De mest benyttede tyske hanner i 2006

Listen over de mest anvendte tyske hanner toppes af ovenstående. Den tyske avl er præget af en stærk tendens til såkaldt matadoravl, altså at forholdsvis få hanner får den altovervejende del af parringerne. Det drejer sig først og fremmest om VA hannerne og de første V hunde samt toppen af året unge hanner i unghundeklassen og yngste klasse. En så stærk samling om nogle få hanner, der desuden ofte er beslægtede er jo uheldig set fra et genetisk synspunkt. Det giver ganske vist en større ensartethed i fremtoningspræget, men det medfører også en risiko for forringelse af den genetiske variation med de uheldige følger, det giver, som tab af egenskaber og en tilbøjelighed til nedsat frugtbarhed, vitalitet og modstandskraft. Det er man selvfølgelig godt klar over i SV, og man har derfor for flere år siden indført begrænsninger i det antal parringer en han må have. Der er 60 indenlandske og 30 udenlandske parringer altså maximalt 90 parringer pr. hund.  

Quantum v. Arminius står for fjerde år i træk helt i toppen af parringslisterne og stillede i Oberhausen for fjerde gang en afkomsgruppe. I 2005 den største og i 2006 den tredjestørste. Han har nu markeret sig som en betydelig avlshan ikke mindst gennem sin søn Zamp v. Thermodos, der selvfølgelig selv figurerer på listen. Quantum fortsætter typen fra sin fader Dux della Valcuvia med afkom, der er præget af stærke overlinier og smukke vinkler. Det prægede Dux’s afkom, der set fra siden var meget smukke. Set forfra og bagfra kunne der godt være problemer, ligesom Dux havde et noget uædelt hoved med store ikke for faste ører og manglende maske. Dertil kom et index på den forkerte side af 100. Altså var der både lys og skygge, men der er mange gode hunde efter Dux, og over Quantum frem til Zamp og hans sønner er der sket forbedringer på de nævnte områder. Således er indexet fra Dux over Quantum til Zamp og dennes søn Negus v. Holtkämper See faldet fra de godt 100 til Zamps 90 og Negus’s 79. Quantums gruppe var særdeles smuk med flotte typer af knoglekraftige, velpigmenterede dyr, der var meget velgående. Han stillede som sagt den tredjestørste gruppe, som fik lov at blive i ringen, da den andenstørste gruppe kom ind. Det var nemlig sønnen Zamps, og her demonstreredes så, hvordan typen fortsatte fra faderen over sønnen. Zamps gruppe var et imponerende syn af ensartede smukke, typerigtige dyr med farver, høje manker, gode vinkler osv. Altså en gruppe der helt overbeviste, som den vistes frem i ringen. Vi er nu nået så langt i retning af at lave smukke, harmoniske, typefaste dyr, at man kunne ønske, at avlsledelsen kunne samle sig om at fremme væsen og brugsduelighed og prioritere det, så det fik vægt i avlsplanlægningen hos opdrætterne. Og det er ikke nok at postulere et godt væsen. Der skal ligge realiteter bag. Måske kan man ane et tilløb hos dommeren af brugsklasse tæver Günter Schwedes, der flere steder lagde vægt på at fremhæve tæver, der i årets løb havde hævdet sig ved prøveaflæggelse f.eks. VA 7 Gina v. Aquamarin og V 3 Boogie v. Ochsentor.

Zambs halvbroder Scott aus Agrigento har også været stærkt i vælten. Han deltog ikke i Oberhausen, men året for var han sg 3 i unghundeklassen. Han er en hund med en stærk afstamning. Hans mor Kamilla v. Römerland er en Wallacedatter. Hun var Siegerinde  i 2004.

Odin v. Holtkämper Hof, forrige års unghundevinder, har også fra starten været med i toppen. Han er en meget besnærende hund i sine bygningsforhold, men han er stor og tung og ligger absolut ude på grænsen af, hvad der er ønskeligt for en brugshund, der skal bevare sin smidighed og fasthed. Han er efter Yak v. Frankengold i lighed med sine to halvbrødre Idol v. Holtkämper Hof og Ilbo v. Holtkämper See, der begge ligesom Odin har været stærkt efterspurgte. De to andre er også store hunde men dog ikke så svære som Odin. Alle tre har et smukt pigment. Som så mange Yakbørn er de meget velgående med lange, flydende bevægelser. Idol er den ældste. Han står for anden gang i brugshundeklassen. Første gang dumpede han i lydighed i modprøven. I Oberhausen blev han V 6. Samtidig kunne han stille en flot afkomsgruppe af store, velpigmenterede og meget velgående dyr med gode overlinier.

Nando v. Gollerweiher anses for en lidt alternativ blodlinie, da hans fader Yello v. St.-Michaels-Berg på sin faderlinie går tilbage over Enzo v. Buchhorn, Lasso v. Neuen Berg og Folemarkens Jasso til Mark v. Haus Beck. Altså en af de få linier, der er tilbage efter Canto v.d. Wienerau. Yello fører på sin moderside Mutz v.d. Pelztierfarm over Fando v. Südblick. På begge sider kommer Yello fra godt pigmenterede hunde, og han er da også selv en meget smukt pigmenteret hund. Noget han har givet videre til Nando. Yello kunne ønskes med en lidt mere udtalt pelsfylde, noget der også gælder Nando. Desuden kunne Yello godt have mere kraft og betydelighed. Det samme kan ikke siges om Nando, der har en god kraft og et udtalt maskulint hanhundehoved. På modersiden bærer Nando Kevin v. Murrtal og går dermed tilbage til Ulk v. Arlett.

Nando startede sin karriere med at blive placeret som sg 10 i yngste klasse i 2004. det var ikke en klasse, der satte sig spor. Af disse første 10 er Nando den eneste, der i dag er tilbage på scenen. Han startede til gengæld for fuld knald og var fra begyndelsen en meget efterspurgt avlshund. Året efter rykkede han ind i VA på 9. pladsen. Han kom igen i 2006 men slap ikke ved modprøven og måtte forlade ringen. Han stillede på et tidligst tidspunkt en afkomsgruppe, hvor den mest iøjnefaldende var Eskan v. Finkenschlag, der blev sg 6 i yngste klasse. Der er ikke mange til at repræsentere denne hanhundelinie, men Tiras v. Roten Feld er endnu en ung han efter Yello. Han blev V 22 og sg 6 i unghundeklassen året før. Han er endnu ungdommelig men velsnittet og velpigmenteret. Også han har fra start haft mange opdrætteres interesse. 

Quenn v. Löher Weg er en hund med et særdeles tiltalende standbillede. Han har en god størrelse. Han er dejlig fast med en smuk overlinie og gode farver. Dommeren Heinz Scheerer henfører ham typemæssigt over moderlinien til Zamb v.d. Wienerau. Jeg har altid ment, han har særdeles meget fra sin bedstefader Ursus v. Batu. Det kan desuden også passe på hans bevægelse, der i lighed med Ursus’s mangler den sidste længde. Under alle omstændigheder går han over begge linier tilbage til Odin v. Tannenmeise, hvis type han er en videreførsel af. Han er endnu ung men kunne i Oberhausen stille en gruppe, der var resultatet af 4 måneders avlsindsats. Det er for tidligt at forvente noget endnu, men faderens overlinie, pigment og fasthed prægede gruppen, der havde en overvægt af tæver. Positivt for Quenn er desuden hans gode index på 75. 

Arko v. Butjenter Land har fra starten og indtil nu været særdeles efterspurgt. Det er ikke fordi han har haft en særlig iøjnefaldende karriere. Han var nummer 43 i yngste klasse i 2004 og er to år i træk trukket fra konkurrencebedømmelsen i brugshundeklassen. Dog har han opnået AVKL 2 i Danmark. Grunden til hans popularitet skal nok søges i hans fremtoning. Han er særdeles iøjnefaldende. Han er mørkt og flot pigmenteret og har som sin far Flipp v. Arlett og mange af dennes sønner en flot præsentation i en ring med stor udstråling og god vitalitet, en stram men ikke helt lydefri overlinie og en flot men noget overvinklet bagpart, som han dog kan bruge, så man næsten glemmer den lidt stejle forpart. Han er således en hund, man ikke overser. Hans afkom er endnu ungt, men vi har her i landet set enkelte lovende hvalpe. Hans index er ret højt og har bevæget sig den forkerte vej, idet det startede på 93 og nu er på 101.

Dux de Quatro Flores er en repræsentant for en linie, man gerne holder liv i nemlig en linie fra Mutz v.d. Pelztierfarm over Cello v.d. Römerau frem til Hill v. Farbenspiel. Moderen Lina v. Arminius bærer Janko v. Fürstenberg og Kimon v. Dan Alhedy’s Hoeve. Dux har haft en fin karriere, der dog ikke begyndte for lovende med en placering som sg 57 i yngste klasse. Han er en af de få, hvor det kunne lykkes at stille både i yngste klasse og i unghundeklassen, så året efter kom han igen, og her fik han god revanche, idet han blev sg 4, og så gik det ellers videre fremad til VA 6 i Ulm og VA 5 i Oberhausen. Dux er velpigmenteret men knapt så mørk som en del Hillbørn. Han er meget harmonisk bygget og som mange Hillbørn af en god størrelse. Han præsenterer sig godt i ringen og går med energi og hele tiden med smuk overlinie og høj manke. Han stillede en meget tiltalende gruppe. Som faderen var det harmoniske dyr med god størrelse, harmoni og linieføring. De var meget velgående, og der var flere højtplacerede dyr i gruppen, der også var kendetegnet ved liniens gode pigment. I forhold til faderen står Dux med et forbedret index på 82. Endnu en Hillsøn hører til blandt de foretrukne. Det er Andrjuscha van Noort. På samme måde som Dux er han en harmonisk, velbygget hund af god størrelse, en hund der, i en tid med mange meget store hunde med meget stærke vinkler, netop kan påkalde sig opmærksomhed ved at være uden overdrivelser. På et område skiller han sig dog særligt ud. Han har et usædvanligt kraftigt pigment med meget mættede farver. Moderen Chioletti Endrefalva er en russisk opdrættet Ursusdatter. Andrjuscha startede sin karriere med at blive sg 23 i unghundeklassen i 2005. Året efter fandt han ikke nåde for Heinz Scheerers øjne og blev trukket fra konkurrencebedømmelsen, men han havde nået at vise et flot mod og kampdriftarbejde om fredagen. Hans manglende placering i brugshundeklassen har ikke afholdt opdrætterne fra at søge ham, og han har parret mange gode tæver. Hertil har medvirket ikke blot hans egen fremtoning men desuden hans stamtavle, hvor også moderen er en interessant hund.

Her er omtalt de ti øverste på listen. Man kan måske undre sig over, hvorfor det er netop disse ti, der står øverst, idet man kan savne en eller anden, men tæt på de ti står en række andre fremtrædende hunde, og det kan måske være tilfældigt, om man er med eller lige udenfor. Meget tæt på toppen ligger de to VA – hunde far og søn Pakros d’Ulmental og Vegas du Haut Mansard. I samme linie er Bravos v. Steffen Haus, der også får mange parringer. De følges af et par Nero v. Nöbachtalsønner Solo v. Team Fiemereck og Maestro v. Osterberger Land. Ursusefterkommere er trængt mere i baggrunden, men Yenno v. Hühnegrab, Xaro d’Ulmental, Janos v.d. Noriswand, Waiko di Casa Massarelli og Orbit v. Hühnegrab er dog ganske højt på listen, så Ursus gør sig stadig gældende.

Som tidligere ligger langt de fleste parringer på hunde fra udstillingslinierne. Konkurrencehundene får færre parringer, men enkelte er krøbet ret højt op på listen. En top ti liste ser således ud:

Vito v. Waldwinkel er en hund, der har haft virkelig stor søgning. Han er nu 6 år gammel og har i et par år parret meget. Han har ikke haft den store karriere, et par udtagelser er det blevet til. Han er kåret i klasse I. Hans afstamning byder på velkendte og anerkendte hunde. Faderen er Tom van’t Leefdalshof, og moderen er efter Fado v. Karthago på en Uwe v. Kirschentaldatter.

Ellute v.d. Mohnwiese er også en Tomsøn og med Yoschy v.d. Döllenwiese på modersiden men lidt ældre, han er 8 år og har i en række år været godt efterspurgt.Det er nu fjerde år i træk, han står som en af de mest benyttede konkurrencehunde. Selv har han haft en aktiv karriere med deltagelse i adskillige udtagelser og to gange som BSP – deltager.

Tyson v.d. Schiffslache har været flittig konkurrencedeltager med flere gode resultater ved udtagelserne. Han har deltaget 3 gange ved BSP dog uden at have været særlig godt placeret, og han er nu på tredje år med på listen over de mest eftertragtede avlshanner. Hans far er Olix v. Karthago, moderen en Fado v. Karthagodatter.


Sid v. Haus Pixner går over faderen tilbage til Greif z. Lahntal, og moderen fører over Ernst v. Weinbergblick tilbage til Mink v. Haus Wittfeld. Han er altså indavlet på Greif. Han er fra 2001 og går altså i sit sjette år. Han har deltaget i nogle udtagelser og i 2004 blev han nummer 15 ved BSP. Han er kåret i klasse I og udstillet et par gange med pæne resultater.

Paska v. Salztalblick er en helsort hund, der ikke kan fremvise særlig bekendte forfædre i de direkte aner. Først længere tilbage dukker bekendte navne som Arek v. Stoffelblick. Marc v. Herculesblick og Cliff v. Möhnequelle frem. Selv har han heller ikke gjort sig bemærket ved udtagelser men fremhæves i avlsannoncer som særdeles belastbar og arbejdsglad med højt driftpotentiale og et altid sikkert og roligt greb, og han har formået at tiltrække sig så megen opmærksomhed, at han gennem 3 år har haft et pænt antal parringer.

Hutch v. dunklen Zwinger er fra 1999 og deltog i 2003 ved et par udtagelser, men det er først de sidste par år, han er kommet i gang som avlshund. Han har opnået sg i brugshundeklassen på et Ortsgruppeschau. Han er indavlet på Fero v. Zeuterner Himmelreich. Faderen en Yoschy v.d. Döllenwiese. Moderen er en Greif v.d. Kinedatter.


Quincy v. Waldwinkel er en Asko v.d. Luttersøn med Fado v. Karthago, Uwe v. Kirschental og Greif z. Lahntal på modersiden altså en stærk samling af markante Leistungshunde. Han er også selv en hund med bemærkelsesværdige resultater. Han har deltaget 4 gange ved BSP med de bedste resultater som nr. 2 og 3 og dertil en gang ved WUSV WM, hvor han blev nummer 6. Quincy, der er fra 1999, har de sidste par år haft opdrætternes interesse. Også broderen Quax, der ikke kan fremvise slet så stærke resultater, har haft en del parringer.

Uno v. Stadtfeld er faldet i den vistnok sidste af en række gentagelsesparringer, hvor den mest berømte hund fra et af de tidligere kuld er Metin v. Stadtfeld. Han er indavlet på Lorett v. Stadtfeld og Robin v. Glockeneck. Det er hunde med udmærket eksteriør men ikke nogle, der har hævdet sig på konkurrenceplan. Uno er fra 2002 og først med på listerne nu, men broderen Metin, der er fra 1998, har gennem flere år haft et jævnt antal parringer.

Melano v. Cap Arkona er i lighed med den foregående en ganske velbygget hund, der heller ikke kan prale af en stor karriere. Han har ikke deltaget ved udtagelser men har alligevel igennem 4 år har en del parringer. Hans far er Nick v. Heiligenbösch, der har haft flotte resultater ved BSP, hvor han har deltaget 3 gange med de bedste resultater som nummer 3 og 4, desuden en gang ved WUSW WM. Moderen fører Greif z. Lahntal og Dando a. Nordrheinland en højavlshund, som med held har været brugt af konkurrencehundeopdrættere.

Falko v. Wolsblick er fra 2003 og har i 2006 deltaget ved et par udtagelser. Hans ejer er Thomas Lapp, der har haft både faderen og bedstefaderen. Faderen Falk v.d. Wölfen også en populær avlshund har 3 gange deltaget ved BSP med godt resultat, og bedstefaderen Ahron v. Granit Rose, der også i sin tid var en meget brugt han, deltog 2 gange, hvor han blev nummer 6 i 2001. Falkos mor er en datter af Chicco v. Fasanerie. Hun er selv en hund, der har gjort sig på banen og deltaget ved flere udtagelser.

Rækkefølgen er baseret på de indtil nu opgivne tal, og jeg må tage forbehold for, at enkelte sent afgivne indberetninger kan give små ændringer.

ABR feb. 2007