regler i hundearbejdet. Hvor længe kan man tolerere, at
man i et land har bedømmere, der tilsyneladende har
deres egne bedømmelseskriterier og ikke vil rette ind
efter de regler, der gælder i andre lande. Ja vi ved jo
ikke noget konkret, vi menige ser jo ingen tal mere, men
vi har alle hørt en del, og jeg synes tallene taler
deres tydelige sprog.
Først optalte jeg de hunde, der var med på HAS. De er i
virkeligheden for gode, for en del af de deltagende er
fotograferet i Tyskland. Så undersøgte jeg deltagerne
ved DM i BHP3 i år. Dernæst gik jeg til Tyskland og
undersøgte de første75 deltagende hunde på BSP, samt 12
fra hver af de fire ældste klasser på BSZS fra nummer 20
og fremefter.
Til slut gennemgik jeg den danske avlskåringsbog fra
2001, og endelig 50 tilfældigt udvalgte (25 hanner og 25
tæver) fra Körbuch 2000.
Til arbejdet med de tyske hunde havde jeg mægtig hjælp
af Tommys hundeprogram WinSIS-X, som jeg varmt kan
anbefale alle, der har brug for at søge oplysninger af
mange forskellige slags vedrørende vore hunde. Det er
meget grundigt og meget pålideligt.
Tallene fra de forskellige grupper er lidt forskellige,
men tendensen er den samme i alle grupper. Sammenligner
man en gruppe danske hunde med en tilsvarende tysk, har
en hvilken som helst tysk gruppe langt flere A hunde end
en tilsvarende dansk.
HAS
A 46% B 45% C 9%
BSZS
A 66% B 26% C 8%
DM BHP3
A 40% B 47% C 13%
BSP
A 81% B 14% C 5%
Avlskåringsbogen 2001
A 40% B 52% C 8%
Körbuch 2000
A 76% B 18% C 6%
ABR |