BSZS 2014 i Nürnberg

For tredje gang i nyere tid afholdtes BSZS i Nürnberg. Det er også et godt sted, bortset fra, at det ligger så langt fra Danmark, men så passer det bedre for italienerne, og dem var der ganske mange af. Det kunne man forvisse sig om ved at kaste et blik i kataloget. I det hele taget fyldte udenlandske opdrættere og ejere meget på denne udstilling. Pelle Lundkvist lavede en optælling, der temmelig overraskende viste, at 67 % af de tilmeldte hunde enten var opdrættet og eller ejet af folk fra de omliggende lande. Ganske vist kan man jo ikke helt regne med dette, da en del af ejerskaberne er pro forma, men selv med dette taget i betragtning er det klart, at det rent tyske islæt er trængt tilbage i forhold til tidligere, hvor udenlandske hunde var klart i mindretal. Den udvikling passer også godt med, at Siegerschau er blevet mindre, hvilket i øvrigt også gælder tyske skuer i det hele taget. En tendens, der ligner den, vi selv oplever herhjemme. Det gør imidlertid ikke oplevelsen af BSZS ringere. Det er stadig spændende at komme ned og se de bedste dyr i racen konkurrere, og når vejret arter sig som i år, er det en dejlig oplevelse.

Fredagen går med standmønstring i alle klasserne samt TSB prøvning. Det er en lang dag, og det kræver koncentration, hvis man f.eks. har valgt at følge TSB prøvningen dagen igennem. Det har nogle år trukket ud til hen på aftenen, i år nåede man at blive færdig før aftenen faldt på.
 Det vigtigste om lørdagen er jo præsentation af afkomsgrupperne. 34 grupper var tilmeldt. Også dette har i lighed med fredagens mod og kampdriftprøve tidligere trukket ud, så vi er blevet sent færdige. I år var der strammet lidt op, så grupperne efter en præsentation kun fik en tur rundt i ringen. 
Om søndagen udløses så spændingen, når toppen af klasserne stilles. Der var i år kommet mere kontrol over afviklingen af mønstringen i travergrupperne i forhold til sidste år, og det var også positivt at se, at præsentationen i flere tilfælde førte til resultat, så en hund kunne blive straffet eller belønnet efter sin indsats. Det er ikke altid, vi har oplevet det. Rart at se, for selv om denne afdeling er et show, så siger det alligevel også noget om en hunds vitalitet, hvordan den præsenterer sig her. Et godt eksempel på det er Mentos v. Osterberger-Land.


(Mentos v. Osterberger-Land i en karakteristisk position, Foto: Erling Mortensen)

Han førte gruppen an og løb ikke så hurtigt i den første del, og føreren af hunden på andenpladsen viste sin utålmodighed ved en armbevægelse, men det var for tidligt, for så satte Mentos fra land, viste hele sin styrke og lagde afstand til resten af feltet med gangformåen og gangvilje, som vi kender så godt fra den tid, han som ganske ung førte feltet an på mange skuer herhjemme.
I den generelle del af sine kommentarer til brugsklasse hanner nævnte Bundeszuchtwart Lothar Quoll, at man i fremtiden skulle være opmærksom på at undgå for snæver indavl. Her er netop Mentos interessant som et alternativ. Over sin far Nando v. Gollerweiher går han via Lasso Neuenberg og den danske Folemarkens Jasso helt tilbage til gamle Canto v.d. Wienerau. Desværre var Nando ikke stærk, når det gælder HD, og Mentos har da heller ikke et stærkt indeks, selv om det har forbedret sig med tiden. Til gengæld står både Nando og Mentos som repræsentanter for dyr med robust psyke. Det har Mentos bevist, når han om fredagen har aflagt modprøve, hvor han altid har ligget i top og de sidste to år med cifrene 5 – 5. Mentos stillede sin tredje afkomsgruppe, en tiltalende gruppe, ikke nogen stor gruppe men en gruppe med dyr af kvalitet. Han er selv en hund med korrekte proportioner, mens der i gruppen var enkelte dyr, der tenderede det langstrakte, en god middelstørrelse og faste bagparter prægede gruppen. Hans bedste søn Yuri v. Osterberger-Land er en storrammet, strakt han med meget lange, flotte bevægelser. I unghunde hanner gik Xentos v.d. Wilhelmswarte som sg 11. Også på tævesiden var han godt repræsenteret med Yele v. Drei Birkenzwinger som V 24 og med Beauty v. Drei Birkenzwinger som vinder af unghundeklasse tæver.


(Beauty vom drei Birkenzwinger, Foto: PAKA)

Efter Mentos gik Omen v. Radhaus, som sidste år trak hele læsset. Som individ repræsenterer han på bedste vis linjen fra Remo v. Fichtenschlag. Remo selv kan stadig være med. Han kom om fredagen og gik i spidsen for sin femte afkomsgruppe, en gruppe, der fastslår hans store gennemslagskraft. Han præger sit afkom og giver dyr af høj kvalitet, det viser resultater som 3 sønner i VA og desuden 3 mere i bedste ring, dertil 3 tæver i VA og en vinder i unghunde hanner. Det er resultater, der taler for sig selv.



(Remo v. Fichtenschlag som treårig, Foto: Erling Mortensen)

Hans søn Omen er en meget betydelig og kraftfuld han.


(Omen v. Rashaus, Foto: Erling Mortensen)

Han stillede en smuk gruppe, hvor især tæverne faldt i øjnene. Hans sønner markerer sig ikke så iøjnefaldende som i Remos tilfælde. En god søn Gucci v.d. Elbe-Saale-Winkel klarede ikke TSB. En anden af hans gode sønner er Laban v. Emkendorfer Park. Vi kender ham herhjemmefra, han gik som nummer tre på HAS i sommer, og han viste i modsætning til Gucci fint forsvarsarbejde. Her i Nürnberg blev han V 36. I brugsklasse tæver havde Omen VA Lory d’Ulmental samt V 39 Mike v. Emkendorfer Park. Også i de yngste klasser var der højt placerede dyr som sg 4 og sg 10 i hanklassen og sg 8 og sg 12 i tæveklassen. Gruppen gav et ensartet helhedsindtryk af middelstore dyr med gode overlinjer og vinkler og gode bevægelser. Pigmentet kunne ønskes varmere.
Blandt Remos iøjnefaldende sønner indtager Iliano en sikker plads.


(Iliano v. Fichtenschlag, Foto: Erling Mortensen)

Han har fra begyndelsen haft stor bevågenhed hos opdrætterne, og på den baggrund kunne man måske have forventet, at han havde haft en endnu større gruppe. Dette er hans anden gruppe, en smuk og ensartet gruppe af typefulde dyr, enkelte dyr holder ikke helt overlinjen i bevægelse, og ligesom sidste år er der lidt problemer med hoveder, nogle dyr har et lidt svagt stop. Han har en lovende arvtager i sønnen Djambo v. Fichtenschlag, der blev V 5. Søsteren Damina blev ligeledes V 5.


(Djambo fulgte lige efter sin far i afkomsgruppen, Foto: Erling Mortensen)

Også i de yngre klasser var der gode repræsentanter som sg 26 Pjero v. Fichtenschlag i unghunde hanner og sg 15 Iliano du Val d’Anzin i yngste hanner.
Det kan være svært at fremhæve en af Remos sønner frem for de andre, men når det gælder udstråling og præsentation, kan man ikke komme udenom Pacco v. Langenbungert, som dette år rykkede ind i VA. Med sit smukke pigment, hele rejsning og temperamentsfulde fremtræden er han meget iøjnefaldende.


(Pacco v. Langenbungert, Foto: Erling Mortensen)

Et minus for ham selv er hans bevægelse, hvor han knapt slår til. Han har mangler i fremgrebet, og i hurtig fremførelse bliver han bagefter. Det er heldigvis ikke noget, der præger hans gruppe. Han stillede en stor og absolut positiv gruppe. Set i forhold til sidste års gruppe, der var en førstegangsgruppe dækkende en kort avlsperiode, viser denne gruppe et godt avlsresultat med typefulde, velgående dyr også med en god repræsentation i toppen. Blandt de bedste er sg 6 Whillo v. Klostermoor og sg 10 Keule v. Holtkämper Hof i unghunde hanner og sg 11 Faust v. Hülsbach i yngste hanner. Også blandt tæverne sås mange gode dyr f.eks. sg 18 Quanta-Opal v.d. Ybajo Hoeve, sg 20 Cleo v.d. Bruckner Allee samt sg 37 danske Paka Larissa i unghundeklassen. I yngste klasse tæver gik 2 søstre til Faust v. Hülsbach som sg 14 og sg 20, et stærkt kuld.
Figo v. Nordteich er en Remosøn, der i en periode fik rigtig mange parringer. Han startede sin karriere med at blive sg 2 i unghundeklassen og var derefter V 15 og i år V 11. Han stillede en noget ujævn gruppe med enkelte gode dyr, men som helhed savnedes kvalitet i gruppen. Dyrene virkede lidt langbenede og der var problemer med forpartsvinklingen, hvilket også kunne ses i bevægelsen, hvor nogle dyr havde mangler i fremgrebet.
Nando v. Welsetal er endnu en Remosøn, der stillede en gruppe. Det var en førstegangsgruppe, der dækkede et halvt års avlsindsats, og det er jo ofte lidt svært med så kort en periode, men det var en gruppe med gode modeller, velpigmenterede og velgående, en t endens til store dyr, hvor enkelte faldt i manken. Det største problem var, at flere dyr i gruppen virkede lidt trykkede af situationen. Bedst placeret var Nelly di Zenevredo, der blev sg 7 i yngste tæver.

I samme linje som Remo ligger Yankee v. Feuermelder.


(Yankee v. Feuermelder fra dengang han var i yngste klasse, Foto: Erling Mortensen)

Han går over Joker v. Eichenplatz og Yukon v.d. Bastillie tilbage til Hill v. Farbenspiel, som også er bedstefar til Remo. Yankee er faldet i et eksteriørmæssigt særdeles stærkt kuld. Både han og søsteren Yakimo stod som sg to i unghundeklasserne og rykkede året efter ind i VA. Desuden er der yderligere to brødre Yester og Yussuf, der har været sat ind i avlen. Yankee stod første gang i VA i 2012, hvor han i høj grad påkaldte sig opmærksomheden. Han og Labo v. Schollweiher, der også var ny i klassen, viste klart gruppens mest imponerende ganganlæg med rejsning, høj skulder, flot overlinje og dynamiske bevægelser. Yankee stod et år mere i VA inden han blev solgt. Han var fra starten meget efterspurgt men tabte med tiden terræn hos opdrætterne, måske fordi han ikke var så stærk, når det gjaldt hofter og albuer. Her i år i Nürnberg stillede han sin første afkomsgruppe, der absolut levede op til det billede faderen selv tegnede i 2012. En flot gruppe af gode typer med flydende bevægelser og stærke overlinjer. Lidt svagt pigment. En lovende ung søn Polo v. Arlett bestod ikke mod og kampdrift. I de yngre klasser var han godt repræsenteret i toppen som sg 8 Varc-Völgyi Jenky og sg 13 Vitali v. Kuckucksland. I tæveklassen sg 5 Isia du Val d’Anzin og sg 49 Thomsebo Heaven.
Yankees bror Yester har ikke haft parringer nok til at kunne stille en afkomsgruppe, men en enkelt søn Finn v. Zellwaldrand gjorde sig fordelagtigt bemærket og opnåede V 10.

Labo v. Schollweiher -


(Labo v. Schollweiher, Foto: Erling Mortensen)

- fulgte efter Omen. Han er over Arex v.d. Wilhelmswarte en sønnesøn af Vegas du Haut Mansard. En hund med en flot karriere. I 2011 vandt han i yngste klasse og de tre følgende år har han stået i VA. Han er bedre pigmenteret end sin bedstefar og med en flot udstråling. Som Vegas har han en smukt forløbende overlinje og en flot og flydende bevægelse. Han stillede i år sin anden afkomsgruppe, der netop viste de positive ting, han selv står for, elegante linjer, harmoniske bygningsforhold og flydende bevægelser. Hans bedst placerede børn er sg 14 Campari v. Haus Schwerzel i unghunde hanner og sg 14 i unghundetæver Onda della Valcuvia.
Bortset fra Labo er der tyndet kraftigt ud i Vegas’ efterkommere, der engang var et dominerende syn på BSZS. Der er dog endnu et barnebarn, der har gjort sig gældende desværre ikke med afkom nok til en gruppe men med gode enkeltdyr, der fortjener at nævnes. Det er Wallaby v. Kapellenberg, som har nogle af de karakteristika, der præger linjen. Det er høj skulder og i det hele velforløbende overlinje og flydende bevægelser. Han har en ganske iøjnefaldende søn Memphis v. Solebrunnen, der blev V 9. Sidste års sg 2 i unghundeklasse tæver Yava v. Aurelius fik i år VA, og i unghunde hanner blev danske Juwika Destroyer sg 5. En flot afrunding, når man husker på, at han var vinder på HAS efter at have vundet unghundeklassen på det hollandske og belgiske hovedavlsskue. En smuk buket titler for denne unge hund. Derudover havde Wallaby enkelte andre dyr ganske højt placeret, så man kunne have håbet for ham, at han havde haft bare lidt flere med, så han kunne have vist en gruppe.

Efter Labo fulgte Ballack v.d. Bruckner Allee.


(Ballack  v.d. Bruckner Allee, Foto: Erling Mortensen)

Han er over Hagadahls Figo et barnebarn af Furbo, og dermed er vi ovre i den ganske store slægt, der breder sig ud fra Quenn v. Löher Weg. Figo var den første Furbosøn, der blev placeret i VA, men han døde ung, dog nåede han altså at sætte en søn, der kunne fortsætte. Ballack er en robust og kraftfuld, strakt han med god fasthed og velfungerende gangværk. Han har en tilbøjelighed til lidt kraftig brystdannelse. Det er værd at bemærke, at han som en repræsentant for Quennlinjen i modsætning til flere andre i denne linje står for et robust væsensbillede, som han demonstrerer ved sin oplagte gangglæde og ved at han de to år, han har stået i VA, har demonstreret overbevisende mod og kampdrift. Han stillede en god og ganske stor førstegangsgruppe, der var præget af faderen, ikke med samme varme pigment som de øvrige dyr i Furbos linje men typefulde og velgående dyr, enkelte er som faderen lidt dybe i underbrystet.
Den gamle Furbo kan endnu. Han var repræsenteret med 3 sønner i toppen af brugshundeklassen. VA Fulz di Zenevredo, V 15 og V 16 Sony dei Colli Storici og Turko de Golden Shark.  Desuden med både sønner og sønnesønner, der stillede afkomsgrupper. Der kunne have været flere, men desværre bestod sidste års VA Leo v.d. Zenteiche ikke mod og kampdriftprøven. I det hele taget er dette jo ikke Furbos stærke side. For eksempel brillerede hverken Fulz eller dennes søn Pepe v. Kuckucksland på det område, selv om sidstnævnte til min forundring af dommeren bedømtes med 4 – 4.
Furbos stærke side er, at både han og flere af hans sønner giver godt pigmenterede, typefulde dyr. Det kom godt til udtryk i Fulz di Zenevredos gruppe, som var en smuk gruppe med harmoniske, velpigmenterede og velgående dyr.  Og også med dyr af høj kvalitet. Blandt de bedste var V 8 Pepe v. Kuckucksland, V 26 Jehu Primo Grande og V 30 Zarus d’Ulmental. I tæveklassen var der VA Haiti du Val d’Anzin og V 1Queenie v. Melanchton, også en række gode unge dyr havde han med sg 6 i yngste hanner Macho v. Lamorak som den bedst placerede.
Leos gruppe var ganske stor. Den bestod udelukkende af unge dyr heraf en pæn del med gode placeringer. Blandt de bedste var sg 9 i unghanner Forman v. Schloss Rügland og sg 4 Maus v. Santamar i unghunde tæver. I yngste hanner gik den danske Juwika Frisko som sg 57 og i yngste tæver var sg 4 Viola v.d. Zenteiche.
Igennem hele året har man flere gange kunnet se dyr på de tyske udstillinger efter Landos v. Quartier Latin.


(Landos Quartier Latin, Foto: Erling Mortensen)

En Furbosøn, der er næsten ukendt fra udstillingerne. Han har kun været udstillet et par gange. Han har været tilmeldt BSZS et par gange men er hver gang blevet trukket. Nu kom han i år og gik i spidsen for en afkomsgruppe og viste sig som en smuk, kraftfuld, maskulin han af flot type med et rødligt pigment. Gruppen var præget af ensartethed og bestående af fyldige, kraftfulde typer, velpigmenterede og med flydende bevægelser. Han var godt repræsenteret i den bedste gruppe med V1 i tæveklassen Pedra del Caiatino samt sønnerne sg 16 i unghunde hanner Natan della Valcuvia og sg 3 i yngste klasse Enko dei Murolo.
I Furbos linje var den endnu en hund, der stillede gruppe. Det var Granitt v. Osterberger-Tal efter Fulz. Det var desværre en lidt skuffende gruppe. Der manglede dyr af kvalitet, der var lidt problemer med overlinjerne, og der var en tendens til rigeligt dybe vinkler bag.

En anden af Quenns sønner er Paer v. Hasenborn. Han har haft en flot karriere begyndende med en placering som sg 2 i unghundeklassen, året efter som V 3 og dernæst 4 gange i VA. Han står for en middelstor, korrekt type uden overdrivelser. Stram og med en god fysik. Desværre står den psykiske robusthed ikke mål med det fysiske billede. Han har ikke brilleret ved aflæggelsen af mod og kampdriftprøverne, men dog klaret sig igennem. Han er nu 8 år og deltager ikke mere og havde i år ikke nok afkom med til at kunne stille en afkomsgruppe. Det siger måske også lidt om en manglende psykisk robusthed, når man sammenholder det med, at dommerne flere gange både hvad angår Paer selv og hans to sønner Atos a. Agrigento og Etoo a. Wattenscheid har efterlyst en større repræsentation af afkom i brugshundeklasserne. I år kunne han møde med en søn i VA Atos a. Agrigento og 2 døtre i VA Brenda dei Frutteto og Zara v. Pendler.


(Zara v. Pendler, Foto: PAKA)

Sidste år stod sønnen Etoo aus Wattenscheid for tredje gang i VA. Han stillede da sin anden afkomsgruppe, der fik ros for sine gode typer og lighed med bedstefaderen Quenn, men allerede i år kunne han ikke mønstre nok afkom til en gruppe, en lidt brat afslutning, når man tager i betragtning, at han de seneste år har hørt til blandt de flittigt benyttede hanner.
Atos har vist større energi og fremdrift ved aflæggelsen af mod og kampdrift end de to andre, men sidste år klarede han sig ikke igennem og endte med at forlade figuranten.


(Atos a. Agrigento, Foto: Erling Mortensen)

I år kom han så tilbage, viste et bedre resultat og blev placeret i VA. Han stillede en god gruppe med dyr med god udstråling og gode bevægelser, enkelte dyr var lidt ujævne i overlinjen. Hans bedste søn var V 12 Desperados v. Pendler -


(Desperados v. Pendler, Foto: Erling Mortensen)

- og i tæveklassen kunne han besætte V 21 og V 22. I yngste klasse hanner havde han sg 2 Newton v. Frankengold. Igen i år kan det slås fast, at antallet af dyr i brugshundeklasserne er for lavt.

Den tredje af Quenns mest markante sønner er Tyson v. Köttersbusch. Han har ført en lidt mere tilbagetrukket tilværelse. På grund af rigelig størrelse har han ikke vist sig i brugshundeklassen, bortset fra et enkelt år, hvor han kom og viste, at han godt kunne bestå mod og kampdrift, men udeblev fra travmønstringen. Han har gennem tiden kunnet stille med højtplacerede dyr.


(En af Tysons mange smukke døtre Walerry v. Grafenbrunn, Foto: PAKA)

I øjeblikket repræsenteres hans linje mest gennem sønnen Lennox v. Regina Pacis. Lennox har 2 gange tidligere stillet afkomsgruppe, men efter at han i 2012 ikke bestod mod og kampdrift gled han ud af billedet. Han har dog efterladt sig et par sønner med store muligheder. Yoker v. Pendler var sidste år V2 og rykkede i år ind i VA. Hans mor er den stærkt avlende Corsika v. Pendler, og selv er han en udtalt harmonisk og kraftfuld og maskulin han. Han stillede en meget smuk gruppe, ensartet, velpigmenteret og harmonisk bestående af meget unge dyr.
En anden Lennoxsøn Arre v. Hühnegrab fik V1. Sidste år var han sg 1 i yngste klasse og er en særdeles lovende hund. Meget kraftfuld og maskulin, særdeles tør og stram. Han virker fasttømret med udtalt manke og stærk ryg. På modersiden fører han Dux de Intercanina, som forsvandt hurtigt ud af Tyskland, men som har vist stor avlsformåen i Kina.

Et eksempel på en han, der trods høj alder stadig kan stille afkomsgruppe er Ober v. Bad-Boll.


(Ober v. Bad-Boll, Foto: Erling Mortensen)

Han er fra 2005 og altså ældre end Quennsønnerne. Det er jo sådan, at opdrætterne altid søger mod de unge hanner, og der er mindre interesse for de gamle, der derfor heller ikke altid får de mest spændende tæver. Derfor vil en gruppe efter en gammel han som regel heller ikke kunne måle sig med de grupper, han kunne stille i sine yngre dage. Obers gruppe var da heller ikke særlig imponerende, men til gengæld var det bemærkelsesværdigt, at de brugsdyr han stillede klarede sig godt til mod og kampdrift.  Hans mest markante søn er Enosch v. Amasis.


(Enosch v. Amasis, Foto: Erling Mortensen)

En lidt plump hund uden den store elegance. Han har altid fået højeste bedømmelse til mod og kampdrift. Han har stået to gange i VA, og i år stillede han igen op men udeblev til travmønstringen. Han har gennem tiden været flittigt benyttet i avlen og stillede for anden gang en gruppe, der dog ikke imponerede ved sin kvalitet, og hvor der manglede effektivitet i bevægelserne. Det var helhedsindtrykket, men der var dyr af god kvalitet i gruppen som VA Kronos v. Nürburgring, -


(Kronos v. Nürburgring, Foto: PAKA)

- og hos tæverne VA Ellen di Casa Nobili og V3 Ester di Casa Nobili, og i de unge klasser Søskendeparret Romeo og Rafinia v. Bad-Boll henholdsvis sg 15 og sg 8 i unghundeklasserne.
Sønnen Kronos v. Nürburgring, der sidste år var V 8, rykkede i år ind i VA. Han har linjens kraftige pigmentering og er smukkere i sin linjeføring end faderen, i bevægelsen er han præget af en lidt kort forbensaktion. Han stillede en gruppe af udelukkende yngste dyr, en jævn gruppe, hvor der var gode overlinjer men indskrænkninger i foraktionen og en tendens til lidt kort underbryst. Hans bedst placerede søn var sg 5 Bad-Boll Super Agent.
Endnu en af Obers sønner var med i forfeltet. Saabat v. Aurelius har tre gange stillet i brugshundeklassen, de to sidste gange i VA. Han er en mere elegant og velsnittet hund end de førnævnte. Det kan han nok takke sin moder for. Jury v. Schollweiher er en datter af Vegas du Haut Mansard, der jo netop gav så elegante linjer til sit afkom. Fra faderen har han så blandt andet fået et smukt pigment. Han stillede en gruppe, som var præget af faderens smukke linjer. Det var velgående dyr af god middelstørrelse. En flot og fadertypisk gruppe. Hans bedst placerede søn var sg 3 i unghundeklassen Zorro v. La’Mirage.

En overraskelse var dagens sidste gruppe efter Schumann v. Tronje. Ikke fordi man havde grund til negative forventninger, men fordi denne trods alt ret unge hund kunne stille så stor en gruppe. Han er efter Dux de Intercanina, som efter at have vundet i yngste klasse i Aachen ret hurtigt forsvandt til Kina. Han nåede dog at efterlade sig to sønner, ovennævnte Schumann og Sunyi v. Hühnegrab. De har fulgtes nogenlunde ad i toppen af klasserne, sidste år stod Sunyi som V2 mens Schumann blev V 6. De har begge haft mange parringer men med forskelligt resultat. Sunyi har ikke formået at slå igennem. Han stillede en ujævn gruppe med mangler i overlinje, fremgreb og pigment, mens Schuman som sagt stillede en meget stor gruppe, der også var præget af kvalitet. Det var typefulde dyr med god knoglekraft, god størrelse, velvinklede dyr med gode bevægelser og faste haser. Lidt spredning i pigmentet.
Schumann er barnebarn af en af de tidligere så dominerende avlshunde Zamp v. Thermodos. Zamp har vi ikke hørt så meget fra på det sidste, men ved siden af Schumann er der dukket endnu en hund op, som nok kan tiltrække sig opmærksomheden. Det Ken vom Team Baiertalerblick, som fra starten har fået mange parringer. Han var sidste år sg 8 i yngste klasse og i Nürnberg blev han V 17. Hans far er Zampsønnen Quattro v. Partnachklamm, som selv var yngste vinder. Siden slog han ikke helt igennem, måske blandt andet grundet størrelse, og han formåede heller ikke at overbevise som nedarver, men med Fenja v. Team Baiertalerblick, der er en Vegasdatter, er det altså lykkedes for ham at få en søn, der er interessant.  

Som den sidste hund i VA tog dommeren Fred v. Rumbachtal ind. Det var en afgørelse, der var ventet med spænding. Vi kender ham jo så godt herhjemmefra, hvor han har været på HAS tre år i træk. Det samme har han på BSZS, første gang som V 15, næste år blev han trukket fra travmønstringen, og i år var han så tilbage og gled ind I VA. Ligesom i tilfældet med Schumann og Sunyi har vi også her to halvbrødre, der har fulgtes ad. Den anden er Chacco v.d. Freiheit Westerholt. De er efter Yerom v. Haus Salihin og repræsenterer dermed en alternativ linje, som der kan være god brug for, når man vil undgå for megen indavl. Det er desuden en linje med dyr, der har klaret sig godt til mod og kampdrift. Både Chacco og Fred er blevet fremhævet på det felt. Freds mor er den særdeles velbyggede Zaira v. Rumbachtal, der selv har stået som V 15 på BSZS. Fred blev nok ikke så professionelt startet i sin udstillingskarriere som Chacco. Måske derfor blev Chacco foretrukket og gled ind i VA.


(Afkomsgruppen efter Chacco v.d. Freiheit Westerholt, Foto: Erling Mortensen)

Han er en harmonisk opbygget hund med en smuk pigmentering og fik i starten mange parringer. Han levede nok ikke helt op til forventningerne, gled ud af rækken med populære avlshunde og blev solgt. Han stillede i år sin tredje afkomsgruppe, hvor tæverne havde overvægt både i antal og kvalitet, en detalje er det lidt svage stop i hovederne, en jævn gruppe, hvor dog enkelte tæver faldt i øjnene som V 2 Chiwa v. Haus Iskander og V 13 Xana v. Leithawald.
Halvbroderen Fred har fra begyndelsen slet ikke haft samme bevågenhed hos opdrætterne, og selv om han efterhånden er kommet lidt mere med, er han ikke nået op på et større antal parringer. Det kommer måske efterhånden, for han har vist sig at kunne nedarve sine gode bygningstræk som en stærk og rent forløbende overlinje, godt kropstykke og flydende bevægelser. Han stillede en førstegangsgruppe, hvor han havde sat sit præg, og hvor især to gjorde sig særligt bemærkede. Det var sg 2 i unghunde hanner Vaiko v. Suentelstein, en hund i gode rammer og med overordentlig effektive bevægelser, samt sg 10 i unghunde tæver Vixen av Quantos, -


(Vixen av Quantos, Foto: PAKA)

- en hund, der efter min mening skulle have været flyttet adskillige pladser frem. Hun er en særdeles overbevisende tæve, og hendes kvalitet styrkes yderligere ved at hun har en smuk langhåret søster Vikky av Quantos, der blev nummer 3 i sin klasse.

I denne oversigt over grupper mangler der endnu en nemlig gruppen efter Nino v. Tronje. Han tilhører en alternativ linje, som over Baru v. Haus Yü og Mark v. Haus Beck går helt tilbage til Canto v.d. Wienerau. Linjen har haft svært ved at slå igennem på hansiden, og Nino, der tidligere flere år har stået højt i VA og fået en del parringer, har ikke formået at give den et skub fremad. Hans gruppe var uden kvalitet, og der var kun enkelte dyr i de bedste ringe.

Dermed forløb endnu et BSZS, og det fik en bedre afvikling end året før. Vi kan konstatere, at antallet af langhårede hunde var stigende.


(Der vistes for første gang en afkomsgruppe efter en langhåret han, den smukt byggede Dexter v. Fichtenschlag, Foto: Erling Mortensen)

Hvordan mon udviklingen bliver på det område? Et tilbageskridt var præsentationen af opdrætterklasserne. Her har vi været vant til, at klasserne blev indrangeret efter dommerens mening om deres kvalitet, og det har der været spænding i. Det er ikke lige meget, om man er blevet nummer 4 eller 7. I år havde man valgt kun at indrangere de første 3. Resten blev stående tilbage. Efter min mening må det være en flad fornemmelse at stå tilbage i restgruppen. Det eneste, de nu kan sige er: Vi har stillet en gruppe. Spændingen er væk for dem, der ikke kom på podiet, og når man tænker på, hvor meget arbejde, der ligger bag at få en gruppe samlet og slæbt helt til Nürnberg i flere dage, så står resultatet efter min mening ikke mål med anstrengelserne. Kunne man ikke forestille sig, at de lidt mindre opdrættere så på forhånd giver op. De første pladser besættes jo automatisk af de meget store opdrættere, der laver rigtig mange kuld.

ABR / Okt. 2014